+45 51917135 kontakt@lachika.dk

Jeg har i en del af mit liv både i folkeskolen, i gymnasiet og til en hvis grad også nu i løbet af min tid på universitetet ofte følt mig utilstrækkelig i min relation til mine veninder eller potentielle veninder. Det var ikke nok bare at være mig, jeg har følt, at jeg skulle være noget ekstra for, at de kunne lide mig, ville have lyst til at være mine veninder og tilbringe tid sammen med mig. Fx være hende den sjove, friske, energifyldte, hele tiden snakke og være interessant, generelt være noget andet eller mere end bare mig. Måske, fordi jeg følte, at min person ikke var noget særligt, ikke noget, der var være at bruge tid på, at jeg egentligt bare var lidt halv kedelig og intetsigende. 

I de venskaber, som jeg har og har haft, har jeg ofte følt et personligt ansvar for, at venskabet kunne bibeholdes. Fx hvis jeg var på café med en veninde, har jeg ofte følt, at jeg hele tiden skulle have noget interessant at sige, noget der var værd at lytte til. Dette ikke i forhold til at frygte nogen akavet tavshed, det var jeg ikke bange for. Det var mere det, der så kørte rundt i hovedet på mig, når der var stille: synes hun, det er kedeligt og keder hun sig i mit selskab, ville hun hellere lave noget andet osv., osv. At det ligesom var mit ansvar, at vi hyggede os sammen. Jeg følte et 100 % ansvar for, at rammerne omkring det vi lavede og samtalen var noget hyggeligt og rart. Men i et venskab, og alle andre relationer, har begge partner jo en lige stor aktie i, at relationen er god og værd at fortsætte og vedligeholde. Den følelse, som jeg havde, af konstant at skulle være på for, at ens veninde ville forblive ens veninde og hygge sig i mit selskab, var virkelig hård. Denne følelse bunder nok i bund og grund i et lavt selvværd, at min person, den jeg var, ikke var god nok til, at nogle havde lyst til at være sammen med mig. 

Jeg har ofte i forskellige situationer har svært ved at sige nej til ting, som jeg måske inderst inde ikke havde den største lyst til. Dette er jeg dog blevet bedre til, men også med en meget uhensigtsmæssig følelse til følge. Det kan nemlig give mig følelsen af en enorm dårlig samvittighed og følelsen af, at skuffe vedkommende, mine veninder. Her kommer frygten op i mig, at hvad nu hvis de så ikke længere vil være mine veninder, hvis jeg har takket nej til en invitation eller lignende. I sådanne situationer føler jeg ofte, at det er personen, jeg afviser. Men jeg prøver virkelig her at lære mig selv, at det ikke er personen, som jeg afviser, men forslaget eller begivenheden. 

Jeg har i en periode af mit liv følt mig meget svigtet af nogle piger, som jeg troede var mine veninder, men som svigtede, skuffede og sårede mig dybt. Dette forårsagede på et tidspunkt en følelse af, at det var mig, der var noget galt med, at jeg ikke var værd at være sammen med og samtidig en enorm frygt for, at det samme skulle gentage sig med fremtidige bekendtskaber. Det medførte også en følelse i mig, nemlig følelsen af slet ikke at ville finde nye veninder i frygten for, at det samme vil gentage sig, at de bare ville svigte mig på samme måde, som jeg havde oplevet før. Dette har krævet tid, at overbevise mig selv om, at der rent faktisk var nogle og er nogle, som gerne vil være sammen med mig, fordi jeg er mig og ingen anden. Processen er ikke slut og på dårlige dage, kan jeg sagtens komme ind i en ond spiral og dårlige tankemønstre og dermed også tvivle ekstra meget på, om mine gode relationer, som jeg holder så meget af, virkelig vil mig.. Men jeg holder fast i tanken om, at selvfølgelig vil de det lige så meget, som jeg vil dem. 

Ret fokus, stå op for dig selv, hvil i det, som er dig – dette er nemmere sagt end gjort, det kan jeg om nogen skrive under på, men alligevel værd at prøve at efterleve, selvom det ikke er nemt. 

Hvis du oplever lignende følelser og tanker, eller har gjort det førhen i dit liv, så skal du for alt i verden vide, at du ikke er alene om de følelser og tanker.