+45 51917135 kontakt@lachika.dk
DIY: Lav din egen blomsterboks

DIY: Lav din egen blomsterboks

Valentinesday nærmer sig, og selvom det er en dag, der deler vandene, er der aldrig noget forkert i at glæde andre – så bestemmer du helt selv hvornår 😉

Personligt kan jeg godt lide valentinesday. Jeg synes, at det er en fin anledning til at vise dem, vi holder af, at vi sætter pris på dem; og om det er med blomster, chokolade, et besøg eller bare en personlig hilsen, er jo helt op til den enkelte.

Men hvis du, ligesom jeg, kan lide at være kreativ, så synes jeg helt bestemt, at denne her hjemmelavede blomsterboks er en god og personlig måde at glæde andre. Det kunne evt. være din mor, din søster, din veninde, eller måske bare som forkælelse til dig selv?

Blomsterdekorationen er hurtig og nem at lave, og du kan bruge lige nøjagtigt de blomster, som du bedst selv kan lide. Du kan naturligvis lave dekorationen i bokse med forskellige størrelser og udformninger og også til mange andre anledninger end valentinesday.

Det skal du bruge:

  • En æske med lågDenne er købt i Søstrene Grene, men du kan sagtens finde fine æsker andre steder også.
  • OasisKøbes bl.a. på planteskoler og i blomstercentre.
  • Plastik til indersiden at æsken, hvis ikke den er vandtætJeg har brugt en 4L frysepose.
  • En saks
  • En pincet
  • Evt. bånd til at sætte udenpå æsken.
  • BlomsterVælg lige nøjagtigt de farver og udformninger, du bedst kan lide. Og om det er som buketter eller i urtepotter er også helt op til dig selv.

Step 1

Start med at lægge dit oasis i blød i en spand med rigeligt vand. Lad blokken suge, til den er gennemvæddet.

Step 2

Beklæd indersiden af æsken med plastik. Jeg har brugt en frysepose, som jeg har klippet op på langs.

Step 3

Skær dit oasis til, så det passer ned i din æske. Det skal gerne udfylde så stor en del af æsken som muligt.

Step 4

Put nu det gennemvæddet oasis ned i din æske. Højden på oasisblokkene skæres således, at afstanden til æskens kant svarer nogenlunde til højden på blomsterhovederne.

Step 5

Klip nu plastikken til, så den går til lige under kanten på æsken. På den måde vil blomsterhovederne dække plastikken, så den ikke ses.

Step 6

Nu til den makabre del… Klip hovedet af blomsterne med et par cm. stilk tilbage.

Step 7

Stik nu forsigtigt blomsterhovederne ned i oasisen. Brug evt. en pincet for ikke at komme til at mase blomsterhovederne.

Step 8

Forsæt på samme måde indtil du har dækket den grønne oasis. Sørg for at højden på blomsterhovederne ikke overskrider æskens kanter for meget, hvis du ønsker at kunne sætte låg på.

Step 9

Sæt forsigtigt låget udover blomsterne og pynt æsken med et satinbånd. Blomsterboksen er nu klar til at blive givet til en, du holder af!

TIP: Vand blomsterne med jævne mellemrum, således at oasisen forbliver våd. Ligeledes kan holdbarheden på blomsterne forlænges, hvis du sætter æsken i køleskabet om natten.

Del meget gerne dit resultat med mig, hvis du selv prøver at lave en blomsterboks. Du er velkommen til at bruge #byskovdiy og #lachikadk på dine kreationer på instagram.

Med det – samt disse 3 billeder til inspiration – vil jeg ønske dig rigtig god fornøjelse og happy valentinesday 🙂

Læs også: DIY: Kreative telefon covers

DIY: Hyacintkugler med mos

DIY: Hyacintkugler med mos

Synes du også, at vinteren kan føles lang, grå og kedelig? Og trænger du til et friskt forårs-pust i hjemmet?
Så læs med her! Jeg har nemlig sammensæt en super nem og enkelt guide til, hvordan du kan lave disse hyacintkugler med mos. Hyacinter dufter fantastisk, når de springer ud, og findes i flere smukke forårsfarver – så det er en rigtig god måde at tage forskud på foråret i hjemmet.

