Som barn var voksenlivet for mig, et stort frirum, et frikvarter jeg blot kunne fylde med ting jeg havde lyst til, når jeg havde lyst til det. Ingen begrænsninger, ingen der bestemte, ingen frygt. Voksenlivet kaldte klart og tydeligt, “kom og tag mig”.
Som 21 årig da jeg flyttede hjemmefra og nu som badass, fuldtudvokset voksen, ved jeg godt at sådan er livet ikke. Slet ikke, som i langt fra. Livet består af rigtig mange “skal opgaver”, fulgt af “bør opgaver”, herefter lidt flere “skal opgaver” og toppet på de rigtig gode dage, med ganske få frikvarter, hvor jeg bestemmer hvad lige præcis jeg har lyst til, og på alle dage, består voksenlivet rigtig meget af frygt.
Ikke den der dybtliggende grusomme frygt, men mere den der grænseoverskridende halv trælse frygt. Bevares, den anden frygt, den lammene og sønderrivende frygt stikker også sit grimme ansigt frem af og til. Men det ikke den jeg vil fortælle om i dag, vi er mere ovre i hverdagsangsten.
1.Bilen skal til mekaniker. Åh hvor jeg hader det, den der mandsdominerede verden, der lugter lidt for meget af olie og overalls, hvor jeg bare føler mig forkert, udstillet og gud prise mig, at de kunne finde på at sige jeg skulle køre op i liften. Bare tanken om det, giver mig koldsved og nervøs mave.
2. Offentlige toiletter. Okay jeg indrømmer, mine tanker løber løbs når jeg ikke har andet valg end at skulle benytte de offentlige toiletter. Hvem sad her før mig? Hvad lavede de? Ramte de kummen? Var de renlig? Og lad mig ikke starte op på mine tanker om dørhåndtaget derind til….Og ud igen…
3. Mørket. Ja jeg er voksen, og ja, jeg ved godt der ikke findes monstre eller bussemænd, men mørket…det er bare…så mørkt.
4. Byggemarked. En bygning med træ, maling og værktøj. Det lyder jo ganske uskyldig, og dog papegøjetang, kompressorer, fukssvans og vaterpas… Det er fremmedsprog for mig, det ikke min verden, jeg snakker ikke sproget, lad for guds skyld være med at sende mig derover….Og hvorfor overhovedet, alle kvinder ved jo at diverse byggemarkeder er mændenes svar på vores højtelskede shoppingsentre.
5. Forsikrings mænd. Ring ring…Snakker jeg med den forsikringsansvarlige….? Det for en i h…. det ikke er…. noo way, glem det. Jeg magter det ikke. Det er bare ikke mit ansvar. Punktum.
Alt for manges liv påvirkes af angst, lige fra den lille hverdagsangst til en altomfattende panik angst, overstående er heldigvis skrevet med et glimt i øjet. Nu vil jeg slukke computeren, og gå videre med endnu en “skal opgave”: aftensmaden. Men hey, hvem slukkede egentlig sidst for computeren og vaskede de mon hænder?
Ofte fatter vi slet ikke hvad der rammer os. Det gik jo lige så godt, alt var fantastisk og pludselig er der intet der er godt nok og vi bliver konstant kritiseret eller den anden bliver irriteret på os over småting.
I starten af forholdet bliver vores ben slået væk under os og alle vores drømme og håb bliver opfyldt, vi kan næsten ikke tro at det er rigtigt. At vi virkelig har mødt vores drømmeperson, prinsen eller prinsessen på den hvide hest.
Vi bliver inviteret ud og intet er for godt til os, vi har fantastisk sex, prinsen/prinsessen er så charmerende og kender alle mennesker og vil gerne præsentere dig for dem. Eller de siger at de er gode venner med mange kendte. De kan slet ikke forstå at din eks forlod dig eller ikke var god mod dig.
Du bliver vist frem som et statussymbol, han/hun er så stolt af dig, praler med alt det du kan og har gjort, du er så fantastisk. Og de fleste af os nyder da at få den opmærksomhed og strøm af kærlighed, særligt hvis man kommer fra et trist eller dysfunktionelt tidligere forhold. Eller fra en dysfunktionel familie, hvor du aldrig var god nok, hvor ingen lyttede til dine behov eller opfyldte dem. Så føler man jo at man er kommet i himlen, når kærlige ord og løfter regner ned over en og mange af dem bliver opfyldt i starten….
Alting går meget hurtigt og ofte begynder han/hun tidligt at tale om at flytte sammen, for ”vi passer jo så godt til hinanden” og måske står de lige og er ved at flytte et andet sted fra, så de mangler faktisk et sted at bo. Eller ”vi kan jo spare penge ved kun at have en husleje, så har vi flere penge til oplevelser.”
