+45 51917135 kontakt@lachika.dk
Sådan hjælper vi børnene igennem corona tiden.

Sådan hjælper vi børnene igennem corona tiden.

Mange hjem og samtaler drejer sig forståeligt lige nu om corona virussen, COVID-19. De fleste nyheder kører i baggrunden hos mange af os og om hvordan vi og samfundet påvirkes af det. Alt det hører børnene også – derfor er det vigtigt at vi snakker med dem om det, som barn kan COVID-19 nemlig virke stor, skræmmende og MEGET farlig.

Det er rigtig vigtigt, at vi ikke hele tiden fokuserer på det og at vi ikke ser fjernsyn hele tiden. Selvfølgelig skal vi have de opdateringer, der er nødvendige, men vi skal også lave noget andet, noget mere hverdagsagtigt. Noget der minder om børnenes normale dagligdag. Det er en udfordring, for vi bliver pumpet med dramatiske historier, udsendelser med mennesker der slås om toiletpapir i butikkerne og læger der fortæller om syge og døde mennesker. Alt sammen noget vi skal forholde os til, men ikke nødvendigvis vores børn. 

Hvordan hjælper vi bedst?

  1. Fokuser på noget andet.
    Spil et spil, gå en tur i naturen, hyg jer sammen. Vi skal beskæftige os med noget af det som børnene er vant til, som de interesserer sig for. For det hele skal ikke handle om sygdom, eller liv og død, når man er barn.
  2. Snak med dem om det.
    Børn har forståeligt nok mange spørgsmål om corona virussen, lyt til dem, tal med dem om fakta, tal med dem om nyhederne og vær sikker på at de får de svar de har brug for. Med små børn er det godt at være så konkret og kortfattet som muligt, og kun svare på de spørgsmål, som børnene selv stiller. Hvis de ikke spørger om noget, behøver man ikke sige så meget, men hvis de stiller spørgsmål, så er det vigtigt at være tydelig. – Jo ældre børnene er, jo mere kan man også uddybe overfor dem. Samtidig skal man dog være opmærksom på, hvad de skal bruge informationen til.
  3. Vær konkret og tydelig. 
    Fortæl dit barn, hvad man kan gøre. Når vores børn ved, hvad det kan gøre, kan det give en følelse af kontrol, og det kan i sidste ende hjælpe på bekymringerne. Vi skal som forældre være tydelige i vores svar og signalerer, og samtidig vise, at der er styr på situationen.

Det er rigtig vigtigt, at vi som voksne får styr på os selv først. Er du selv skræmt, bliver dine børn det også. Det er vigtigt, at vi tager børnenes spørgsmål og eventuelle angst alvorligt, at vi spørger ind til det og går ind i dialogen. Mange børn vil selv gå lidt med det, og prøver at klare det selv, derfor er det rigtig vigtigt at vi som forældre spørger ind til deres tvivl og frygt. Hos mange af os kører tv med nyhederne i baggrunden i øjeblikket og børn registrerer alt. De spejler sig i os forældre, så hvis vi er ængstelig, bekymret og har rynkede bryn, når vi taler om corona, så vil de aflæse det og det kan gøre dem bange. Hvis vi til gengæld forholder os roligt og fattet, er det dét, som vores børn vil spejle sig i.

Uanset hvordan I vælger og komme igennem corona tiden, så håber jeg I kommer godt igennem den.

Pas på jer selv og hinanden.


Læs også: Pas på jer selv mødre, hold jeres mund og støt hinanden

5 eksempler på hvad jeg kan frygte i hverdagen (med humor)

5 eksempler på hvad jeg kan frygte i hverdagen (med humor)

Som barn var voksenlivet for mig, et stort frirum, et frikvarter jeg blot kunne fylde med ting jeg havde lyst til, når jeg havde lyst til det. Ingen begrænsninger, ingen der bestemte, ingen frygt. Voksenlivet kaldte klart og tydeligt, “kom og tag mig”.