Det skal du bruge:

  • Hyacinter
  • Mos (Kan købes til dekorationer hos mange planteskoler. Eller måske er du, ligesom jeg, “heldig”, at have lidt mos i græsplanen bagerst i haven? 😉 )
  • Ståltråd (Grøn ståltråd bliver mindst synlig i din dekoration)
  • En tang til at klippe ståltråden.

Sådan gør du:

Tag hyacintplanten ud af plastikpotten og børst det overskydende jord af. Pas på ikke at ødelægge for mange rødder.

Placer dit mos rundt om rødderne og form det til en kugle med hænderne. Undlad at sætte mos på løgets øverste del.

Vikl nu ståltråden omkring moskuglen, så mosset ikke falder af. Klip ståltråden over og stik enden ind i moskuglen.

Tadaaa!… Det var da nemt! Fortsæt på samme måde, hvis du ønsker flere hyacintkugler med mos på, og placer dem et sted, hvor de vil sprede forårsfornemmelser i hjemmet.
Rigtig god fornøjelse 🙂

Læs også: Opsats til krydderurter

DIY: Jule- og vinterpynt i ler

DIY: Jule- og vinterpynt i ler

Jeg tror, at vi er flere, der husker de mindre flatterende jule- og nissemænd, som mange af os lavede af ler i formninglokalet tilbage i 2. – 3. klasse… Men bare rolig; det er altså ikke dem, vi skal lave i dag. Lerfigurer KAN nemlig godt være flotte.

Til foreslagene herunder har jeg brugt selvhærdende ler fra Søstrene Grene. Det er vigtigt, at dit ler er selvhærdende, hvis du ikke har en ovn til at brænde lerfigurerne i (som de færreste af os jo har). Sørg for undervejs kun at tage det ler ud af pakken, som du skal bruge til din pågældende figur. Lad resten af leret forblive i den tætlukkede pakke, så det ikke tørrer ud. Leret er nemlig bedst at arbejde med, imens det er fugtigt. Sådan undgår du også nemmest sprækker i dine figurer. Nå, lad os så komme igang!

Grantræ med lys i

Step 1

Start med at lave en skabelon af karton. Skabelonen skal være trækantet, men rund i bunden, således at den ligner et et kræmmerhus, når den er foldet. Brug evt. en passer for at få rundingen jævn.

Step 2

Rul leret ud til få millimeters tykkelse med en kagerulle.
Læg derefter skabelonen på og skær med en lille kniv dit kommende juletræ fri.

Step 3

Fold nu din skabelon til et kræmmerhus i en passende størrelse og hæft enderne med tape.

Step 4

Beklæd din kegleform med det ler, som du skar fri under step 2.
Skær overskydende ler af, hvis det er nødvendigt.

Step 5

Modellér nu enderne sammen. Dyp evt. fingeren i lidt vand, for at gøre samlingen mindre synlig. (men pas på ikke at bruge for meget, da vand også udtørrer leret.)

Step 6

Lav forsigtigt huller i dit juletræ med et sugerør, og stil det til tørre i ca. 48 timer. Tørretiden afhænger naturligvis af lerets tykkelse.

Det kan anbefales af løsne din indvendige skabelon en smule af siderne, imens leret stadig er fugtigt. Fjern derefter skabelonen helt, når juletræet har tørret 6-8 timer, så du ikke risikerer, ikke at kunne få skabelonen ud.
Når leret er helt tørt kan det males med f.eks. akrylmaling.
Af hensyn til varme og brandfare er det bedst at bruge LED fyrfadslys inde i træet.

