+45 51917135 kontakt@lachika.dk

Fra onsdags-put til hverdags-put

Bag KvindemedK er vi to kvinder, der repræsenterer to vidt forskellige liv, og det får som oftest nogle ting frem i lyset, som vi ellers ikke ville lægge mærke til.

Forleden dag kom vi til at diskutere sex i og udenfor parforholdet, da det også er et emne, som vi ofte støder på, når vi taler med andre kvinder.

Det er et emne, der både deler vandene og samtidigt også er meget sårbart, men ikke desto mindre kaster vi os ud i det. Vi er ikke sexologer eller noget inden for den branche, vi er blot to kvinder, der har en masse eksempler, oplevelser og tanker, som måske kan være med til at inspirere.

Hvis dette så samtidigt kan medføre, at der bliver stillet spørgsmål til forventninger, kommunikation, hverdagsrutiner osv., så der i fremtiden vil blive hygget lidt mere udover de måske sædvanlige “onsdags-put” eller “måneds-put”, så er det jo ren win-win. Vi tror på, at sex kan gøre folk lidt mere glade i låget.

Ofte møder vi kvinder som, inklusiv den ene af os, har tendens til at stille sig på hælene med armene over kors og synes en hel del om, at det er mændene, der slet ikke forstår os kvinder, og at vi kvinder jo ikke fungerer lige som dem. Dette faktum er også ganske rigtigt, at vi kvinder ikke fungerer som mændene altså! Vi skal bare huske det således; at vi kvinders appetit på sex ofte ikke kun findes gennem det vi ser, men snarere med det vi mærker, oplever og føler, hvor mænds appetit ofte erhverves gennem netop det, de ser. 

Det vigtigste at få sagt her er så: Vi tror på, at vi kvinder ofte er lige så glade for og fokuserede på sex som mænd er, vi sættes bare i gang på meget forskellige måder! Nogen omtaler dette som at mænd og kvinder har forskellige kærlighedssprog. Vi kalder det sex-sprog. 

Nogle af os kvinder bliver liderlige når manden for eksempel i løbet af dagen giver ros og komplimenter til os eller gør små søde, hensynsfulde tjenester i hverdagen. Andre af os kvinder tænder på fysisk berøring, som måske er det sex-sprog, som en mand nemmest kan forstå, set ud fra hans egen naturlige tilgang til sex.

Vi ved godt, at dette er meget sort-hvidt sat op, men nogle gange fremmer provokation og overdrivelse forståelsen for at give folk “tænkeren på”, som Iben Hjejle siger det så fint i Sitter Podcast. 

Måske vi også er så heldige, at nogle af mændene smuglæser med og på den måde får lidt tips og tricks, som kan forbedre Jeres sex-liv ved at få større forståelse for Jeres sex-sprog.

Hvis du er en af de kvinder som ønsker, at din mand for F***** da bare kunne forstå dit sex-sprog, så vil du alt efter hvilket sex-sprog du har, højest sandsynligt ofte kunne tage dig selv i at tænke:

  • “Hvorfor er min mand aldrig taknemmelig for når jeg gør noget for ham. Jeg henter mad med hjem, støvsuger og gør rent. Han tager bare alt for givet uden at give mig det mindste tak.

    (Kære mand hvis du læser med her og din kvinde har romantiske kærlighedserklæringer som sex-sprog, så blot sig tak, ros og anerkend hende med søde komplimenter. Det er så lidt der skal til med små kommentarer og glimt i øjet. Det går lige i trussen på hende)
  • “Hvordan skal jeg lige nå alt det, vi skal have nået i dag… handle ind, vaske tøj, vaske op, rydde op, støvsuge og jeg vil også gerne nå bare at nyde en kop kaffe og et kapitel i min bog”.

    (Kære mand hvis du læser med her og din kvinde har tjenester som sex-sprog, så blot hjælp lidt til, selv små ting som at gå ud med skrald, handle, hente børn, købe hendes yndlings-te, vil have enorm betydning. Når du hjælper med de ting HUN synes er vigtige, så får hun også mere tid, overskud og lyst).
  • “Hvornår rørte min mand og jeg sidst hinanden… han strejfede lige min skulder i går, men så blev det ikke til mere…”

    (Kære mand hvis du læser med her og din kvinde har berøring som sex-sprog, så blot gå all-in på alle muligheder for berøring. Alt intimitet vil være stort værdsat, kys, kram, massage, holde i hånd, ae på arm, nusse i nakken. Hun kan ikke høre, hvad du siger, hun skal mærke det, MEN pas på med SM-klask i røven eller overgramsning af brysterne for det virker som regel først under akten).

Vi kan hurtigt blive enige om, at det er virkelig SMÅ ting en mand behøver at gøre for at møde sin kvinde i hendes sex-sprog for at åbne op for flere hyggestunder i det lille hus.

MEN kvinder… når det så er sagt: Hvis du, lige som en af os, stiller dig på bagbenene og “VIL HA’” at manden sætter sig ind i dit sex-sprog hvis han drømmer om mere sex, så vil vi blot opfordre dig til også at huske på, at forsøge at forstå mandens sex-sprog. For er det i virkeligheden kun dem, der skal indrette sig efter os? Og hvis vi ikke engang imellem gør det, bliver mændene måske derfor mindre motiverede for at imødekomme vores sex-sprog? Så hvordan gør man så det? Finder en balance for både mand og kvinde?  