Som 21 årig da jeg flyttede hjemmefra og nu som badass, fuldtudvokset voksen, ved jeg godt at sådan er livet ikke. Slet ikke, som i langt fra. Livet består af rigtig mange “skal opgaver”, fulgt af “bør opgaver”, herefter lidt flere “skal opgaver” og toppet på de rigtig gode dage, med ganske få frikvarter, hvor jeg bestemmer hvad lige præcis jeg har lyst til, og på alle dage, består voksenlivet rigtig meget af frygt.

Ikke den der dybtliggende grusomme frygt, men mere den der grænseoverskridende halv trælse frygt. Bevares, den anden frygt, den lammene og sønderrivende frygt stikker også sit grimme ansigt frem af og til. Men det ikke den jeg vil fortælle om i dag, vi er mere ovre i hverdagsangsten.

1.Bilen skal til mekaniker. Åh hvor jeg hader det, den der mandsdominerede verden, der lugter lidt for meget af olie og overalls, hvor jeg bare føler mig forkert, udstillet og gud prise mig, at de kunne finde på at sige jeg skulle køre op i liften. Bare tanken om det, giver mig koldsved og nervøs mave.

2. Offentlige toiletter. Okay jeg indrømmer, mine tanker løber løbs når jeg ikke har andet valg end at skulle benytte de offentlige toiletter. Hvem sad her før mig? Hvad lavede de? Ramte de kummen? Var de renlig? Og lad mig ikke starte op på mine tanker om dørhåndtaget derind til….Og ud igen…

3. Mørket. Ja jeg er voksen, og ja, jeg ved godt der ikke findes monstre eller bussemænd, men mørket…det er bare…så mørkt.

4. Byggemarked. En bygning med træ, maling og værktøj. Det lyder jo ganske uskyldig, og dog papegøjetang, kompressorer, fukssvans og vaterpas… Det er fremmedsprog for mig, det ikke min verden, jeg snakker ikke sproget, lad for guds skyld være med at sende mig derover….Og hvorfor overhovedet, alle kvinder ved jo at diverse byggemarkeder er mændenes svar på vores højtelskede shoppingsentre.

5. Forsikrings mænd. Ring ring…Snakker jeg med den forsikringsansvarlige….? Det for en i h…. det ikke er…. noo way, glem det. Jeg magter det ikke. Det er bare ikke mit ansvar. Punktum.

Alt for manges liv påvirkes af angst, lige fra den lille hverdagsangst til en altomfattende panik angst, overstående er heldigvis skrevet med et glimt i øjet. Nu vil jeg slukke computeren, og gå videre med endnu en “skal opgave”: aftensmaden. Men hey, hvem slukkede egentlig sidst for computeren og vaskede de mon hænder?

Læs også: I narcissistens klør

Bonussen  i, at være bonusmor

Bonussen i, at være bonusmor

Det er ingen hemmelighed, at det er en hård opgave at komme ind i et forhold, hvor der medfølger et barn. Dengang jeg gik ind til det, havde jeg ikke den vildeste fantasi over hvad der krævede. Jeg var dybt forelsket i min kæreste og vidste, at han var min soulmate. Derfor mente jeg, at jeg nok skulle klare den rolle. Men det er hårdt arbejde og jeg er faktisk først nu ved, at finde mit fodfæste i det (efter 4 år). Ved at skrue lidt ned på mine krav på mig selv. Jeg har haft mine forventninger, skruet alt alt for højt op. Troet jeg skulle være noget, som jeg egentligt ikke er. Mor til min bonussøn. Det lyder måske fjollet. Men han har jo en mor. Så helt biologisk set, ville jeg aldrig kunne påtage mig den rolle. Ligesom der aldrig ville være nogen der kunne påtage min rolle som mor for vores fælles søn Jamie. Jeg tror ligesom det er gået op for mig, da jeg selv blev mor, hvad mor rollen egentligt helt følelsesmæssigt betød. At det mor og barn bånd der opstår, er der ingen der kan komme imellem. Men at du helt sikkert kan have en kæmpe betydning i et andet barns liv, da kærlighed ikke kun omhandler DNA og blod, men helt basalt om følelser fra hjertet.