Vinterlige fyrfadsstager

Step 1

Start med at rulle en klump ler ud. Placer et fyrfadslys og skær med en lille cm. “sømrum” rundt om fyrfadslyset. Hvis du har en kage-udstikker, der passer i størrelsen, kan den naturligvis også bruges.

Step 2

Nu er det tid til at trille pølser af leret . Vi skal bruge 3 i alt.

Step 3

Flet forsigtigt dine tre ruller til en fin fletning af ler.

Step 4

Rul fletningen omkring fyrfadslyset og modelér enderne sammen. Vær dog opmærksom på, at leret kan trække sig en smule sammen under tørringen; så sørg for at det er god plads til, at lyser kan komme ud og ind af stagen.

Step 5

Tryk nu forsigtigt den flettede ring sammen med bunden, som du lavede i step 1.

Step 6

Lav en ekstra rulle af ler, som placeres øverst på stagen med et forsigtigt tryk.

Stagen sættes til tørre i ca. 48 timer og kan herefter males med f.eks. akrylmaling.

Tip: Oplever du, at bunden eller den øverste ring, har svært ved at blive siddende efter tørring, kan du sætte dem sammen med lidt lim fra en limpistol.

Ophæng til juletræet

Udstikker ophæng

Rul leret ud med en kagerulle og brug udstikker-forme til at stikke forskellige figurer ud af leret. Lav derefter et hul med et sugerør, så du kan sætte en snor i din figur, når den er tør.
Utroligt simpelt – og alligevel julet og smuk i sin egen enkelthed.

Lad figurerne tørre i ca. 48 timer. Herefter kan de males med akrylmaling, hvis du har lyst til det, og ellers sættes en fin snor i, og ophænget er klar til at komme på juletræet.

Ophæng med tekst

Du kan også lave aftryk i dine lerfigurer.
Her har jeg brugt små stempel-bogstaver til at skrive på ophænget. Det kunne f.eks. være med en lille kort tekst, et navn eller måske et årstal.
Du kan også lave aftryk af grene eller blade. Vær kreativ og prøv dig frem.

Kringler

Rul tynde “pølser” af leret og form dem til små kringler. Det kan dog godt være lidt “kringlet” (…haha!) at få den rigtige facon. Men prøv dig frem!

Når kringlerne er tørrede, kan de males eller hænges på juletræet, som de er.

Det var, hvad jeg havde for nu. Jeg håber, at du fandt noget, som du kunne bruge, eller at jeg måske har inspireret dig til at prøve kræfter med dit eget hjemmelavede jule- og vinterpynt.
Brug meget gerne #ByskovDiy og #lachikadk , hvis du skulle få lyst til at dele et billede af dine kreationer 🙂

God fornøjelse, glædelig jul og rigtig godt nytår!

Læs også: Kreative Julegaver

DIY: Kreative julegaver

DIY: Kreative julegaver

Julen nærmer sig med hastige skridt, og de fleste af os er begyndt at gøre os overvejelser omkring årets julegaver.
Jeg selv ramler tit ind i dilemmaet, hvor jeg ønsker at give mine familiemedlemmer den BEDSTE julegave, de kunne ønske sig – men økonomien skal også kunne følge med… For der skal jo også være råd til en overdådig julemenu med det hele, raflegaver, mandelgave, den der smukke julekjole fra butikken henne på hjørnet, værtindegave til julefrokost 1, 2 og 3 – for ikke at nævne nytårsfesten sidst på måneden, shit…

Ro på – ingen panik!… For der findes faktisk en gylden middelvej, hvor du både kan give familien gode, personlige julegaver og samtidigt have økonomien i behold.
I dette indlæg får du inspiration til, hvordan du selv kan lave kreative julegaver og værtindegaver; og mange af gaverne kan sagtens laves i fællesskab med børnene en hyggelig decemberdag.

Gaver i krympeplast

Krympeplast kan bruges til et hav af forskellige muligheder! Du kan f.eks. lave vedhæng til halskæder, øreringe, armbånd, nøgleringe, køleskabsmagneter og meget andet.