Hurtigt begynder sms’er at fylde din inbox med kærlige beskeder om; ”tænkte lige på dig og hvad du laver nu? Det er bare fordi jeg elsker dig og savner dig så meget”… ”du er så dejlig og så fantastisk”
Der er et navn for det på engelsk, ”lovebombing”.
I starten er det jo meget sødt, men efterhånden begynder det at ligne kontrol… ”hvor er du og hvad laver du? Hvem er du sammen med?” Og der er ikke plads til andre i din inbox.
Stille og roligt begynder tonen at ændre sig og blive skarpere og skarpere og en dag kommer du til at sige eller gøre noget som får vedkommende til at flippe helt ud. Og de fleste normale mennesker vil jo sige, nå men det var bare en enkelt raptus, man skal jo give folk en chance til. Men der kommer flere og flere af disse raserianfald eller irettesættelser over ting du har gjort forkert. Langsomt flytter du din grænse for hvad du vil finde dig i, for han/hun er jo også så omsorgsfuld, så ansvarlig, så venlig, så dygtig og ofte meget god til at argumentere for deres sag. ”Du kan da nok se, at det var fordi du gjorde sådan, at det gik sådan.”
Problemet er, at der ikke er nogen erkendelse af, at de gør noget forkert, det er dig der har fejlen eller dig, der har fået dem til at reagere på den måde. Du provokerede eller det var din opførsel som var forkert. De gør ikke noget forkert, og det kan de få bekræftet mange steder. For som regel har de en pletfri opførsel ude i verden. I deres omgangskreds er de den flinke, som alle kan lide, som hjælper og støtter og giver komplimenter.
Efterhånden vil du opdage at det er alle andre der får komplimenter, ikke dig. Dig er der flere og flere ting i vejen med, du er kedelig og har du ikke taget lidt på?
Nu er vi ved at indse at det er en narcissist vi har med at gøre eller hvad? Nej, for de fleste mennesker ved ikke at de findes overalt omkring os. De er ikke klar over symptomerne, signaler vi skal være opmærksom på.
Narcissisterne er i familie med psykopater, men dem forbinder vi jo med øksemordere og bankrøvere, så det vil vi jo ikke se en sammenhæng med. Men det er bare et spørgsmål om graduering. Psykopaterne er længere ud ad skalaen, men de er på den samme skala.
Disse mennesker bliver også kaldt hverdagspsykopater og de er giftige at være i nærheden af. Vi skal bare have prøvet det først og få viden omkring dem for at kunne tage forholdsregler og sikre os selv.
For uden at vide det bliver vores selvværd og vores ellers gode dømmekraft stille og roligt nedbrudt og vi bliver forvirrede og nemme ofre for narcissisten.
Faktisk opstår der skader i hjernen på samme måde som ved PTSD, fordi man er under konstant stress og man forstår ikke hvad der er galt. Man holder op med at tro på sine egne følelser og bliver mere og mere overbevist om, at det er mig der er noget galt med. Det er narcissistens spidskompetence, at få dig til at tvivle på dig selv.
De er mestre i at lyve og hvis de bliver grebet i det, har de ingen anger og kan endda smile af det. Det oplevede jeg flere gange i mit parforhold.
For narcissisten er det hele bare et spil, det gælder om at vinde hver gang, enhver diskussion, ethvert skænderi og hvis du hidser dig op og græder eller råber, har de vundet, så har de fået den reaktion de gerne ville have. De lever af dramaet, hvis det går alt for stille og roligt derhjemme, kan de hurtigt skabe et drama. Eks. ” jeg tror ikke vi er gode for hinanden længere”. Den bemærkning fik jeg ca. en gang om måneden i et forhold jeg var i i 10 år. I starten slog det mig helt ud og jeg blev ked af det og græd og så sagde han bare, at det var bare for sjov, han mente da ikke noget med det, hvordan kunne jeg tro det?
Nogle år senere jeg tog det alvorligt og begyndte at lede efter et andet sted at bo, for da var jeg begyndt, at tage det mere roligt og egentlig også selv ønskede at komme væk, men så vendte han det rundt. Der kan du bare se, du ønsker slet ikke at være sammen med mig.
Det er noget som står i Narcissistens manual; lav et tjek på om hun/han stadig elsker dig. Prøv dem af.
Jeg flyttede fra denne mand et utal af gange og flyttede tilbage igen. Han kunne altid overtale mig til at komme hjem igen, for vi passede jo så godt sammen.
Det er en anden ting de kan, de giver os et endorphin-kick som vi bliver afhængige af. De kan få os til at føle os som de mest attraktive mennesker i verden, de mest elskede og tilbedte og så tager de det væk igen.
Det hedder på engelsk push-pull.
Når de tager det kick væk, er der næsten ikke noget vi ikke vil gøre for at få det igen. Jeg har hørt om nogen som blev i forhold, hvor det var 30 år siden, at de havde fået den oplevelse, men blev der i håbet om at få det igen.