Jeg ser mig som bonusmor og kalder mig det. Fordi jeg føler min bonussøn skal føle sig lige så meget hjemme og tilpas når han er ved os. Jeg kan ikke fordrage forskelsbehandling. Netop nu efter vi har fået vores fælles søn sammen, er jeg endnu mere obs. på, at min bonussøn skal have det lige så godt og rart. Jeg var så bange for, da den mindste kom til verden, at den store ville blive overset. Men når jeg så ser på vores skønne drenge, med det bånd de to har fået sammen nu, er jeg helt solgt og slet ikke i tvivl om, at vi har gjort et godt stykke arbejde med begge unger. De er som rigtige brødre skal være. Omsorgsfulde, kærlige, drilske og bare fuld af spilopper. Jeg slapper meget mere af i rollen som ekstra støttende forældre nu. Tror det hele handler om tid og engagement. Jeg ville jo det her fra starten af, så selvfølgelig skulle det hele nok blive nemmere. Når du begynder at tænke anderledes, jamen så handler du altså også bare anderledes og der sker forandringer på hjemmefronten. Børn kan mærke alt og jeg er sikker på de kan mærke, at jeg priorieter mere det positive i livet, at leve i nuet og derved synes tingene lysere og vi trives endnu stærkere som denne “mixede” familie.

Jeg kan virkelig råde andre bonusmødre derude, som måske har svært ved, at finde sig selv i denne rolle, at begynde at tænke anderledes. Jeg har hele tiden stræbet efter at være den bedste, af den bedste. Men jeg har valgt at prøve at tænke således: Du er en stærk kvinde, du er blevet valgt i kærlighed og betroet til denne vigtige rolle. Ikke alle kunne gøre det du gør! det gør dig til noget særligt.

Livet er ikke rosenrødt og hvis det var, hvad skulle vi så lære af? Jeg er sikker på, at vi skal igennem nogle bomb på vejen, for at nå dertil hvor vi vil hen. Så at begynde at tænke anderledes, har taget mig meget lang tid og jeg arbejder stadig med det. Det er vigtigt at nævne, da det her ikke er sket over en nat. Mit mål fremover er simpelthen RELAX! Skrue ned for det jeg tror jeg skal være og bare være mig. Fokuserer på alle bonusserne. Fokuserer på alle følelserne og glæden. Der er ingen opskrift på det at være bonusmor. Vi kan være det på vidt forskellige måder. Tage meget ansvar. Tage ikke meget ansvar. Jeg vælger det lige imellem. At være den støttende ekstra omsorgsperson min bonussøn har brug for. Være den sjove, pjattede, den han elsker at danse til høj musik med lørdag morgen. Den han altid holder med når vi spiller spil. Den der holder om ham, når det hele kan virke urimeligt. Den han altid kan regne med. Den der elsker ham ubetinget og på min helt egen måde.

Kære bonusmødre. Min pointe er, at i skal gøre tingene på jeres måde. Husk på at i er guld værd! I er med til, at sikre tryghed, kærlighed og håb for fremtiden i et andet menneskes liv.

De 5 vigtigste ting, jeg har lært ved at blive mor

De 5 vigtigste ting, jeg har lært ved at blive mor

Her i november har min datter fødselsdag. Hun fylder 3 år. Det er jo helt crazy at tænke på. Tænk, at jeg har været nogens mor i 3 år.

Gad vide, om det også betyder, at jeg nu opgraderer til Mor 3.0 versionen?

En ny version med vigtige opdateringer, seje nye features og rettelser af gamle fejl og problemområder 😄 Man har lov at håbe!

Men det betyder i hvert fald, at jeg kan se tilbage på 3 år med sindsygt meget læring. Det er sgu en stejl læringskurve, man kommer igennem, når man bliver mor. Jeg har i hvert fald lært utrolig meget. 