Det er forholdsvist nemt at arbejde med, og der er gode muligheder for at slippe fantasien og kreativiteten løs – og derudover er det også lidt sjovt at se forvandlingen ske under varmebehandlingen.

Hvis ikke du kender til krympeplast i forvejen, kan jeg anbefale dig at tjekke mit indlæg: https://lachika.dk/diy-kreativ-med-krympeplast/ , hvor du kan se, hvordan man arbejder med det.

Hjemmelavet bodyscrub

Denne hjemmelavede scrub er velegnet som værtindegave, julegave til ham eller hende, der elsker selvforkælelse, eller som en lille forkælelses-ting til dig selv.
Scrub’en består udelukkende af naturlige ingredienser og tager kun 5 minutter at lave. Den fugter huden og dufter fantastisk!

Opskrift:
125 g sukker
2-3 spsk kokosolie
3 spsk citronsaft

Alle ingredienser blandes sammen og hældes i et fint glas med låg.
Scrub’en kan fint holde sig 1 – 2 måneder.

– Du kan naturligvis google dig frem til endnu flere spændende opskrifter på lækre bodyscrubs.

Hjemmelavede duftlys

Duftlys er hyggelige i den kolde og mørke vinter, og der findes utallige dufte, som du kan tilføje i dine hjemmelavede duftlys. Forestil dig f.eks. et hjemmelavet lys med duft af gran og en kreativ, personlig label?
– Det er da et meget godt alternativ den til sædvanlige julestjerne som værtindegave!

Du kan læse mere om, hvordan du kan lave dine egne duftlys i mit indlæg: https://lachika.dk/hjemmelavede-duftlys/

Hjemmebag i personlige glas

Helt ærligt – findes der noget hyggeligere end at tulle rundt i køkkenet med julebag, julemusik og duften af vanilje og allehånde? Nej vel?

Slå dig løs med din yndligs opskrift, dekorer med glasur, hvis du har lyst, og put derefter dine hjemmebagte julekager i små glas (evt. genbrugte syltetøjsglas). Dekorer glassene med en sløjfe og en hjemmelavet mærkat. Du kan være kreativ med hjemmelavede labels i Word eller Paint, som du kan printe ud og klistre på glassene. Du kan naturligvis også lave en håndskrevet mærkat og sætte på.
Tadaa – så er det styr på værts-/værtindegaverne til hele December.

Billedramme

Måske du kender den løsning, hvor du uploader billeder i en app eller afleverer dem i en fotoforretning og så efterfølgende får en plakat ud af det?

Hvis du kan lide den idé, så hold dig endelig ikke tilbage. Gå på jagt i dine gamle fotos, print dine favoritter ud og sæt dem i en pæn ramme -voila, så har du din egen plakat-løsning – og til en rigtig god pris.

Kalender

Kan du lide at klippe-klistre, tegne eller male?
Så var det måske en idé at lave en kalender som julegave.
De fleste af os kender de kalendre, som man kan bestille igennem sin fotoforretning, men du kan altså også lave din egen helt fra bunden.
– En hjemmelavet kalender fra børnebørnene vil helt sikkert også vække stor glæde hos bedsteforældrene.

Krus

Et krus med en personlig tegning på er som altid en sikker vinder. Men du kan også skrive en sød hilsen på eller et humoristisk citat.
Krusene med tilhørende tusser kan købes i de fleste hobby forretninger, og denne her gave kan alle være med – store som små.

Bløde pakker

Kan du betjene en symaskine, er der også gode muligheder for hjemmelavede gaver her.

Måske det var noget med grydelapper i personens yndlinsfarve? Til det skal skal du bruge stof og varmebeskyttende pladevat. Begge dele kan temmelig sikkert købes hos din lokale syforretning.

Du kan også sy personlige pudebetræk. De er lette at lave, og du bestemmer selv, om puderne skal have et sjovt, farverigt, moderigtigt eller personligt udtryk.

Tip: vask materialerne, inden du syr. Så er du sikker på, at stoffet ikke kryber, hvis det i ny og næ ryger en tur i vaskemaskinen.

Kreative pengegaver

Okay okay, jeg VED godt, at der er meget delte meninger om, hvorvidt man kan give penge i julegave eller ej.
Hvad der er rigtigt og forkert, vil jeg ikke blande mig i; men skulle du nu have lyst til at give penge i julegave, så får du alligevel lige et tip med på vejen.

Jeg vil henvise dig til mit indlæg: https://lachika.dk/kreative-pengegaver/ , hvor jeg beskriver lidt nærmere, hvilke overvejelser du kan gøre dig, når du skal ramme plet med en kreativ pengegave.

Oplevelser og gavekort

Denne løsning er en af mine egne favoritter.
Ved at give en hjemmelavet oplevelse har du fuldstændig frie tøjler omkring, hvad oplevelsen skal indebære. Samtidigt giver du personen noget, der ikke kan købes for penge – nemlig kvalitetstid.

Du kan f.eks. undersøge, hvad et frokosttilbud koster på din yndlingscafé, eller hvad entréprisen i svømmehallen er. Varier din oplevelses-gave efter hvad personen kan lide.

Du kan også lave “gavekort” til ekstra hjælp i hverdagen. F.eks. til rengøring af huset, bilvask, 30 minutters massage, hjælp i haven eller hvad end vedkommende ville sætte pris på.

Du kan give din gave en kreativ udformning på computeren i f.eks. word, hvor du kan indsætte tekst og billeder og gøre gaven ekstra personlig.
Pak gaven fint ind i en æske og giv den til en, du holder af.

Personlige gaveæsker

Mit sidste julegave forslag er nok også mit yndlings. Det er en løsning, jeg selv har benyttet mig af flere gange.
Her kan du nemlig kombinere de kreative gør-det-selv gaver med dine indkøbte gaver, så resultatet bliver lækkert og personligt. Du kan naturligvis også bruge udelukkende købte gaver, som på denne her måde får et personligt touch.

Eksempel:
En velvære æske med lækre håndklæder, en god sæbe, et hjemmelavet duftlys og en hjemmelavet scrub,

Eller:
En kasse hvori der ligger et krus med en personlig tegning/citat, breve med the eller kakaopulver og et glas med hjemmebagte julesmåkager.

Eller til sidst:
Til ham, der aldrig ønsker sig andet end strømper og underbukser…
Giv ham en gaveæske med ting, som du ved, at han holder af; f.eks. hans yndlings slik, en film, han gerne vil se, deodorant eller hårvoks (alt efter, hvad han nu er for en type). Du kan i denne boks også vedlægge en hjemmelavet “oplevelse”, som I kan tage på sammen eller et krus eller en nøglering med en sød hilsen.
Det er selvfølgelig helt op til dig selv, om du vælger at smide et par sokker eller underbukser med i puljen som prikken over i’et 🙂

Brug en aflagt papkasse eller skotøjsæske. Beklæd den med farvet karton eller gavepapir. Læg lidt silkepapir i bunden af æsken og placer dit indhold.
Pak gaven pænt ind og giv den til en, du holder af.

Det var, hvad jeg havde af forslag til hjemmelavede julegaver. Jeg håber, at der var noget, du kunne bruge; og husk at du altid er velkommen til at benytte mit hastag #byskovdiy, hvis du deler et billede af dine hjemmelavede kreationer. Med det vil jeg ønske dig god krealyst og en rigtig glædelig jul.

