+45 51917135 kontakt@lachika.dk

For et lille års tid siden begyndte jeg at lytte til et par podcasts, men jeg må indrømme, at det ikke rigtig fangede mig. Jeg kendte ikke så mange, og dem jeg lyttede til var da udemærket, men det var meget få. Henover den seneste tid, er jeg dog gået igang igen, og wauw hvor er der kommet mange siden jeg sidst lyttede! Måske har du haft det lidt ligesom mig, at du ikke rigtig har fundet nogle, der virkelig fanger dig. Derfor kommer her et lille indlæg om mine favoritter som forhåbentlig kan inspirere dig.

Mørkeland
En podcast hvor Camilla og Kristine taler om en masse spændende mordsager. Hver uge fortæller de hver især om en mordsag, som på den ene eller anden måde overrasker, fascinerer eller betager dem (mangler et par ord som lyder mindre positive end fascinerer eller betager). Så er du til krimi, så tror jeg helt bestemt denne podcast vil falde i din smag.
Under deres anmeldelser har de i skrivende stund 4,5 ud af 5 stjerner, baseret på 6.868 vurderinger.

Influencer
Hvis du interesserer dig for sociale medier, influencer marketing og den slags er dette en podcast lige for dig! Camilla Stemann og Louise Taarnhøj kommer ind på en masse relevant viden som er både need-to-know og nice-to-know for både den der er influencer men også brandet der samarbejder med influencere. Derudover har de en masse interessante mennesker i studiet, heriblandt Heidi Helveg som er advokat med speciale i markedsføringsret, Cana Buttenschøn, Carla Mickelborg m.fl. Derudover tager de en masse interessante emner op, og det er bestemt en podcast som kan gøre dig klogere!
Podcasten har i skrivende stund 4,5 stjerner ud af 5, baseret på 25 vurderinger.

Det perfekte offer
Vi bevæger os igen ind i krimigenren med denne podcast lavet af Emil Eusebius som arbejder hos DR P1 Dokumentar. Podcasten handler om en nattevagt som begår overgreb på kvindelige patienter på psykiatrisk afdeling, og har titlen “Det perfekte offer”, for hvem vil tro på en patient som er psykisk syg, hører stemmer og ser ting der ikke sker i virkeligheden? En super spændende podcast som tager dig igennem hele sagen fra start til slut, med medvirken fra ofrene.
Podcasten har i skrivende stund 4,5 stjerner ud af 5, baseret på 631 vurderinger.

Det perfekte offer 2
Når du er færdig med at lytte til Det perfekte offer, kan du gå videre til 2’eren. Den er nemlig mindst lige så spændende. Det skal lige siges, at du ikke nødvendigvis behøver at have lyttet til den første, inden du går i gang med denne. Emil Eusebius tager nemlig fat i en anden sag, som handler om en kvinde der i sin fortid bl.a. har oplevet seksuelle overgreb. Hun starter hos en psykolog som hun bliver rigtig glad for, da hun kan mærke det hjælper hende psykisk. I hvert fald indtil psykologen begynder at indlede et seksuelt forhold med hende, som løbende bliver mere og mere ydmygende, under den påstand at det er en del af hendes behandling.
Podcasten har i skrivende stund 5 ud af 5 stjerner, baseret på 638 vurderinger.

Danske Drabssager
I skrivende stund har denne podcast kun et enkelt afsnit, men alligevel ligger den allerede nr. 1 på hitlisten under udsendelser i podcast appen. Den er produceret af Bauer Media i samarbejde med True Crime Agency, og her hører og gennemgår man en drabssag fra start til slut med medvirken fra nogle som har været helt tæt på efterforskningen.
Podcasten har i skrivende stund 3,5 stjerner ud af 5, baseret på 488 vurderinger.

Emilie Meng Mysteriet
Det er vel efterhånden de færreste som ikke har hørt om Emilie Meng, den 17. årige pige, som forsvandt på vejen hjem efter en bytur, og cirka et halvt års tid senere fundet dræbt i en sø i Borup. Den dag i dag, 3 år efter, er drabet stadig uopklaret og en morder er på fri fod. I podcasten gennemgår B.T. sagen med alle aspekter og interviews fra nogle af dem der var tættest på Emilie. De afprøver teorier og snakker bl.a. med et vidne som er stensikker på, at hun har stirret Emilie Mengs morder i øjnene.
Podcasten har i skrivende stund 3,5 stjerner ud af 5, baseret på 610 vurderinger.

Go’ Nova Dagens Udvalgte
Så bevæger vi os igen væk fra krimigenren og hen på noget helt andet. Denne anbefaling er egentlig blot et lille ekstra tip og ren hygge. Hvis du ikke har lyttet til Go’ Novas radioprogram endnu, så kan jeg kun anbefale det. Hvis du har, så ved du sandsynligvis også hvor hyggeligt og sjovt det er. Fordelen ved podcasten fremfor liveradio, er dog at du her slipper for alle de mange reklamer (der er dog ganske få), og al musikken. Så lytter du kun for det gode selskabs skyld, så er denne perfekt. Jeg har længe døjet med, ikke at kunne falde i søvn om aftenen pga. tankemylder, og det har været et stort problem for mig. Nu er jeg begyndt, at sætte Go’ Novas podcast på når jeg skal sove, og det hjælper altså. Og det lyder måske forkert og som om at det er kedeligt, men det er det bestemt ikke. Men det afholder mig fra mit tankemylder, og når jeg ligger og lytter, så falder jeg faktisk hurtigt i søvn. Så det var lige et lille bonustip herfra, hvis nogle skulle have svært ved at falde i søvn om aftenen.

Har du nogle andre favoritter, så smid dem gerne i en kommentar, så vi kan inspirerer hinanden.

Instagram herFacebook her