Her var der en del udbrud fra den ene af os til den anden, hvor mændene blev taget i forsvar, og der kom lidt kreative vinkler på, hvordan kvinder også kan forsøge at møde manden i hans sex-sprog:

  • Hvis du og din mand kommer lidt tidligt hjem fra arbejde en dag, hvor du kan øjne chancen for at I kan nå en quicky inden børn skal hentes, så sæt de daglige pligter på pause. Send ham tydelige signaler i hvad du har gang i, så han ikke behøver at bruge tid på at lege gætteleg

    (Hvis du er en af de kvinder der går meget op i renlighed også før lyn-sex, så send ham i bad med et frækt smil, glimt i øjet og et klap i røven. Når du spiller op kan dette også være med til at forstærke både din egen lyst og hans).
  • Hvis du ved at I har en aften alene, hvor I ofte ender på sofaen, fordi I er trætte og udkørte efter en lang dag, så prøv en aften at flyve op af sofaen (eller INDEN sofaen er sprunget på ryggen af dig) og sig: “Nu tager jeg lige et dejligt langt varmt bad, så kan du se din yndlingsserie og komme ud til mig, når den er slut”. 

    (Hvis du er en af de kvinder, som tænder lidt nemmere, når du selv føler dig lækker, så er der ikke noget bedre end din heeeelt egen tid på badeværelset til wellness og forkælelse for dig, selv inden sex. På den måde får I begge en mulighed for at sætte op til selve akten, hvilket i sig selv også kan blive lidt et forspil).
  • Hvis din mand står i fuld gang med madlavningen eller anden daglig praktisk opgave, kan du uden varsel gå hen og give ham et surprise blowjob, eller mindre kan måske også gøre det 😉
    Han vil ALDRIG glemme den madlavning og han vil nok forgude dig den næste uge. – Ja i de fleste tilfælde vil du få en NY mand.
    Hvis du, ligesom en af os, er en kvinde, der allerede nu har nej-hatten på, fordi at børnene ALTID er til stede ved madlavningstid, så gør det mens børnene er til legeaftaler eller bliver passet ved bedsteforældrene. På med ja-hatten smukke og find nogle kreative løsninger, vi ved du kan! 

    (Hvis du er en af de kvinder, der har en mindre hjælpsom mand i hjemmet, kan du også lægge op til en byttehandel a la; “hvis vi hjælper hinanden med mad og rengøring, så har vi x min. i soveværelset bagefter!”).

Vi har oplevet, at det nogle gange handler om, at sætte sig selv op til sex. Altså lave en aftale med sig selv og dermed give manden tydelige signaler, som så forpligter lidt så “der ikke er nogen vej uden om”.  

I forhold til forskellen mellem mænd og kvinders seksuelle lyst, så deler mange sexologer og forskere lysten op i to forskellige lyster: Den spontane lyst og den receptive lyst.

Den spontane lyst er den, som mændene tit er styret af. Det er hvor lysten bare opstår af sig selv, blot ved et glimt af eller tanken om en partner. 

Den receptive lyst kender du måske selv til, den skal nemlig have lidt mere opmærksomhed, for eksempel i berøring, tjenester og sweet talk. Det kan her også være mere ydre omstændigheder, som stress på job, rod i hjemmet eller småbørn i huset, som spiller en rolle i at lysten vækkes.

Så når vi begynder at søge løsninger på manglende sexlyst, skal vi måske minde os selv om, at det er en meget kompleks størrelse. Der kan, som vi ofte søger, være noget biologisk på spil, men vi skal huske, at det nok også i høj grad er det psykiske og det sociale, som spiller ind, på om der er tørke forneden. Den sidstnævnte kan vi i nogen grad selv være med til at skubbe lidt til.

Ofte bruger mange den “undskyldning”, at de jo er trætte og udkørte efter en laaaang dag, hvilket jo er forståeligt, men ikke helt holdbart i længden. 

“Hey du har sgu vundet 1 million i lotto!!!!!”

“Ligger du stadig på sofaen?” 

“Nej vel?”

“Godt så trætheden kan altså overvindes?”

JA!!!!!

Selvfølgelig kan det være svært at trække sig op, især når vanens magt tager over. Men vi udfordrer dig til at bryde med vanerne engang imellem og måske hoppe ud af din comfortzone og møde din mand i hans sex-sprog indimellem.

Hvis I i en periode har let til konflikter, kan sex også medføre at diskussionerne bliver mindre og både du og din partner bliver mere glade. Mangel på sex kan ende i bitterhed og “korte lunter”, men erotik og elskov kan for manden (eller kvinden for den sags skyld) være det, der gør at denne føler sig elsket. Sex kan simpelthen være et kærlighedssprog, lige så vel som kærlighed kan være et sexsprog!!!!!! 

Vi håber, at I kan finde en balance, der fungerer for Jer begge, så eventuelt onsdags-put kan blive til hverdags-put.