DIY: Kreativ med krympeplast

DIY: Kreativ med krympeplast

Har du nogensinde hørt ordet “krympeplast”? Og ved du, hvad det kan det kan?
Krympeplast købes typisk i A4 ark, som du kan tegne på, klippe ud og varme op, hvorefter krympeplasten vil trække sig sammen til ca. 1/3 størrelse og blive helt hårdt. Du kan således bruge krympeplast til alverdens kreative udformninger; f.eks. Smykker, nøgleringe, køleskabsmagneter og meget andet… Måske en idé til julegave, fødselsdagsgave eller bare en lille ting til dig selv? Kun fantasien sætter grænser, og du får inspiration og vejledning i indlægget herunder.

Hvor starter du?

Det skal du bruge:

  • Krympeplast (købes i hobbyforretninger – f.eks. Panduro)
  • Farveblyanter
  • Saks
  • Evt. blyant og viskelæder
  • Ovn eller varmepistol

Sådan gør du:

  1. Start med at tegne dit motiv på krympeplast-arket. Hvis du ønsker at bruge blyanter/farveblyanter, er vigtigt, at du tegner på siden med den ru overflade.
    Hvis du ønsker at tegne på den glatte side, anbefales det at bruge Posca-tusser.
    Lav evt. en skabelon i papir først, hvis du har brug for to ens motiver.
  2. Farvelæg motivet med farveblyanter i dine ønskede farver.
  3. Klip derefter dit motiv ud. Brug en lille saks og vær forsigtig i buer og hjørner – krympeplasten er meget porøs og flækket let.
    Husk at lave huller til f.eks. nøglering eller halskæde, inden krympeplasten kommer i ovnen.
    TIP: En hullemaskine kan fint bruges til formålet – alt efter hvor stort hullet skal være naturligvis.
  4. Nu er vi klar til den store forvandling!
    Hvis du er en krea-nørd, som mig, har du måske en varmepistol, som du kan varme krympeplasten med. Men har du ikke det, så kan ovnen sagtens bruges. Sørg for at ovnen er varmet op til 175 grader, placer dine udklippede motiver med den farvede side opad på en bageplade med bagepapir på og sæt herefter pladen i ovnen.
  5. Din krympleplast vil nu krølle sig sammen. Og du kan være helt rolig – alt går efter planen!
    Derefter folder motivet sig langsom ud igen, og når plasten ligger helt stille, er den færdig. Dette tager kun ganske få minutter.
  6. Tag pladen ud af ovnen og sæt straks noget tungt (som kan tåle varmen) ovenpå dit motiv, så det bliver helt fladt.
  7. Efter få minutters køletid er dit mesterværk i krympeplast nu helt færdigt! 🙂
    – Giv det evt. et lag med gennemsigtig neglelak, hvis du ønsker en blank overflade.
Motivet farvelægges.
Størrelses forskellen: Før og efter varmebehandling.
Krympeplastens forvandling.

Hvad kan du så lave af krympeplast?..

Herunder kan du se nogle af de ting, som jeg har lavet. Men husk det nu – kun fantasien sætter grænser for, hvad du kan lave, og du eksperimentere med lige, hvad du har lyst til.

Vedhæng til halskæde

Navnehalskæde

Navnehalskæde

Øreringe

Øreringe

Nøglering

Armbånd

Armbånd

Fødselsdagskort

Det var, hvad jeg havde omkring krympeplast for nu. Hvis ikke du kendte til krympelast i forvejen, så håber jeg, at du har fået udvidet din horisont, og hvis du allerede kendte det – ja så har du fået det genopfrisket og måske fået inspiration til en ny kreativ idé?
Del meget gerne dine kreative ideer med mig på instagram med #byskovdiy.
Tak fordi du kiggede med og rigtig god fornøjelse 🙂

DIY: Efterårsdekorationer

DIY: Efterårsdekorationer

Efteråret er en smuk tid. Naturen skifter farve, og luften bliver klar og kølig. Hvis du – ligesom jeg – gerne vil have det smukke efterår lidt mere ind i hverdagen, så læs med i indlægget her. Jeg vil komme med mine tips, tricks og ideer til, hvordan du kan være kreativ med naturens egne materialer og på den måde få mere glæde af efteråret. Dekorationerne kan laves med både børn og voksne og kan nemt kombineres med først at tage en tur i skoven og samle sammen, og derefter at lave dekorationerne derhjemme over en kop varm kakao – måske en aktivitet til efterårsferien?..

Udendørs pynt

Vi går en koldere og mørkere tid imøde; men det behøver ikke at være trist! Pynt terrassen eller indkørslen med friske farver og hyggelige lanterner og vær med til at skabe lys i mørket.

Årstidens glæder

Start med at tænke over, hvad du bedst kan lide ved efteråret. Hvad der gør dig glad, og hvad du synes, der kendetegner lige netop denne årstid?
Personligt synes jeg, at græskar og de orange farver er meget karakteristiske for efteråret, men det kunne ligeså godt være de bordeux/violette farver, som også ses i mange sensommer-/efterårs planter.
Jeg har på terrassen sat denne her bænk med pyntegræskar på. Derudover har jeg anskaffet mig nogle hvide lyng-planter. De er rimelig neutrale og fjerner ikke fokus fra græskarne.
For at tilføre lidt ekstra ‘hygge’, har jeg placeret et par lanterner sammen med. Disse er af LED med timer, og tænder derfor automatisk først på aftenen – smart ikke?

Placeringer

Tænk over, hvor du vil få mest glæde af din udendørs dekoration. Det er ikke sikkert, at det er på terrassen, hvor vi ellers har opholdt os meget henover sommeren. Måske er det nærmere i indkørslen, ved hoveddøren eller op ad et vindue, hvor du kan nyde synet indenfor i stuen. Det er den sidste løsning, jeg selv har valgt.

Tip til lanterner

Har du lanterner stående udendørs, behøver du ikke at have et lys stående i dem. Du kan også dekorere dem med pynt fra naturen; f.eks. mos, kogler eller grene.

Udendørs brændestabel

Du behøver faktisk ikke, at være den heldige ejer af en brændeovn for at have brænde liggende. Trækævler er dekorative og kan give din terasse et hyggeligt og vinterligt præg.

Græskarlygter

De fleste af os har sikkert lavet dem som barn – de famøse græskarlygter. De er hyggelige at lave og kan efterfølgende pynte fint i vinduet eller ved hoveddøren.

Start med at tømme græskaret for fyld og kerner. Lav evt. et “låg” på græskaret ved at skære rundt om stilken. På denne måde har du nem adgang til at udhule det.
Skær derefter dit ønskede motiv – og her er mulighederne mange. Gå evt. på opdagelse på Pinterest, hvor du kan få sjov og spændende inspiration.
Mine græskarlygter er skåret med en urtekniv, en lidt større kniv og hvad jeg nu lige havde i køkkenet, men de fleste hobbyforretninger (f.eks. Panduro) sælger også udskæringsværktøj, der er beregnet til børn.

Vær opmærksom på, at når du har skåret i dit græskar, holder det kun ganske få dage, inden det går i forrådnelse.
Tip: Holdbarheden kan forlænges, hvis du pensler hele indersiden af dit græskar med Atamon. OG jo færre og jo mindre huller, du laver i dit græskar, jo længere holder det.

Indendørs pynt

Skab hygge med stearinlys, lyskæder og pynt fra naturen. Brug hvad du har i haven eller pak bilen med mand og børn og tag en tur i skoven. Naturen er så smuk på denne her årstid, og indsamling af materialer er en god grund til at komme ud og nyde naturen.

Lys-dekorationer

Et fad, nogle bloklys og pynt fra naturen – så simpelt kan det gøres.
Jeg har et bøgetræ nær indkørslen, og har derfor nem adgang til disse skaller, som bøgetræet smider i starten af efteråret. Dem har jeg samlet sammen og lagt op i mit lysfad. Du kan gøre det samme. Bog og skaller fra bøgetræerne findes i de fleste danske skove og har en fin størrelse til dekorationer.
Du kan også bruge kastanjer, små kogler eller andet pynt fra naturen.
Husk – kun fantasien sætter grænser!

