+45 51917135 kontakt@lachika.dk

Kender du følelsen af at føle dig utilstrækkelig, at dit bedste ikke føles som godt nok, at du føler dig svag, oplever frustrationer, som ingen ende vil tage og gentagne nedture, som virkelig tærer på dig, dit selvværd og energi? Så er du ikke alene..

Disse følelser og tanker overrumpler mig rigtig meget for tiden. Jeg læser på Københavns Universitet på 6. semester og bliver færdig med min bachelor til sommer. For tiden er det på ingen måde en dans på roser, tværtimod, det er hårdt, uoverskueligt og virkelig stressende. 

6. semester startede lige på og hårdt i begyndelsen af februar efter en længere pause henover januar måned. Det var virkelig lige på og hårdt med en hulens masse læsning, opgaveskrivning og forberedelse hver uge, og er det stadig. Nu her hen over de næste par måneder til slut juni spidser det endnu mere til med eksamenslæsningen og forberedelsen dertil. Især på dette semester har alt dette virkelig kunnet slå mig ud, flere pludselige grædeture uden noget der umiddelbart har provokeret dem, har ikke været unormalt. 

Følelsen af kronisk dårlig samvittighed over ikke konstant at læse og skrive på semesteropgaver. Ønsket om at få læst alt, få læst alt lige godt og lige grundigt, få skrevet noter til alt, forstå alt og skrive den perfekte semesteropgave. Dette er noget, som jeg prøver eller har prøvet at bestræbe mig på at opnå både nu og tidligere gennem de 3 år på universitetet, som det perfektionistiske menneske jeg er. Men uden at det kommer som nogen overraskelse for mig, så kører man totalt ned på det. Tvivlen på en selv kan hurtigt opstå, at alt hele tiden kan gøres bedre. Tvivlen på at ens ord overhovedet har nogen værdi, hvad end det er på skrift i en semesteropgave eller mundtligt til undervisningen. 

Det, der som sagt også fylder i mit hoved konstant, er den dårlige samvittighed, nogle dage fra jeg står op, til jeg går i seng. Hver gang jeg tillader mig at lave noget andet, som ikke er relateret til noget, som har med universitetet at gøre, opstår denne følelse af dårlig samvittighed. Netop også fordi der konstant er noget, som jeg kunne læse op på eller forberede. Følelsen af at jeg burde gøre det er her central, jeg burde læse, jeg burde skrive på min semesteropgave nu, jeg burde læse op på det næste i pensum. Mængden af bøger til forberedelsen til en mundtlig eksamen til sommer, har hobet sig op på mit bord, som bare venter på, at jeg går i gang med dem. Overskuddet er der bare ikke lige nu, og jeg føler næsten, at jeg er ved at blive kvalt i dem.  

”Hvad nu hvis”, er også en følelse som sagtens kan overrumple mig. ”Hvad nu hvis jeg slet ikke kan finde ud af det”, ”Hvad nu hvis jeg aldrig lærer det udenad”, ”Hvad nu hvis jeg dumper” osv. osv. Det er et kæmpe pres, der konstant ligger på ens skuldre om at skulle præstere, og det kan godt nok være svært ikke at tage sorgerne på forskud i sådan en situation og også sorger, som man ikke engang er sikker på vil komme. Katastrofetanker er slet ikke ualmindeligt i sådan en situation, man forestiller sig, at det værst tænkelige kan ske og vil ske. 

