+45 51917135 kontakt@lachika.dk

“Er du bange for døden mor,” spurgte min yngste søn mig, den anden dag, hans øjne var blanke, og døden og savnet til mistet familie havde fyldt alt meget i hans lille hoved og store hjerte de sidste par uger, og alt for mange aftner var tårene løbet over.

Hans spørgsmål, barndommens ophør og nære familiemedlemmers død over de sidste par år, har prikket til min dødsangst. Jeg er bange for at dø, ikke på den måde, at jeg konstant går rundt og tror at jeg skal dø. Men mere på den der “hvis ikke jeg tænker på det, sker det ikke” agtige måde.

Jeg tror ikke jeg vælter død om i morgen. Men jeg er bange for hvad der sker, når jeg ER død. Vil jeg kunne mærke noget? Vil jeg savne mine børn og mand? Mine venner? Vil jeg kunne se dem, men ikke røre og deltage i deres liv? Vil jeg forevigt vandre hvileløst rundt, som ikke deltagende tilskuer i andres liv, eller bliver jeg født på ny, eller måske genforenet med mine elskede når det en gang bliver deres tur til at forlade verden som vi kender den.

Jeg håber på det sidste, det er osse det jeg altid har sagt til mine børn, når vi har snakket om døden, og det var det jeg sagde til min søn, den anden dag, at jeg håber vi kommer et rart sted hen og bliver genforenet med alle dem, vi igennem livet har elsket og mistet, og at vi derefter bare er sammen, for altid.

Naivt måske, er det forkert? Tager jeg ikke min søns spørgsmål seriøst og spiser jeg ham blot af med en naiv barnlig historie? Jeg ved det ikke, men jeg ved, det sådan jeg håber det ender, jeg kan lide tanken, om at jeg aldrig rigtig kommer til at miste dem jeg elsker så højt, og indtil da, skal vi huske og elske højt, grine længe og leve livet.