Jeg har siddet og funderet lidt, og jeg vil gerne dele mine 5 vigtigste læringer med dig. Jeg vil gerne dele de 5 vigtigste ting, jeg har lært om at være mor – ved at blive mor.

Min lille familie inden den blev større – Min mand Rudi, Ellie og mig selv

1. Du får et dejligt barn uanset, om du ammer eller ej

Da jeg fik min datter, Ellie, for 3 år siden, gik amningen fuldstændig galt. 

Jeg lå på patienthotellet allerede de første 2 døgn efter at have født og græd af smerte, hver gang jeg skulle amme. Jeg ønskede at amme. Det gjorde jeg virkelig. Men efter en uge havde jeg allerede voldsomme sår på begge brystvorter, hvilket førte til en voldsom omgang brystbetændelse (der kom igen og igen), 4 hospitalsindlæggelser i løbet af den første måned som mor, samt brystbylder, saltvandsdræn og smerter, jeg ikke ville ønske for min værste fjende. 

Jeg nåede der til, hvor jeg ønskede, hun ikke ville vågne fra sine lure, for så skulle jeg jo amme hende, og det kunne jeg slet ikke overskue, for det gjorde SÅ ondt. 

Da Ellie var 6 uger gammel var hun 100% flaskebarn!

Puha. Det var en hård start på livet som mor, og særligt var det i lang tid efter en hård kamp med mig selv at acceptere, at jeg ikke skulle amme mit barn. Det føltes som en falliterklæring.

I april 2019 fødte jeg så min søn, Sylvester, og jeg har ammet ham fra dag 1. Jo jo, jeg skulle lige lande i det hele, og vi skulle finde hinanden, men det har som sådan gået gnidningsløst med amningen. En fuldstændig anden oplevelse at amme denne gang.

Men men men. 

Nu har jeg fået to børn. Og jeg har prøvet at have både et flaskebarn og et ammebarn. Der er alverden til forskel – og der er fordele og ulemper ved begge dele, som jeg ser det. Men – jeg har fået to dejlige, sunde og raske børn ud af det. Så i sidste ende betyder det ikke det store, om du ammer eller ej.

Det eneste, der betyder noget, er, at du og dit barn har det godt, og at du træffer den beslutning, der er rigtig for jer. Alt andet er pisse ligegyldigt.

Det er i hvert fald ikke et særlig vigtigt spørgsmål, når alt kommer til alt. 

To amme or not to amme – that is not the question 😉 

Og det leder videre til punkt nummer 2.

Vinteren 2019 – da jeg var gravid med Sylvester

2. Det meste af, hvad du tror er pissevigtigt, vil vise sig ikke at være det

  • Amning eller flaske? 
  • Fuldamning til 6 måneder eller igang med grød?
  • Stofbleer eller ej? 
  • Vegetar eller kød?
  • Samsovning eller egen seng?
  • Barnevogn eller klapvogn?
  • Sengetider?
  • Putteritualer?
  • osv osv osv 

Hold fast hvor man kommer igennem mange overvejelser, diskussioner og refleksioner på vejen mod moderskab. Der er så meget at tage stilling til, så mange meninger, så mange gode råd, så mange ting man kan, så mange bøger at læse og så mange eksperter at lytte til. 

Hånden på hjertet, så har jeg ikke læst en eneste baby/børne/opdragelsesbog nogensinde, og jeg har i høj grad prøvet at gå med min intuition, når der har skulle træffes beslutninger. Det har fungeret upåklageligt. 

Og det har også vist sig, at størstedelen af alle de ting, jeg har gået og spekuleret over, frygtet og overvejet – de er ikke så vigtige i sidste ende. 

Dit barn kommer til at blive et dejligt barn og et dejligt menneske uanset, om du vælger det ene eller det andet i langt de fleste tilfælde.

Så træk vejret og bare vælg det, du synes. Det skal nok gå rigtig fint alt sammen. 

