+45 51917135 kontakt@lachika.dk

Konfekt er noget af det skønneste her i december!

Og der findes så mange muligheder for variationer af den søde spise; i denne opskrift har jeg suppleret den klassiske treenighed; marcipan, nougat og chokolade med hhv. baileys og kaffe – alt sammen tryllet ned i små himmelske konfektkugler.

Kuglerne er simple at lave og kan pyntes lige som du ønsker det. Jeg har dyppet dem i chokolade og pyntet med flormelis eller kakao – men det kunne også have være hakkede mandler, kokosmel el. andet, kun fantasien sætter grænser!

Denne portion giver ca. 6 kugler af hver, og de er altså ret hurtigt væk, så lav bare en dobbelt omgang og glæd familie, venner og kollegaer 🙂

Konfektkugler med baileys og kaffe

Baileys
125g marcipan
1 1/2 spsk kakao
2 spsk baileys
25g nougat

Kaffe
125g marcipan
1 spsk kakao
2 spsk færdiglavet kaffe
25g nougat

For begge variationer gælder det, at ingredienserne til hver røres sammen til en fast masse – gem dog nougaten. Form nu kugler af konfektmassen og put et lille stykke nougat indeni hver.

Pynt
100g mørk chokolade
100g lys chokolade
100g hvid chokolade
kakao
flormelis

Put hver slags chokolade i en lille skål og smelt i mirkoovnen; hold godt øje og rør et par gange undervejs, så det ikke brænder på. Dyp hver kugle i chokolade og pynt med mere chokolade, flormelis eller kakao. Sæt på køl en halv times tid, til chokoladen er stivnet. Enjoy! 🙂

Læs også: Juletraditioner og brunkager