Efteråret er så småt ved at være over os, og det betyder at suppe sæsonen har meldt sin ankomst.

Ja efteråret byder ikke kun på regn, vandpytter og gråvejr. Jeg elsker efteråret, for det er her man kan begynde at hygge med ild i brændeovnen og levende lys, det kan altså også noget helt særligt.

Og efter en kold og våd dag, er der ifølge mig ikke noget dejligere at varme sig på end en skøn suppe.

En suppe jeg ofte laver herhjemme, er tomatsuppe, for den hitter altid hos børnene, jeg laver den dog aldrig helt ens, for jeg tager altid blot udgangspunkt i det jeg har i køleskabet. Jeg starter dog altid med olivenolie, løg og hvidløg.

Find spændende produkter til din madlavning her (reklamelink)

Denne udgave som du får her, er også lavet ud fra hvad der gemte sig i køleskabet, og den smagte fuldstændig forrygende, så derfor er jeg virkelig glad for, at jeg skrev ingredienserne ned, så jeg kan dele den med jer, og det bedste ved den er, at du efter en travl dag kan lave denne suppe på 30 min.

Opskriften er til 5 personer og du skal bruge:

  • Olivenolie til stegning
  • 1 Rødløg, hakket
  • 2 fed hvidløg, fint snitet
  • 1 Rød snackpeber, i tern
  • 2 Gulerødder, i tern
  • 1 Stor pastinak, i tern
  • 10 Cherrytomater, halveret
  • 2 dåser hakkede tomater
  • vand der svarer til hver dåse fyldt med vand
  • 1/2 Dl. fløde

Fremgangsmåde:

  • Varm olien i gryden og svits rødløg, hvidløg og peberfrugt et par minutter.
  • Tilsæt gulerødder, pastinak og tomaterne og lad det stege ved middel varme i ca. 5 min.
  • Derefter tilføjes de hakkede tomater og vand, og det hele koges op og skal simrekoge i ca. 15 min
  • Til sidst blendes det hele med stavblender og smages derefter til med fløde, salt og peber, husk at være opmærksom på smagenene når du tilsmager, en god tilsmagning krævere ofte flere forsøg, og er at man kæler om smagsløgene, så smagen bliver harmonisk.

Herhjemme er børnene meget begejstrede for enten at få suppehorn til eller hvidløgsflute. Selv foretrække jeg at riste nogle solsikkekerner på panden et par minutter, og så toppe suppen med lidt creme fraiche, pesto samt friske basilikumblade, det er for mig lige prikken over i’et.

Læs også: Kyllingesuppe med ris, grøntsager og citron