Man kan tænke; jamen er man ikke dum, hvis man bliver i sådan et forhold? Men det har ikke noget med dumhed at gøre, det er en form for afhængighed, de giver os et drug og så er vi hjælpeløse, indtil vi får den viden som jeg gerne vil være med til at sprede. Og der er flere og flere som har set ”lyset”, der er communities på youtube.com som hjælper hinanden med at komme ud af disse giftige forhold og videre i livet, bla. Narc ology unscripted.
Og man har brug for hjælp, for de er fantastiske til at lokke en tilbage igen, selvom man tror man er kommet videre.
De har en tendens til at blive ved med at sende beskeder, lokkebeskeder, selv år efter at forholdet er sluttet, for at se om de stadig har magt over dig. Det har intet med kærlighed at gøre, men det kan vi ofte komme til at forveksle det med. ”arhh, han savner mig og elsker mig stadig selvom det er 2 år siden vi er gået fra hinanden”! Nej, han elsker dig ikke, han aner ikke hvordan kærlighed føles og han kommer aldrig til at give dig det du har brug for. Han kan give dig en erstatning, men du opdager hurtigt, at det varmer ikke ret længe for det er ikke ægte og han kommer ikke til at få empati eller medfølelse med dig eller dine børn, han elsker heller ikke sine egne børn.
Det findes ikke i narcissisten, han/hun er en tom skal, som hele tiden søger brændstof til at fylde dem op og det er det eneste du nogensinde vil blive for ham/hende, brændstof. Svært at erkende, hvis man har brugt mange år på dem, men det er også en lettelse, når man har sørget over, at alle ens drømme ikke kan blive til noget med den person, i hvert fald. Men de sætter ofte dybe spor i os, og derfor kan mange have brug for terapi efter et eller flere forhold til narcissister.
Har du haft en narcissist i dit liv og kunne du have interesse i at dele din historie? Så send den til mig på kontakt@lachika.dk og lad mig høre hvis du ønsker den udgivet anonymt. Jeg håber på at høre fra dig 🙂
Jeg brænder for at så mange som muligt får et dejligt sexliv, ikke at det er det eneste saliggørende i livet, men det giver så meget mere livskvalitet for de fleste og hvis noget ikke fungerer, kan det nogle gange fixes, så hvorfor ikke gøre noget ved det?
Lad os tale om de svære emner, få dem luftet, så er det måske ikke er så slemt alligevel.
Det kan være orgasmeproblemer, smerter, overgangsalder mænd og kvinder, det kan være kropsidealer, nøgenforskrækkelse. Skriv til mig og stil spørgsmål, så vil jeg gøre hvad jeg kan for at svare på dem.
Det bliver sagt igen og igen, at julen er børnenes fest, at julen handler om at give, om næstekærlighed og duften af pebernødder der stile spreder sig i hjemmet. Men er det nu også sådan det reelt er? Vi ønsker alle empatiske, givende børn, men hvordan undgår vi at julen ikke bare bliver en forbrugsfest, hvor vi og børnene blot kræver ind?
Jeg har her samlet nogen eksempler på, hvordan vi som forældre kan give jeres børn gode og sunde juleværdier i årets julegave.
Gør hvad jeg siger, ikke hvad jeg gør.
Vil du have at dine børn er venlige og hjælpsomme overfor andre, må du selv vise vejen først. Næstekærlighed er ikke nødvendigvis noget vi er født med. Det bedste, er hvis de ser det helt konkret. Hjælp din nabo, den gamle dame i butikken, vis at det er vejen frem og at det er givende at hjælpe andre.
Det handler om at give, ikke få.
Jeg elsker og få gaver, også at give dem. Til tider, kan jeg næsten ikke vente med at få pakken afleveret, så jeg kan se glæden i modtagerens øjne. Men vi skal begrænse os, så det ikke kun handler om mængden og størrelsen, men at det på lige fod med at modtage også er skønt og give. Der er ikke nogen bedre anledningen end julen, hvis man gerne vil lære børn at give. De mærker selv helt konkret, hvor fantastisk de synes, det er at få, og det er en god motivation for os at lære at give til andre.
Stop op i juleræset.
Nogle børn får rigtig mange gaver juleaften, og selvom vi måske ikke tænker over det, så præger det børn at få så mange ting på en gang. Derfor kan det være godt at skabe nogle “sunde” rammer omkring netop gaverne. Fx kan I lade børnene give deres gaver, før de får deres egne, så de helt konkret mærker glæden ved at give. Det kan også være, at man kun tager imod en gave af gangen, så børnene kan nå at stoppe op og mærke, at de faktisk er glade for det, de har fået, og så de kan nå at sige ordentligt tak inden de kaster sig over den næste, sådan gør vi her. