+45 51917135 kontakt@lachika.dk
SORGEN VIL ALTID FØLGE MIG.

SORGEN VIL ALTID FØLGE MIG.

Som lille, ung og voksen, var der et sted, jeg altid kunne finde ro, finde accept og kærlighed. Hos mormor, mormor var mit anker, min base, min familie.

Min mormor var noget helt specielt, hun var ikke blåøjet, naiv, eller sig selv nærmest, hun havde lige til det sidste sine meningers mod, som hun delte efter behov, uanset hvem det var til, om det var unge, ældre, bankdirektøren eller den lokale kassedame, så ytrede min mormors sig altid, hvis de i min mormors øjne, havde brug for hendes besyv. Det var langt fra hver gang, det var passende, og jeg har ikke tal på de gange, jeg blev pinligt berørt. Men min mormor, var sådan en der blandede sig, tog medansvar og aldrig vendte det blinde øje til. Hun kæmpede i sin tid for fagforeningernes oprettelse, og mente at alle havde et socialt ansvar, og at hvis man kunne hjælpe, så skulle man hjælpe. Hun var sej, hun tænkte aldrig på hvad andre mon tænkte om hende eller havde ondt af sig selv. Tvært imod så hun hvilede i sig selv, og jeg ville sådan ønske at jeg på det område lignede hende noget mere.

Hvis jeg af og til havde ondt af mig selv, var hun den første til at fortælle mig hvorfor der ingen grund var til selvmedlidenhed, hun påpegede det gode og positive hun så i mit liv, på hendes helt egen måde. Min mormor var ikke blødsøden eller behagesyg, og når hun sagde noget, mente hun det, og det blev sagt direkte. Vi var uenige om mange ting,  men jeg har aldrig følt mig mere elsket og accepteret end jeg gjorde når jeg var sammen med hende.

Der var der frirum, plads til mig, og til at være den jeg var. Jeg følte mig set og hørt, og vigtigst af alt, jeg følte mig tryg. Hos mormor kunne intet ondt nå mig. Jeg kan hvis jeg lukker øjnene stadig mærke de lange hårde knus hun gav mig, som næsten fik mig til at miste pusten og hvis jeg får roen og tiden, kan jeg næsten dufte hende endnu. Min mormor er mit bedste barndomsminde, og jeg vil altid passe på det, og værne om det og hendes minde.

sorgen vil altid følge mig.

Det er 5 år siden, min mormor døde, jeg savner hende stadig, og tror aldrig jeg kommer mig over den sorg. Det er ikke en lammende sorg, men det tro følgesvend der altid følger mig, og ofte dukker op. Dufte, ord, bestemte mennesker, tricker mit savn, mine børn…..Jeg elsker og tale om hende, men har stadig svært ved at tale om hende uden og få en klump i halsen, og kæmpe med tårerene. Min mormor var syg det sidste stykke tid af hendes liv, og mod slutningen af det, var hun svag, og klar til at komme herfra, hvor ondt det så gjorde på dem hun efterlod, der var så mange ting jeg gerne ville have fortalt hende, ville have takket hende for, men tiden løb ud og det blev for sent, så her kommer det, jeg håber du læser med deroppe fra.

Tak for at du altid greb mig, før end jeg faldt, tak for at du elskede mig, tak fordi du lyttede og forstod. Tak for at jeg aldrig skulle gøre mig fortjent til dig kærlighed, eller tvivle på om den ville slutte. Vores historie er ikke slut, jeg vil gerne tro på at vi ses igen en gang, og så skal du høre resten af min historie, jeg tror du vil kunne lide den.

Til vi ses igen….

Utilstrækkelighed synonym med at blive voksen?

Utilstrækkelighed synonym med at blive voksen?

Hvornår skete det? Hvornår fik man pludselig 1000 ting man gerne ville nå, og ikke tiden til at nå det, og oveni det man gerne vil nå, så er der mindst lige så mange ting, man SKAL nå. Hvad forhindre os i at nå det? Ægteskab? Job? Uddannelse? Børn? Alderen? Os selv? Andres forventninger til os?