3. Du kommer til at gentage dine forældres fejl

Uanset, hvor meget du prøver at undgå det, så står det ikke til at undgå. Du kommer til at gentage nogle af de fejl, dine forældre har lavet med dig. For du er et produkt af dine forældre. Deres mønstre er indprentet i dig.

Jeg har sagt til mig selv virkelig mange gange, at jeg ALDRIG ville gøre x, y, z med mine børn, som mine forældre havde gjort med mig (underforstået: for det var da frygteligt, ondt og skadeligt at gøre mod et barn). Og alligevel kan jeg høre min mors ord (med min mors tonefald) komme væltende ud af min mund i retningen af mine børn, når jeg er presset og linen er strukket helt ud.

Kan jeg lide det? NEJ! Sker det? JA!

Deal with it!

4. Du kommer til at begå nye fejl

Oh yes. Oveni de deprimende nyheder fra punkt 3, så kan jeg også fortælle dig, at du oveni at gentage fejl også kommer til at begå dine egne fejl som mor. 

Og det sker også selvom du har læst ALLE de rigtige bøger (og nej, jeg har stadig ikke læst nogle bøger om børn, babyer, opdragelse eller andet). 

Og det sker også stadig, selvom du har de bedste intentioner og elsker dit barn højere end noget andet. 

Det sker.

Det sker, fordi vi er mennesker. Og mennesker begår fejl.

Så tilgiv dig selv.

Mit største lille menneske – Ellie

5. Kys, kram og elsk – resten betyder ikke så meget

Tilbage til punkt 2 – det meste af det, du tror er pisse vigtigt, er det ikke. 

Det aller vigtigste – det ALLER ALLER vigtigste er, at dit barn føler sig elsket.

Elsket.  Set. Mødt. Velkomment. Trygt.

Giv dit barn dét, og så kan du fucke op med resten. Det betyder ikke så meget, hvis det første er på plads. 

Så kys dit barn.

Kram dit barn.

Og elsk dit barn.

Så skal det hele nok gå.  Kriserne og konflikterne bliver løst igen. Bare prop dem med kærlighed, så ofte som du kan. Og sig undskyld, når du ikke kan <3

At miste uden at miste

At miste uden at miste

Det var en helt almindelig dag i december måned for tre år siden. Der var gråt udenfor, som det er de fleste dage i december. Min eksamensgruppe og jeg var tilpas kulrede efter alt for mange timer i en sportshal med alt for mange timers træning til vores idrætseksamen. 
Min telefon ringede, og jeg lod en af drengene tage telefonen, fordi vi af en eller anden grund lige der synes, at det ville være sjovt.

Det var min fars kone, der ringede, og jeg vidste også med det samme, da jeg så min studiekammerat i hovedet, at det var et af de opkald, som jeg nok selv skulle have svaret på. 

Han sagde til hende, at han ville finde mig og bede mig ringe tilbage, og så lagde han på. 

Der var lidt stille, og vi kiggede alle 4 over på ham, hvorefter jeg med en nok lidt for letsindig stemme spurgte, hvad hun ville. Han sagde bare: “Julie, det er rigtig alvorligt. Jeg tror lige, du skal ringe til hende”. Om han allerede der sagde, hvad der var sket, kan jeg slet ikke erindre. Jeg kan bare huske, at vi stod ude i redskabsrummet i sportshallen på læreruddannelsen, og at vi lige havde grinet over en sjov koreografi, som vi var ved at lave. 

Jeg gik ud i hallen og ringede, helt uvidende om alvoren af den ulykke der lige havde ramt.
Jeg kan huske, at de andre i respekt blev ude i redskabsrummet, og at jeg bare gik rundt i den store hal. Jeg kom til at tænke på, hvorfor man altid går rundt, når snakker i telefon, hvorefter jeg så blev afbrudt i mine tanker:

Julie, hører du hvad det er jeg siger?”

Det gjorde jeg ikke, nok mest fordi jeg ikke forstod eller ville høre det.

