+45 51917135 kontakt@lachika.dk
Basilikum i hjemmelavet opsats

Kender du det… Det er lækkert vejt, fuglene kvidrer og I skal grille med svigerfamilien til aften. Men hov!… Midt i tilberedning af den kolde kartoffelsalat, går det op for dig, at du har glemt at købe purløg… Bum… og den anden dag var det frisk basilikum til pastaretten, der manglede som prikken over i’et.

Til sommerens madretter (og drinks for den sags skyld) kan det være rigtig lækkert med nem adgang til krydderurter. Det er nemt og billigt at dyrke dem i din egen have, og så du har dem lige ved hånden, når du skal bruge dem. Derudover kan de friske urter kan give et lækkert, grønt touch til en flise- eller træterrasse.
Jeg har nemt og billigt lavet en opsats af en halv palleramme. Du kan gøre det samme, hvis du har lyst, eller du kan plante dem i krukker. Du kan også finde på noget helt nyt, hvis du har mod på det 🙂
Du finder fremgangsmåden til min opsats af palleramme herunder.

Opsats til krydderurter af halv palleramme

Det skal du bruge:

  • ½ palleramme, hvis du vil lave en lille opsats, som jeg, eller 1 hel palleramme, hvis du vil lave en bredere opsats.
  • Sandpapir.
  • 3 mindre brædder til at skrue i bunden.
  • 2 lister eller brædder til fødder.
  • Skruemaskine + skruer
  • Evt. plastiksække til at “fore” indersiden af dine ‘plantekasser’ med.
  • Mindre hæftepistol til at fastgøre plastik. (Andre metoder kan helt sikkert også bruges)
  • Maling i din ønskede farve.
  • Plantemuld.
  • Dine yndlings krydderurter (her må du godt snyde og købe planterne i supermarkedet – du behøver ikke at så dem selv 🙂 ).

Sådan gør du:

  1. Start med at slibe din palleramme med sandpapir – ellers vil ærgre dig over splinter i fingerne undervejs.
  2. Stil pallerammen på højkant og skru brædderne fast i bunden af dine “plantekasser”. Jeg har med vilje sat brædderne, så der er et lille mellemrum fra mit bræt i bunden af kassen indtil “bagsiden” af pallerammen. Her kan vandet nemlig løbe fra, når jeg har vandet mine krydderurter.
  3. Brug 2 stumper fra en liste eller et bræt til fødder, som du skruer fast i bunden. Nu kan din planteopsats stå!
  4. Mal opsatsen din ønskede farve. Jeg har malet min med sort træbeskyttelse. Du kan male med hvad end, du føler for – bare husk at opsatsen skal kunne tåle at stå udendørs.
    Mal evt. flere lag og lad opsatsen tørre godt.
  5. Det kan være en god idé at “fore” indersiden af dine kasser med plastik. Det holder lidt på jordet, på fugten og beskytter træet.
    Jeg har klippet en gennemsigte affaldssæk ud i passende stykker, som jeg har sat fast på indersiden af kasserne med en hæftepistol. Har du ikke en hæftepistol til formålet, kan du sikkert også slå nogle små søm i kanten for at holde på plastikken. Det er kun kanten, der skal sættes fast. Jordet holder på resten, når det er kommet i.
  6. Prik små huller i plastikken, der hvor du lavet mellemrum mellem brættet i bunden og bagsiden af pallerammen. På den måde kan det overskydende vand løbe fra og du undgår at rødderne bliver sure og rådner.
  7. Nu til det sjove!
    Placer dine krydderurter, hvor du ønsker, at de skal stå.
  8. Fyld efter med rigeligt plantemuld. Kasserne i pallerammen er ikke særligt dybe, men det er alligevel vigtigt, at alle rødder er dækket med jord.
  9. Tryk jordet godt sammen omkring urterne og vand dem rigeligt.
  10. Tillykke! Du har lavet din helt egen opsats og kan nyde godt at de lækre urter – direkte fra haven.
    Hvis du kan bruge et tip eller to til, hvordan du så holder urterne i live – så læs med herunder…
Brættet i bunden af “plantekassen”
Kasserne er ‘foret’ med plastik.

Tips til pasning af dine krydderurter

Okay, urterne er på plads, solen skinner, og hvad så nu?..
Krydderurterne kræver heldigvis ikke ret meget pasning; men det betyder ikke, at den smule, de kræver, ikke er vigtig.

Urterne skal stå lyst men helst ikke i direkte sol. Mine krydderurter stod i sol det meste af eftermiddagen sidste år – sommeren 2018 – de var selvfølgelig helt svitsede på ganske få dage. Så det gider vi ikke! En placering i stegende eftermiddagssol er ‘no go’.

Jorden omkring dine krydderurter skal være fugtig, men må ikke være drivvåd. Og da kasserne i pallerammen er ret små, er vi nødt til at kigge til dem ofter for at sikre, at jorden ikke tørrer ud.
Det kan anbefales at gøre det til fast rutine at “stikke en finger i jorden” (som man siger), om morgenen, når du er på vej ud ad døren. Er jorden tør, skal den have en tår vand – er den fugtig, kan vandingen springes over.
Det er ‘no go’ at vande planterne om aftenen. Rødderne vil nemlig så stå i våd jord hele natten over, indtil solens varme får tørret jordet dagen efter – en sikker metode til svamp og sygdom i rødderne.

Så! med disse få tommelfingerregler, er jeg sikker på, at du vil få stor succes og glæde af at have hjemmedyrkede krydderurter i haven.
Brug endelig mit hashtag #byskovdiy og #lachikadk, hvis du kaster dig ud i at bygge din egen opsats til dine krydderurter.

Rigtig god fornøjelse og god sommer!