Kan i huske det? Hvornår blev tiden en anden? Og kan i huske inden? Inden vi konstant skulle løbe hurtigt for at nå alt. Kan i huske friheden, tiden, dengang vi havde alt tid i verden. Tiden inden ægteskab, inden job og uddannelse, og tiden inden børn, inden stress? Den gang hvor man intet skulle nå, og derved nåede en masse, og stadig havde tid til sig selv, til at kede sig, til at hvile sig, til at restituere? Den gang hvor man kun havde sig selv at stå til regnskab for. Hvad vil jeg? Hvad har jeg lyst til? Hvad har jeg egentlig brug for i dag, lige nu? Dengang hvor sommeren var evig lang og solrig, og man kun havde ens egne forventninger at leve op til.

Ville i gøre det igen? Starte forfra? Prøve det hele igen? Tanken er fascinerende. Ville i gøre noget anderledes? Vælge anderledes? Prioritere anderledes? Nyde det mere og i længere tid?

Hvis jeg skulle gøre det igen, ville jeg gerne ende her igen. Jeg ville blot starte tidligere, jeg ville opsøge min kommende mand langt før vi mødte hinanden, jeg ville komme hurtigere i gang med at uddanne mig, jeg ville tage flere uddannelser, få børn tidligere, og få en mere end nu. Jeg ville gøre det hele igen, måske var der en enkelt eller to ting jeg ville springe over, min periode med rødt hår, finanskrisen der endte ud i konkurs og pressede økonomi. Men i bund og grund ville jeg vælge det hele til igen.

Jeg heldig, jeg elsker min mand, vi har 3 fantastiske børn og i bund og grund kunne jeg ikke ønske mig mere? Må man sige det? Må jeg sige jeg er lykkelig og glad her hvor jeg er? Og alligevel er den der halv trælse følelse indeni.

Er ord som utilstrækkelig, uperfekt, og ikke god nok, synonym med at blive voksen? Med at være hustru, veninde, med at være mor og kollega? Og hvem bestemmer om vi gør det godt nok? Ser rigtige ud? Opføre os som man skal, som man bør og som det forventes. Hvis jeg kunne ændre noget, ville jeg ændre lige præcis de følelser, følelsen af hele tiden af føle sig bagud, følelsen af ikke at være 100% tilstede nogen steder. Jeg ville nyde mere, være mere tilstede, og føle lykken dybere. Jeg ville være mere ligeglad med hvad andre forventer af mig, hvad andre synes om mig, af hvad andre synes jeg bør gøre og hvordan jeg skal gøre det.

Du er god nok.

Man bliver aldrig for gammel til at lære, og lige nu beslutter jeg mig for, at jeg vil være bedre til at være mig, til at være ligeglad med hvad andre synes jeg skal gøre og bruge min tid der hvor jeg aller helst vil, på den måde, som jeg synes fungere for os, som giver mig den gode energi, som giver mig kærlighed.

Jeg håber du vil lade mine ord omfavne dig, med følelsen af, at du er god nok, du gør det godt, lyt til dig selv, og lev for dig og dine nærmeste. Og med fare for at gå helt til ydeligheder, elsk dig selv, vælg dig selv og den lykke der følger med. Vi er gode nok som vi er. Punktum.

Mit livs kærlighed.

Mit livs kærlighed.

For nogle er lykken noget materielt, en ny bil, et stort hus eller en lang rejse til de fjerne himmelstrøg. Men andre har mødt så meget modstand gennem livet, at lykke kan være svær at få øje på. Som yngre brugte jeg meget tid på netop og tænke over dette. Hvorfor skal nogen gå så urimeligt meget igennem, mens andre ser ud til at danse igennem livet. Hvorfor skulle nogen kun opleve lykke, mens andre kæmpede en brav kamp for blot at kunne ane lykken, men aldrig tør række helt ud efter den?

Min egen lykke kan jeg se, for den består af min lille familie, min mand og 3 børn. Lige nu leger de 3 i haven. De ler, pjatter og skubber kærligt til hinanden. I deres verden findes kun glæde , og frihed. Og de er trygge, fordi de ved at deres far og jeg altid er der for dem. Sult, vold og elendighed kender de ikke til, og sådan burde det være for alle børn i verden.

Jeg elsker min families sammenhold og kærlighed, selvom vi indimellem kan skændes og være uenige, er der ikke et sted jeg heller vil være end her sammen med mine børn, betragtende på deres glade ansigter og smittende humør. Endnu er deres verden ikke fyldt med den skepsis, misundelse og vrede, som vi voksne har lært og kende på vores vej igennem livet. Heldigvis. Hvor ville jeg ønske vi kunne skåne dem for nederlag, ulykkelig kærlighed og svigt, men sådan er livet ikke.

De har fyldt mit liv med en lykke og kærlighed, så stor at den til tider overvælder mig. Med lykken følger også en sårbarhed, som jeg aldrig har mærket før, jeg blev mor. Mine børn er mit ømme punkt. Jeg ved nu, at børn fødes med smerte for at forberede os forældre på den smerte, der også følger med titlen som mor. Når de slår sig, græder vi med dem, når de er syge, gør det næsten fysisk ondt på os, og når de har det svært, brister vores hjerter igen og igen.

Jeg har siddet herinde, og betragtet mine børn igennem vinduet, og ladet tankerne flyve. Men nu bliver mine tanker afbrudt af deres glade råb. Deres far er kommet til syne for enden af trappen, som føre op til haven. Han kommer hen og giver dem alle kram og kys og leger videre med dem. Nu er min familie samlet, hele min lykke lige der.

Min og deres fremtid kender jeg ikke, og jeg kan ikke sikre os lykken for altid, hvor meget jeg end måtte ønske det. Men jeg kan værne om dem, og den lykke, vi har nu, lige her og hver dag glædes over de små ting i mit og deres liv. Den kærlighed jeg føler for dem og deres far, får jeg tusinde gange igen hver dag, hvor er jeg glad for jeg turde række ud efter netop deres kærlighed, det håber jeg også I har gjort.

Kan kærlighed være et valg?

Kan kærlighed være et valg?

Jeg har været sammen med min mand i snart 19 år. Gift i lidt over 12½ år. I marts fejrede vi et brag af en kobberbryllups fest, som jeg tænker tilbage på med masser af kærlighed til både min mand og vores venner. Den aften var der en af mine veninder der spurgte hvordan vi efter forholdsvis mange år, stadig var så glade for hinanden og sammen, hvor til jeg grinende sagde “fordi vi vil” og igen gik mod dansegulvet. Det har jeg siden tænkt meget over, hvorfor mon vi holder sammen, når mange i vores omgangskreds ikke klarede skærene og er endt i skilsmisse?

Jeg har ikke svaret, hvis jeg havde løsningen, kunne jeg uden tvivl tjene mange penge ved at dele svaret, men jeg har alligevel et bud på, hvorfor vi stadig er sammen. Da vi mødte hinanden for snart 19 år siden, stod det nemlig ikke nødvendigvis skrevet i stjerne at vi skulle blive sammen, få 3 børn og stadig have stor kærlighed til hinanden, i hvert fald ikke i vores omgangskreds. Der uden tvivl en del af vores venner og veninder, der tænkte at vi ville få vores sag for med hinanden, og de havde da ret. 2 personligheder der begge vil tage pladsen og fylder på hver sin måde.

til vores bryllup. 2006.

Svaret er, at vi valgte hinanden dengang, den første aften vi mødtes, og sidenhen gentagne gange har valgt hinanden igen og igen og igen. Og jeg tror det er der, vi gør det anderledes. Vi har bevidst valgt hinanden, med alle de plusser og mange minusser vi begge har, Som alle mennesker har. Vi er 2 individer med forskellige interesser og lyster, og de er vores, og dem har vi fra starten af “fået lov til” at beholde. Vi har altid favnet hinanden med alt det vi indeholder, og har givet hinanden lov til at have et liv og en selvstændig personlighed uden det har indvirkning på vores OS. Vi har valgt os selv OG hinanden. Det vigtige er blot at huske, at der også SKAL være et VI, et OS som skal prioriteres lige så højt som jeget. Vi har valgt selvstændighed OG hinanden.

Vi er blevet ældre og vant til hinanden. Vi ved, ofte hvad den anden vil uden at det er nødvendigt at spørge. Nogle gange irriterer vi hinanden og vi tager helt sikkert også hinanden for givet lidt for tit. Men en gang imellem, ligesom til vores kobberbryllup, tænker jeg på det og indser, hvor heldig jeg er at dele mit liv med den bedste mand, jeg nogensinde har mødt. Misforstå mig ikke, til tider går han mig i den grad på nerverne, vi kan skændes så det brager, være gale på hinanden og være voldsom træt af hinanden, men vi vælger altid hinanden igen bagefter. Det er et bevidst tilvalg af os, vores kærlighed og vores familie.

Min mand fascinerer mig stadig og inspirerer mig. Han har gjort min verden større og bedre, blot ved at være i mit liv og jeg har aldrig, ikke en eneste gang ønsket at være ham foruden. Vi har igennem årene delt både glæder og sorger, i de hårde tider har vi stået tæt sammen og kæmpet side om side. For der HAR været hårde tider, der ER hårde tider i alle ægteskaber, tider hvor der er længere mellem grin og smil, men vi har valgt at kæmpe sammen, for hinanden og for vores børn. Vi vil hinanden. Ægteskab er fuldtidsarbejde, det benhårdt arbejde, og tit er vi total på overarbejde. Men vi har accepteret at ægteskab ikke er en lang ferie, men at det i stedet for indeholder langt mere leverpostej og hverdag end fest og farver. Vi har valgt hinanden.

For noget tid siden, skulle vi til en god venindes fødselsdag, og jeg snakkede i telefon med hende om bordplanen, og problematikken ved nogen gange at få sådan en til at gå op. Hun var kommet frem til, at hun ville blande alle folk, og spurgte mig, hvem jeg gerne ville sidde ved siden af. Jeg sagde, jeg gerne ville sidde ved siden af min mand, hvortil hun grinende sagde ”du kan vælge mellem alle de skønne mænd der kommer til min fødselsdag, og alligevel vælger du din egen mand.” Og jeg vil altid vælge min mand. Det er et valg vi har taget.

Til vores kobberbryllup. 2019.

Min mand gør mig klogere på livet, klogere på kærligheden, på hvad det vil sige at kunne regne med hinanden, på at holde sammen og stå sammen. Sammen har vi skabt en hverdag og en fælles fremtid, som jeg elsker og som jeg er stolt af.

Kærlighed kræver tid og plads, nærvær, balance og masser af sjov. Min mand har givet mig den familie jeg har ønsket mig hele mit liv, og min familie, vores 3 børn og min mand og dem vil jeg beskytte og værne om for altid. Et liv uden kærlighed er ikke et liv jeg vil leve.

Kære mødre. -Undskyld.

Kære mødre. -Undskyld.

Før jeg blev mor, havde jeg mange og gode tanker om hvilken mor jeg ville være når jeg en gang skulle være mor, hvordan mine børn skulle være og nok især hvordan de og jeg IKKE skulle være. Jeg ville blive en omsorgsfuld og kærlig mor, med tydelige rammer og velfungerende og velopdragene empatiske børn. Hvor svært ku` det være sagde jeg? piece of cake ik?

Jeg er bange for at jeg ikke bare 1 gang, men flere gange har kigget hovedrystende på en mor der har trukket sit skrigende barn ud af Netto kl.16 en torsdag eftermiddag og tænkt hvorfor hun dog ikke bare opdrager sit barn ordentligt?

Jeg har undret mig, når jeg har passeret en legeplads hvor børnene legede selv, mens moren sad på en bænk, og mest lignede en der var halvvejs på vej i en dyb søvnkoma. Hvorfor legede hun ikke med sine børn og vidste dem glæden ved at aktiv hverdag?

Jeg har forbavset set forældre lave et ” nej du skal ikke have is, absolut ikke, det er snart spisetid, om til et “ja selvfølge skal du have en is klokken 10 minutter i aftensmad, måske endda 2, hvis blot du tier stille nu ja.” Og tænkt at de stakkels børn da lå lige på grænsen til en tvangsfjernelse med sådanne forældre.

Jeg har halvt grinende set forældre bakke ud af døren i diverse daginstitutioner, mens de sender 1000 luftkys, blandet med vink bag om ryggen, under det ene ben og i begge øre vink, mens de i fuld skrål udbryder “moar elsker dig hele vejen op til månen og tilbage igen”. Jamen så sig da farvel som de voksne ansvarlige menneske I er, I overlader jo ikke barnet til tørkiks og omsorgssvigt, men til fagligt dygtige mennesker der sørger for dit barn har nogen skønne, aldersmæssigt udfordrende og lærerige timer.

Jeg har mødt mødre og fædre med blå plastiksutter på hver sko i Føtex, med gylp over skulderen, forskellige strømper, og mørke rander under øjnene og overbærende tænkt, at blot fordi man er blevet forældre kunne man da godt gøre lidt mere ud af sig selv.

Mine 3.

1, 2, 3 børn kom alle ønskede og skønne hver især. Alle gode tanker og planer kunne nu spire og gro. Nu skulle der opdrages, hvor svært kan det være sagde jeg? Nu skulle den ged barberes om du vil.

Kære mødre. –UNDSKYLD, hvor var jeg uvidende og emsig. Dybt urimelig og direkte dum. Og være forældre er benhårdt 24 timers arbejde, og selveforkælelse består pludseligt i de få gange du er så heldig og komme alene på toilettet eller når du slipper i Netto uden børn. Alle overstående eksempler har jeg i mere eller mindre grad selv ud rettet, og mange mange flere, utallige hovedrystende og pinlige episoder, som jeg bestemt kunne have klaret lang bedre..

Nu er mine børn blevet større, jeg har ikke små børn længere, og jeg tager mig selv i pludseligt og længes tilbage. Ikke til søvnløse nætter, frustrerende dage med endeløse konflikter eller til dage med dårlig samvittighed fordi jeg bare ikke lige følte jeg slog ordentlig til… Men til dage, uger, år hvor jeg var den vigtigste i deres liv, hvor alt de behøvede var mig og jeg med et enkelt knus og kram kunne forsikre dem om, at alt nok skulle blive godt igen. Til endeløse dage med nærhed og fredags snolder til Disney, hvor vi bare var sammen, til dage i haven hvor vi i timer kunne ligge på maven og betragte den samme mariehøne kravle op og ned af vores fingre.

Misforstå mig ikke, jeg knus elsker at mine børn er sociale væsner der trives og har venner der næsten altid kan udkonkurrere deres mor, at de har et rigt liv med meningsfulde sociale relationer og gode sunde fritidsinterrasser. Jeg er stolt af mine børn, de er mine største bedrifter og jeg vil elske og værne om dem til den dag jeg dør.

Så hvad vil jeg egentlig med det her lettere skitzofrene skriv? Jeg vil blot huske jer og mig selv på, at vores børn vitterlig kun er til låns, så vi skal nyde dem så længe de er i vore små reder, en dag flytter de fra os, det er jo det vi arbejder hen imod, som gode veluddannede og forhåbentligt lykkelige samfundsborger og så har vi jo gjort det der er meningen vi skal gøre godt. Jeg tror nu alligevel at jeg, på fredag planker dem alle 3 til disney sjov og fletten fingre med deres mor, og så må vi se hvem der først giver fortabt, de har når alt kommer til alt, nok stadig lige så meget brug for mig, som jeg for dem. Så undskyld kære mødre, selv mødre er kun mennesker.