Velkommen til verdens nemmeste vejledning på en hjemmelavet opsats – Det er så nemt, at vejledningen nærmest er overflødig, men nu får du den alligevel – sammen med et par tips til, hvordan du så kan bruge denne her custommade opsats.

Det skal du bruge:

  • Et fad eller en tallerken – Jeg fandt dette i et af disse loppe-supermarkeder til ganske få penge. Det er lavet af plast og har en passende størrelse. Hvordan din øverste del af opsatsen skal se ud, er naturligvis helt op til dig.
  • En lysestage – Endnu en gang er loppe-supermarkedet leveringsdygtig. Denne i sortmalet støbejern kostede en sølle 10’er.
    Det du skal være opmærksom på er, at højden på lysestagen definere højden på din opsat. Det kan også være en fordel, hvis stagen har lidt vægt, så opsatsen står bedre fast.
  • Lim og limpistol
  • Spraymaling i den ønskede farve

Sådan gør du: 3 simple steps

Step 1

Start med at spraymale fad og stage i den ønskede farve. Sprit evt. delene af først, så malingen binder bedre.
Lad delene tørre godt og giv det evt. et lag maling mere, hvis det er nødvendigt.

Step 2

Når malingen er helt tør, varmes limpistolen op. Sæt nu rigeligt med lim på toppen af lysestagen.

Step 3

Placer lysestagen i midten på bagsiden af fadet, og lad limen tørre.

Voila! Det var da nemt!.. Men nu er limen tør, og hvad så? Hvad gør vi nu med den?
Læs med herunder og få tips til, hvordan du kan bruge din opsats.

Inspiration: 3 anvendelsestips

Brug din opsats til kager eller bagværk

Vi lægger helt klassisk ud – anret din opsats med hjemmebagte (eller hjemmeBRAGTE) kager, muffins, boller, kanelsnegle, konfekt eller cookies.

Det kan give ethvert kaffe-/the selskab et eksklusivt look + du får lidt ekstra bordplads (til mere kage! What’s not to like?).

Lad naturen flytte ind

Tag på tur i det blå og lad naturens egne dekorationer flytte ind. Saml blade, kastanjer, kogler, eller om sommeren: muslingeskaller og strandsten.
Naturen har rigtig meget at byde på og på denne her måde, kan du få masser af glæde af den indendørs også.

Placer evt. et stearinlys eller et duftlys på midten af opsatsen og lad herefter naturen flytte ind. Du kan også tilføje en lyskæde, for at give lidt ekstra hygge.

Du kan læse her, hvordan du også selv kan lave duftlys.

Brug opsatsen i din øvrige indretning

Giv opsatsen et praktisk formål og lad den samtidigt tage del i boligindretningen.
F.eks. kan du anrette med friske frugter, løg, urter eller andet, der ikke behøver at komme på køl, for at integrere opsatsen i din køkkenindretning.

Du kan også bruge det til sæber, duft diffuser og små LED lys for at skabe en spa-agtig stemning på badeværelset.

Eller giv opsatsen et andet praktisk formål ved at samle dine smykker og daglige makeup produkter herpå.

Mulighederne er mange, og du skal endelig slippe fantasien løs og bruge opsatsen på netop den måde, der giver mening for dig. Del meget gerne et billede med os via #byskovdiy og #lachikadk hvor du viser, hvordan opsatsen bliver brugt hjemme hos dig.

Ha’ nu et dejligt efterår og rigtig god krealyst.

Læs også: Lanterner af genbrugsglas