Her ovenpå al julemaden må det gerne bare være simpelt, og hurtigt og nemt – og lidt sundt, ikke sandt? Derfor får du her en lynhurtig, nem, cremet, krydret og bare super lækker pastaret; smagen er fyldig med et frisk strejf fra tomaterne og toppet med lidt parmesan får du altså et smagsmix, der sidder lige i øjet. En ret, der kan være klar på bare 25 minutter, men som smager og ser ud af meget mere.
Ingredienser (4 pers)
- 250g spaghetti
- 1 løg
- 1 fed hvidløg
- 2 røde peberfrugter
- 1 1/2 spsk paprika
- 1/2 tsk stødt chili
- 1 tsk salt
- 1 spsk tomatpuré
- 1 spsk citronsaft
- 1/2 dl vand
- 1 dl fløde
- 2-3 håndfulde frisk spinat
- 10 cherrytomater
- 1 pakke chorizo (ca. 100g)
Sådan gør du
Kog pastaen efter anvisningerne.
Hak løg og hvidløg groft og svits det i en gryde i lidt smør eller olie.
Skær peberfrugt i grove tern og lad dem svitse med i gryden et par minutter.
Tilsæt paprika, chili og salt til gryden – evt. også lidt ekstra smør, hvis det er nødvendigt. Lad det hele stege 4-5 minutter; til peberfrugten lige mørner.
Tilsæt tomatpuré, citronsaft, vand og fløde – rør godt og lad det simre 5 minutter. Brug så en stavblender til at blende hele grydens indhold til en jævn, cremet sovs.
Dryp pastaen af og vend den i sovsen. Skær tomaterne i halve og vend dem i pastaen sammen med spinat.
Skær chorizo i mindre stykker og steg på panden 3-4 minutter, til de lige bliver sprøde. Riv parmesanen fint.
Server din pasta med chorizo og parmesan på toppen 🙂

Læs også: Kylling i fløde/champignonsovs med pasta
Kære læsere
Velkommen til min lille del af dette skønne univers! 🙂
Mit navn er Henriette, jeg er 32 år og bor på Vestfyn. Halvdelen af tiden deler jeg bolig med mine to krudtugler af et par drenge på hhv. 3 og 7 år – den anden halvdel tilbringer de hos deres farmand.
Jeg er uddannet pædagog og arbejder til daglig i en gårdbørnehave – og vuggestue.
En stor del af min fritid tilbringer jeg i køkkenet; her finder jeg ro, slipper de kreative kræfter løs og eksperimenterer med smage, dufte og forskellige råvarer.
Der er så uendeligt mange muligheder, når man slår sig løs i køkkenet, og jeg elsker at prøve nyt, lade mig overraske, inspirere og skabe noget smukt og velsmagende undervejs.
Min passion for madlavning og bagning startede ret tidligt, nok allerede i 12-års alderen, hvor jeg fik hjemkundskab i skolen og senere en fast ugentlig maddag derhjemme.
Det er sjældent jeg følger en opskrift til punkt og prikke, da jeg tit og ofte har min egen idé om, hvordan tingene skal være, men jeg finder en bred vifte af inspiration rundt omkring på blogs og i kogebøger.
God mad og drikke gør mig glad og det allerbedste er, når jeg kan dele det med andre og måske inspirere lidt undervejs. Derfor er det mig en stor ære og glæde at få lov og bidrage med lidt opskrifter herinde. Jeg vil dele både kage,bage – og madopskrifter. Fælles vil være at det er nogle opskrifter, der er nemme at gå til og som er overskuelige i en travl hverdag, også med børn på sidelinjen. 🙂 De ingredienser jeg bruger, vil som oftest være nogle, man allerede har derhjemme, eller som kan fås i typiske dagligvareforretninger. Madlavning skal være let at gå til og det der kommer ud af det, skal smage godt 🙂
Jeg glæder mig til samarbejdet og til at høre fra jer derude.
Kærlig hilsen Henriette.