”Hvis du nogensinde skrider fra mig eller er utro, så klipper jeg dig i bollerne. Med en neglesaks!”

Hold nu kæft, hvor har jeg sagt det til min kære eksmand MANGE gange, når jeg sad og stirrede på ham og kunne gå i panik, ved tanken om at han engang ville indse hvor kikset jeg egentlig var og endelig ville få nok af mig. Utroligt nok klippede jeg hverken i hans ædlere dele eller amputerede ham, da jeg ud af det blå og midt i kobberbryllupsplanlægningen, fik den serveret.

”Det er ikke dig, det er mig!” Den helt klassiske og kvalmende kæmpe løgn, som med ét forandrede alt. Der gik dog en uge før sandheden kom frem og hold nu fast for en uge! Forestil dig en duracell kanin på speed, der var fuldstændig hævet af at hulke, imens den prøvede at få boligen til at stå snorlige, og samtidig var sådan lidt henkastet lækker, i håbe om at han ville indse at det da bare var en kæmpe fejl, det her. Jøsses altså, not my proudest moment! Det virkede heller ikke sådan rigtig godt og efter en uge krøb han til bekendelse.

Jeg tror, at vi er rigtig mange kvinder, der har indøvet dramatiske reaktioner, bare for at have dem hvis der nu skulle opstå en krise eller man skulle modtage en form for pris. Sådan lige pludselig! Det havde jeg så sandelig også, og det var den med neglesaksen der skulle i action her. Det skete ikke! Og den der scene med at sparke døren ind, hos hende den anden, tro mig – den havde jeg også læst op på, den kom heller ikke. Shit, hvor var jeg bare knust. Fuldstændig ødelagt og den kommende tid overvejede jeg helt alvorligt, om det her var noget jeg kunne dø af. Ikke fordi jeg overvejede at tage mit eget liv. Nej, jeg var bare SÅ ulykkelig som jeg ikke havde forestillet mig et menneske kunne være. Og som jeg ikke vil ønske at nogen anden skulle opleve. Jeg græd og lå i forsterstilling i et døgn. Så tog hende den praktiske indeni over og i løbet af et døgn havde jeg skaffet lejlighed og indskud. Jeg tudede så bare uafbrudt imens jeg fik styr på de praktiske ting, shit altså. Stakkels udlejer, bankdame, for ikke at tale om kolleger. Der var virkelig ikke nogen at dem der havde signed up til at omgås en kriseramt kvinde, der intet kunne tage stilling til. Skylder vist ret mange en omgang, når jeg nu tænker tilbage.

I løbet af 14dage var pigerne og jeg flyttet og det var godt for alle. Aldrig har jeg følt mig så ensom, på trods af jeg vitterligt blev mandsopdækket af familie og veninder. Den dag i dag, kan jeg stadig have dem mistænkt for at have lavet en vagtordning. Men seriøst. Jeg havde ikke klaret den uden dem. Fuck hvor har jeg meget at være taknemmelig for!

Når jeg tænker tilbage på den første tid, er det et stort kaos! Dagene flød sammen og smerten blev overdøvet af praktik. Der skulle søges boligsikring, skrives skilsmissepagt, indhentes forsikringstilbud. Jamen, altså var var jeg godtnok på udebane, ”Har du brug for udvidet glas og kummeforsikring?” Hvor skulle jeg vide det fra?

Når der var en lille pause i de praktiske opgaver begyndte jeg at panikke ved tanken om at jeg aldrig ville få sex igen, blive elsket og at jeg ville dø ensom med min hund. Jeg valgte at løbe når tankerne blev for slemme. I dag kan jeg godt se jeg forsøgte at løbe fra smerten, men det var det der fungerede.

Den dag i dag, ville jeg ikke have været alt det her foruden. Det den største smerte uden sammenligning, at se ens familie gå i opløsning og ens mand og bedste ven hoppe gladelig videre, imens man er sikker på at man er selvskreven til et ophold på den lukkede. Men jeg var hård og klarede de udfordringer der var for pigerne og jeg.

Det har taget mig et år, hvor jeg har gemt mig bag børn, flytninger, praktik og en allerhelvedes masse rosé og Heineken. Ingen tvivl om at min lever har været overarbejde.

Jeg savner ham ikke, jeg savner vores familie og sammenhold. Men jeg er 100 gange stærkere og fuldstændig klar i spyttet, når jeg siger at jeg ikke vil have ham tilbage, hvis muligheden bød sig. Det er sindssygt hårdt og der er ingen der fortjener at blive forladt og kasseret på den måde, det ødelægger virkelig et menneske af.

Nu er jeg begyndt ved psykolog hvor jeg får en masse power og hjælp til at beslutte hvordan min fremtid skal se ud. Jeg føler mig stadig ensom til tider, selvom jeg har masser af mennesker i mit liv. At gå fra at være et par til single, det er som at få amputeret en arm. Men jeg sidder ikke længere på udskiftningsbænken, jeg tager stilling og øver mig i at mærke hvad der er godt for mig og mærker jeg efter…ja så jeg lykkeligere og mere tryg, end jeg har været i rigtig mange år.

Husk altid, efter regn kommer sol.


Læs også: Mænd og kvinders sex-sprog