+45 51917135 kontakt@lachika.dk

Forleden morgen da jeg var alene hjemme og ville spise morgenmad, havde jeg af ren dovenskab blot udtænkt mig noget så praktisk som… havregryn med rosiner.
Jeg er en af dem, der lever lidt et dobbeltliv. Det lyder umiddelbart mere actionpacked en det egentlig er.
I mit ene liv står jeg op og spiser morgenmad sammen med min søn.
I mit andet liv står jeg op og spiser morgenmad alene.

Nå, men her stod jeg så for at lave min, knap så fantastiske, men meget praktiske morgenmad. Køleskabet var gabende tomt, men det stod også på mit mål for dagen, at jeg ville handle. Heldigvis var der havregryn og mælk, men “åååååh noooo” der var ikke flere rosiner. Ja jeg ved godt, at det måske ikke er sådan for de fleste, at mangel på rosiner er en større katastrofe, men det var det altså lidt for mig den her dag.

Rosiner er lidt mit søde-fiks. Når jeg får lidt af dem, mister jeg trangen til alt muligt andet sukker-haps i løbet af dagen. På mine lange dage, så napper jeg ofte et søde-fiks mere hen på eftermiddagen, hvor en potentiel sukker trang kunne dukke op. En lille lækker håndfuld rosiner med mandler eller nødder. Ja, hvem er det egentlig jeg prøver at narre tænker du måske, og jeg ved godt det ikke lyder som den mest kulinariske oplevelse – men det er praktisk, sundere end den Snickers jeg måske ellers ville indtage og det virker for mig!

Jeg gennemsøgte alt i køleskab og skuffer, for at se om jeg kunne finde en anden morgenmadsløsning. Febrilsk blev skufferne gennemrodet igen og igen, for at se om der mon alligevel skulle gemme sig en lille bitte pakke rosiner et eller andet sted. Jeg hægtede mig endda til det spinkle håb om, at min søn af en eller anden skøn uforklarlig årsag, skulle have gemt en pakke rosiner i en skuffe, lego kassen eller måske under sofaen. Jeg kunne ligefrem se det for mig, hvordan jeg fandt rosinerne og tænkte “nååååå den dejlige lille bandit” altså om min søn, ikke rosinpakken.
JA, jeg ved godt at jeg lyder som en slik-afhængig med abstinenser. Nå men der var selvfølgelig ingen rosiner, hverken i lego kassen eller under sofaen. For en gangs skyld… var jeg løbet tør for rosiner, hvilket bringer mig til dagens næste “problem”.

Skulle jeg springe morgenmaden over eller spise min havregryn – hold nu fast!! MED SUKKER, masser af sukker faktisk.

Inden jeg nåede at mærke ordentligt efter, havde min indre slik-afhængige stemme alligevel overtaget:

”Du skal jo spise morgenmad, så hvis der ikke er andet end sukker til havregrynene, så må der sukker på… for man kan jo altså ikke spise havregryn uden noget… det er simpelthen for kedeligt”.

Den sukkerafhængige stemme vandt og må jeg sige at jeg virkelig også nød det. Følelsen af de små sukkerstykker der smeltede på tungen, var lige så fuglene sang og solen skinnede.

Så var stilen for dagen ligesom lagt. Når jeg først giver en lille smule efter for sukker-junkiens stemme, så opstår mere-vil-have-mere effekten, den kender I måske?

I løbet af dagen fandt jeg mig selv i flere situationer, hvor mine hænder var i ledtog med min indre sukker-junkie. Resten af dagen købte jeg og spiste noget sødt, ved hver eneste mulighed der bød sig. Chokoladeboller, slik, is og kakao var blot nogle af de ting, som jeg fik fyldt indenbords.

Ved et møde midt på dagen, stod der en lille skål fremme med små mini-toblerone og trods stort besvær med at pakke de små sataner op… Hvem har egentlig også opfundet det koncept, hvor man nærmest føler man dyrker halvmaraton i ren finger fumleri? Nå, men trods møje og besvær med også at tygge de hårde trekanter hurtigt nok, så lykkedes det mig åbenbart alligevel at tømme skålen allerede inden mødets første pause. En sød dame kom hen til mig. Hun smilede venligt og holdt nærmest øjenkontakt med mig, alt imens hun indsamlede den tomme emballage.
Først der gik det rigtigt op for mig, hvad mine hænder havde lavet den sidste time. Den søde dame kom ind med nye fyldte skåle. Jeg tog et stort glas vand og lænede mig helt tilbage i stolen. Resten af mødet brugte jeg i stor diskussion med “junkien” – men jeg vandt anden halvleg!

Jeg var ikke andet end lige kommet ind af døren derhjemme før den helt store diskussion med “slik-junkien” startede igen:

“Junkien”: “Hey jeg ved der gemmer sig en lille lækker chokolade påskehare ude i skabet”.

Jane: “Den er til min dreng fra hans mormor.. den kan jeg da ikke spise”.

“Junkien” tager igen over: “Den er jo egentlig fra DIN mor, det giver jo nærmest mere mening at den er til DIG, du er jo tættere på i stamtræet. Du kunne også bare nøjes med at smage. Det er jo i hvert fald fair at I deler den”.

Og tænk sig – så langt ude var jeg, at jeg godtog det.. at dele den. HA!

Inden jeg havde set mig om, vupti så lå den lille lækre chokolade hare med knas, brutalt hakket i småstykker med en stor brødkniv. Efter at have kastet to håndfulde chokoladestykker i skrutten, lagde jeg den anden halvdel af chokoladen tilbage på det glimtende papir, der engang havde indhyllet den søde lille chokoladehare.

“Blinkede påskeharen lige til mig. – Ej nu rabler det, det må være min dårlige samvittighed der taler”.

Endnu engang stod jeg i en situation, hvor jeg havde ladet autopiloten og sukker abstinenserne overtage.
Dagen efter, da jeg havde hentet min søn i børnehaven, lavede jeg en lille snack til ham. Skyr med vanilje og chokoladestykker med knas, altså de triste KNUSTE rester af den uskyldige påskehare, der måtte lade livet for mine sukker abstinenser. “Mmmmm hvor lækkert” udbrød han heldigvis. “Ja iggå! Det er fra din mormor” sagde jeg storsmilende, og han stillede sjovt nok ikke yderligere spørgsmål til den bemærkning. Heldigvis for mig, så slap jeg for at skulle gå til bekendelse om hvordan den stakkels lille chokoladehare måtte lade livet til min sukkertrang.

I det øjeblik lovede jeg mig selv, at jeg ALDRIG mere vil løbe tør for rosiner.