Min far havde den dag fået en hjerneblødning og skulle opereres samme aften, for ellers ville han dø.
Det blev et af de mest forfærdelige døgn, dage og uger i mit liv, senere måneder og nu år.

Vi vidste ikke, om han ville leve eller dø, vågne som en helt anden, være lam eller grøntsag. 
Vi stod med intet andet end følelsen af, at han lige der var blevet taget fra os pludseligt og uden varsel.

Barndomsminder

Jeg havde ikke nået at tale med ham inden han blev lagt i kunstigt koma, for at passe på hans hjerne. Så følelsen af at man manglede at sige en masse, ramte mig som et lynnedslag. 

Operationen gik efter planen og så godt som det nu kan gå. Jeg fortsatte min eksamen og besøgte min far på intensiv hver dag. 

Da han bevægede sin fod første gang, føltes det som et mirakel. Vi frygtede sådan, at han ville blive lam. Lige der tænkte vi ikke på hvor forandret en mand, der måske ville komme ud på den anden side.

Vi tænkte bare på at han kunne bruge sin krop. Det var det eneste, vi rigtig kunne forholde os til lige der. Vi turde slet ikke tænke på det andet, tror jeg. 

Det kom så senere. Jeg kan huske, at jeg tænkte på de søde særlinge, der igennem mit liv har figureret i gadebilledet, der hvor jeg bor. Tænk hvis min far bliver som “Dronningen”. Ham som altid går rundt med legetøjsfingerringe og en kongekrone med farvede plastiksten på hovedet. Der blev jeg bange. Tænk hvis min far skulle gå rundt som en eller anden “tosse”, undskyld udtrykket, i gadebilledet. Den tanke kunne jeg slet ikke bære.

Jeg kæmpede så videre med eksamen og blev selv ramt af roskildesyge. Af den grund kunne jeg ikke besøge min far nogle dage, fordi han ikke måtte risikere at blive udsat for smittefare. 

Afkræftet efter tre dages omgangssyge klarede jeg mig igennem min eksamen. Jeg fik 10 og var stolt. Samme dag havde jeg fået et billede samt en besked om, at far var vågen efter koma og virkede til at komme sig rigtig godt. Jeg lagde mig til at sove og glædede mig over at skulle besøge ham snart. 

To timer senere bliver jeg vækket ved at telefonen ringer. 

Far havde fået en hjerneblødning mere, ligesom han var begyndt at komme sig, og denne gang sad den et andet sted i hjernen, et langt mere alvorligt sted. Så nu ville store dele af min fars hjerne for evigt være skadet. 

Med mit studie ved jeg, at det betyder, at der er mindre rask hjerne tilbage til at kompensere for den syge del af hjernen. Det var værre end et mareridt, og lige der ved siden af ham bad vi til, at han ville få fred, hvis hans skæbne ville, at han skulle blive grøntsag. Dette scenarier kunne ingen forudsige og uvisheden var ubærlig. Det er svært at tage en beslutning om ikke at operere, for med hjernen ved man ALDRIG rigtigt. Lægerne løber derfor ikke denne risiko, med mindre de kan se på scanninger, at der ikke er noget at gøre. Så kort tid efter opkaldet stod vi deroppe og sendte far til operation for anden gang. 

Denne gang kom han sig slet ikke så hurtigt og et langt forløb var i vente. Der er selvfølgelig meget mere til den her historie og mange flere detaljer, men hvorfor vil jeg skrive om det her? 

Jo, det vil jeg, fordi jeg vil bryde tabuet om det at leve med en syg forældre og jeg vil bryde den skam, der kan ramme en. Skam fordi man føler, at man har mistet den man elskede, og at man måske hellere så, at vedkommende havde fået fred. Der hvor man føler sig allermest skamfuld og misforstået, er når folk siger: “Jamen, han er her jo stadig”, og man så skal se deres blik, når man siger, at man faktisk havde ønsket, at den man elsker havde fået fred. 

