+45 51917135 kontakt@lachika.dk

Vi kender alle følelsen af forventningens spænding og glæde frem mod noget der skal ske, noget vi skal opleve, noget nyt der indtræffer, forventninger til andre mennesker eller noget helt femte. Samtidigt den følelse der kan komme, hvis det vi har set frem til ikke lever op til vores forventninger. Følelsen af skuffelse. En følelse der næsten ikke er til at være i af bare ærgrelse, en knurren i maven, som kan være svær at være i og sætte ord på. 

Jeg kender følelsen fra mig selv, hvis jeg har gået i lang tid og virkelig set frem til noget, som så ikke lever op til de forventninger, jeg havde til situationen, personen eller hvad det kunne være. I en periode af mit liv prøvede jeg helt at se bort fra følelsen af at glæde sig til noget, at se frem mod noget der skulle ske, i bare frygt for at blive skuffet og den følelsen det ville medføre i kroppen, som jeg havde svært ved at være i. 

Jeg ville ikke have forventninger til nogle eller noget, ikke glæde mig på forhånd. Jeg begyndte at forestille mig det værste, der kunne ske, for så kunne jeg jo ikke blive skuffet og dermed kun positivt overrasket, hvis situationen faldt ud til det gode. Hvis det værste skulle hænde, havde jeg jo forudset det på forhånd, så var det bare, hvad jeg kunne forvente af situationen. 

I relation til forventninger ligger der her i også følelsen af et pres, det selv at skulle kunne leve op til andres forventninger til én med frygten for at gøre andre skuffede. Her kan følelsen af at have fejlet hurtigt opstå. Det pres det er at skulle præstere og dermed leve op til nogle forventer, som andre sætter til os, er svært. Her skal vi også bare huske på, at vi gør det så godt vi kan, og det er svært helt at undgå at skuffe sine medmennesker engang i mellem. 

Men burde vi ikke give os selv lov til at være skuffet? Det betyder vel i sidste ende, at det vi har set frem mod er betydningsfuldt for os, at det er vigtigt for os. Det at have forventninger til tilværelsen, at se frem til noget er jo en helt naturlig del af det at være menneske. Det er vel kun naturligt, at vi forventer noget af vores medmennesker og de ting vi foretager os, for ellers kunne alt måske bare være helt lige meget? 

Jeg prøver i hvert fald at lære mig selv, at det okay at føle sig skuffet, det er ikke en rar følelse, men den er heller ikke for evigt, den fortager sig. Det kan tage tid, men det er også okay. Vi skal ikke bebrejde os selv, at tankerne opstår og nødvendigvis negligere dem, fordi de kommer og det er okay. 

Håber I fik noget ud af at læse med.

Kram fra mig
Anne-Sofie