Når disse følelser og tanker opstår i mig, at jeg virkelig ikke føler mig god nok, både i det jeg gør eller beskæftiger mig med, at jeg konstant føler mig utilstrækkelig, kan disse spørgsmål nemt opstå: ”Er det bare mig, som er svag?”, ”Skal jeg bare tage mig sammen?”, “Når andre har kunnet klare det, så kan jeg vel også”, ”Er jeg så dårligere end dem, når jeg har det sådan her?”, ”Er det her så slet ikke det rigtige for mig, når det kan gøre mig så ufatteligt ked af det, frustreret og næsten bryder helt sammen over det?”, ”Har jeg så fejlet, er jeg så et nederlag, hvis jeg ikke kan stå det igennem og må erkende det?”. Men skal man altid bare tage sig sammen? For mig er det også vigtigt, at vi kan vise, at vi ikke er nogle ”supermennesker”, der bare kan klare det hele. Jeg selv, og mange andre, har virkelig en dårlig tendens til at sammenligne os selv med andre, nogle som måske har en anden viden med i bagagen, som er vildt brugbart i en eller anden specifik situation i undervisningen. Her kan man nemt sidde og føle sig lidt halvdum, fordi man ikke aner, hvad der bliver talt om. Men her skal vi også bare huske på, at vi har jo forskellige ting med i bagagen, forskellig viden og på universitetet fra forskellige hovedfag og fagområder. Hvor to personer for eksempler ikke har nogen som helst ide om, hvad den anden taler om, men har en stor viden inden for deres eget specifikke område. Men man kan virkelig nemt gå og tænke, at alle andre bare er meget bedre end én selv, har meget mere overskud og bare kører igennem det hele. For at tage et eksempel med den standardbemærkning som jeg, og rigtig mange andre, ofte gør brug af til spørgsmålet, ”Hvordan går det?” med svaret ”Det går fint nok..” Mange, inklusiv mig selv, gør ofte brug af denne standardmærkning i diverse sociale sammenhænge for ikke at skulle konfronteres med flere dybdegående spørgsmål, eller det kan være ens eget ønske om ikke at ville belemre andre med ens sorger og bekymringer. Det kan også være en udfordring i sig selv at indgå i sociale sammenhænge, når man ikke har det særlig godt. Man føler man skal være på, give noget af sig selv på den positive, glade og sjove måde og gemme alle frustrationerne og bekymringer væk. Det kan være svært at stå det igennem og opretholde den facade, som man jo et eller andet sted burde kunne bryde og så fortælle, hvordan man i virkeligheden går og har det, især hvis det er i selskab med tætte og nære venner og veninder.

Her kan det også være svært at åbne op for folk, som måske har svært ved at relatere til de problemstillinger, som man går med. De prøver måske med den bedste mening at hjælpe uden, at det gør nogen forskel. Det kan også nogle gange være kilde til endnu flere frustrationer, for eksempel ved en kommentar i relation til at man jo selv har valgt sit studie, hvis det er det, det handler om, og derfor må have en særlig interesse for det specifikke område. Men dette er for mig ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man går rundt og hele tiden er evigt glad for det og aldrig ville bande det så langt væk, som man kunne. Ligesom med personer, som går ned med stress på deres arbejde, det er jo også et arbejde, som det må formodes, at de selv har søgt af egen fri vilje. Eller forældre som er dybt frustrerede over deres spædbarn, som holde dem vågne hele natten, et barn, som de selv har valgt at få. Selvom det er valg og beslutninger, som vi tager af egen fri vilje og interesse, er det jo ikke ensbetydende med, at de til evig tid og hver dag kun vil fylde os med glæde og lykke. 

Det er vigtigt, at vi kan tale om de her ting med hinanden, at vi ikke går og gemmer på det, som var det et tabu, for det er det på ingen måde. Det er intet tabu at kunne vise sårbarhed over for sine medmennesker, at man netop ikke er et ”supermenneske”, som kan klare alt. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg har nogle super gode medstuderende, hvor vi har kunnet tale om de her ting og har gjort det for nyligt. Vi har delt vores fælles frustrationer, vi kan blive kede af det sammen, men vi står det også igennem sammen. Selvom det jo på sin vis selvfølgelig er trist, at der er flere, som føler universitetsstudiet som uoverskueligt at være i, så er det bare rart ikke at være alene med den følelse, det kan også være en lettelse i sig selv. 

Jeg skriver ikke det her for at få medlidenhed, men fordi det er rart både at tale om og skrive ned. Jeg håber også at kunne videregive mine tanker til andre, som står i samme situation. Følelsen af utilstrækkelighed, svaghed og alt det andet, jeg beskriver, er ikke kun knyttet til det at være studerende på universitetet. Det kunne i lige så høj grad gøre sig gældende i den utilstrækkelighed kvinder for eksempel kan føle i deres rolle som mor, i sin position på arbejdet, i sit forhold og generelt bare i det at være menneske, med alt hvad det indebærer. Det føles uoverskueligt, og det kan være svært at se en ændring i den umiddelbare tilstand, men her er det vigtigt at huske på, at du aldrig er alene. 

Kram fra mig, Anne-Sofie.