Jeg har i denne dekoration brug levende bloklys, men disse kunne også sagtens erstattes af LED bloklys for en bedre brandsikkerhed.

Pynt i Glaskuppel

Glaskupler kan noget. De kan give noget simpelt og jordnært et ret eksklusivt look.
Som det ses på billedet, er der små lærkegrene og kogler i min, men glaskupler er faktisk også en super god måde at udstille børnenes kastanje-dyr på. Læg evt. lidt mos i bunden og lad kastanjedyrene flytte ind i deres nye omgivelser.

Overvej en lyskæde

Okay, du kan ligeså godt lære det allerede nu… Jeg er svært glad for lyskæder. Men du kan altså nemt bruge dine lyskæder meget mere end kun til jul.

Her har jeg brugt en adventsstage fra sidste år. Jeg har fyldt den med pyntegræskar og en lyskæde. Det giver en hyggelig efterårs-stemning.

Alternativ pynt til lanterner

Ligesom udendørs kan du også fylde dine indendørs lanterne med andet end stearinlys.
Kogler, pyntegræskar og en lyskæde kan nemt skabe en hyggelig atmosfære i hjemmet.

Fyld til vaserne

De fleste af os har vaser stående, hvor vi henover sommeren fylder dem med årstidens blomster. Men vaserne behøver absolut ikke at stå tomme hen, bare fordi vi nærmer os efteråret. Du får her et par ideer med på vejen.

Farverige blade

Jeg har sagt det før – jeg siger det igen: Efteråret er fyldt med smukke farver.
Dekorer dine vaser med grene, der har gule, grønne, orange eller røde blade. Gå på opdagelse i naturen og se, hvad du kan finde.

Det hemmelige trick – Okay, dette bliver imellem os to, ikk’?
Grenene på billedet er kunstige. Jeg købte dem for år tilbage, men dekorerer troligt med dem hvert år.
SÅ! Hvis du har svært ved at finde lige netop dét, som giver prikken over i’et i dit hjem, er det også okay at ty til blomsterhandleren eller isenkræmmeren.

Fyld vasen med blade

Du behøver rent faktisk ikke at fylde grene eller blomster i dine vaser. Farverige blade kan i sig selv også se flotte og dekorative ud.

Det kan anbefales at presse dine blade, når du har samlet dem i naturen. Fordel dem i en blok eller i en gammel bog og stil noget tungt ovenpå. Efter nogle dage er bladene tørre og helt flade – det gør dem lidt nemmere at dekorere med.

Lærkegrene med fine kogler

Det kan være flot med en farverig buket, men der er også noget smukt i det simple udtryk, som en vase med nøgne grene kan give. Disse grene er lærkegrene med små, fine kogler på. Du kan naturligvis smide lyskæder på, men de er nu også fine bare i sig selv.

Dekorer med smukke kastanjer

De kan være svære at finde, kastanjerne. Men når det lykkes, kan det være svært ikke at blive fristet til at fylde lommerne med de flotte, blanke kastanjer.

Men hvad kan du så bruge dem til, når du kommer hjem med fyldte lommer?
Der kan naturligvis laves kastanjedyr i alverdens afskygninger. Men du kan også fylde dem i en fin glasvase og lade dem pynte, præcis som de er.

That’s all fokes!

Det var, hvad jeg havde af ideer! Jeg håber, at du lide dem, og at du kunne have mod på prøve nogle af dem af.
Del meget gerne et billede af dine efterårs dekorationer med mig på Instagram med hashtagget #byskovdiy eller tag mig med @sandrabyskov. Lad os inspirere hinanden til endnu flere kreative ideer! 🙂

Go’ krea lyst og rigtig glædeligt efterår.