Min far med vores første barn <3

Det kan være så evigt svært at sætte sig ind i, at der faktisk er noget, der kan være værre end døden. Det er ofte sådan, at for rigtig mange mennesker er døden det mest forfærdelige en familie kan blive udsat for. Men når man som jeg har prøvet at miste, uden at der egentlig er tale om døden, så føles det som om, at døden pludselig ikke er det værste, der findes. Det føles lidt, som at blive fængslet eller sat på et mareridt af en rutschebanetur, der aldrig stopper. 
Det er et væld af paradokse og modstridende følelser, der fylder en. Det ene øjeblik følte jeg, at det var så uværdigt for ham og at det ville være bedre for alle, hvis han fik fred. Det andet øjeblik ønskede og troede jeg på fremskridt. Jeg var lykkelig over at han i det mindste stadig var der, så jeg kunne holde hans hånd. Det er altså en enorm sorg og kamp blandet med et evigt håb, der fylder i en hverdag med en hjerneskadet pårørende. 

Jeg vil bare så gerne opfordre til at tale mere åbent om ulykkelige situationer som denne, og minde om at det altid er rart at blive spurgt ind til, også selvom det er svært, også selvom det er længe siden.

For med en hjerneskadet pårørende eller med pårørende med andre sygdomme, vil det for evigt være svært og have store indvirkninger på hverdagen. 

Derudover er jeg bare kommet frem til, hvis du skulle stå i samme eller lignende situation som mig, hvor vigtigt det er, at finde ro i, at det du føler, er helt okay og normalt. Det er okay, at have et ønske om at du hellere ønskede døden for din pårørende end det I nu står i. Det er IKKE forkert og husk at det for andre kan være rigtig svært, hvis ikke umuligt, at forstå de følelser, hvis de ikke selv har stået der.

Det er også okay, at have svært ved at få besøgt og brugt tiden sammen med din pårørende som før, for det er ikke den samme person, som du kendte og måske endda kun skallen af det menneske. 

Du gør det bedste du kan, og dit liv skal også gå videre. <3 Julie

Vi skal alle dø. Men vi skal også huske at leve.

Vi skal alle dø. Men vi skal også huske at leve.

“Er du bange for døden mor,” spurgte min yngste søn mig, den anden dag, hans øjne var blanke, og døden og savnet til mistet familie havde fyldt alt meget i hans lille hoved og store hjerte de sidste par uger, og alt for mange aftner var tårene løbet over.

Hans spørgsmål, barndommens ophør og nære familiemedlemmers død over de sidste par år, har prikket til min dødsangst. Jeg er bange for at dø, ikke på den måde, at jeg konstant går rundt og tror at jeg skal dø. Men mere på den der “hvis ikke jeg tænker på det, sker det ikke” agtige måde.

Jeg tror ikke jeg vælter død om i morgen. Men jeg er bange for hvad der sker, når jeg ER død. Vil jeg kunne mærke noget? Vil jeg savne mine børn og mand? Mine venner? Vil jeg kunne se dem, men ikke røre og deltage i deres liv? Vil jeg forevigt vandre hvileløst rundt, som ikke deltagende tilskuer i andres liv, eller bliver jeg født på ny, eller måske genforenet med mine elskede når det en gang bliver deres tur til at forlade verden som vi kender den.

Jeg håber på det sidste, det er osse det jeg altid har sagt til mine børn, når vi har snakket om døden, og det var det jeg sagde til min søn, den anden dag, at jeg håber vi kommer et rart sted hen og bliver genforenet med alle dem, vi igennem livet har elsket og mistet, og at vi derefter bare er sammen, for altid.

Naivt måske, er det forkert? Tager jeg ikke min søns spørgsmål seriøst og spiser jeg ham blot af med en naiv barnlig historie? Jeg ved det ikke, men jeg ved, det sådan jeg håber det ender, jeg kan lide tanken, om at jeg aldrig rigtig kommer til at miste dem jeg elsker så højt, og indtil da, skal vi huske og elske højt, grine længe og leve livet.