+45 51917135 kontakt@lachika.dk

Hold da op, hvor er det bare utidigt vejr derude for tiden! Det indbyder da virkelig til indendørshygge og skøn comfy mad. Denne her suppe med mør kylling, masser af grøntsager, ris og et twist af citron er sådan en rigtig comfortfood skål, som man får lyst til at putte sig under et tæppe med.

Suppen er ret så enkel at lave og kan være klar på omkring 45 minutter. Vigtigt er det, at du koger risene for sig selv, og først tilføjer dem til suppen til sidst, da de ellers vil suge for meget af væsken. Du kan selvfølgelig altid justere suppens tykkelse ved enten at tilføje mere vand (og lige smage til) eller ved at lade den simre lidt længere, hvis du ønsker noget af væsken skal fordampe. Uanset hvad, smager den skønt og går perfekt til sådan en våd og blæsende vinterdag. Og så er den både sund og virkelig smagfuld. 🙂

Ingredienser (4 pers)

  • 2 dl fuldkornsris
  • 3 fed hvidløg
  • 3 gulerødder
  • 1 stor pastinak
  • 1 spsk olie
  • 1/4 tsk chili
  • 1 tsk tørret timian
  • 1 tsk salt
  • 1/2 tsk peber
  • 8 dl vand
  • 2 hønsebouillonterninger
  • 3 laurbærblade
  • 300 g kyllingefilet
  • 2 spsk parmesan
  • Saften fra 1 citron (ca. 2 spsk)

Fremgangsmåde

Sæt risene til kogning.

Forbered grøntsagerne; løg og hvidløg hakkes fint, gulerødder og pastinak skrælles og skæres i tern.

Svits grøntsagerne i olien 3-4 minutter.

Tilføj chili, timian, salt, peber, vand bouillonterninger og laurbærblade til gryden. Lad det hele simre ca. 30 minutter.

Imens suppen simrer, steges kyllingen på en pande i lidt olie. Når den er gennemstegt, hives den fra hinanden med 2 gafler eller fingrene, så den “trevler”.

Efter de 30 minutters simretid, tilføjes kyllingen, parmesan og citron til suppen. Hæld vandet fra risene og tilføj også dem. Lad det hele simre yderligere 2 minutter, mens du lige smager til med salt, peber og evt. chili og citron.

Server dampende varm og nyd 🙂

Læs også: Minestronesuppe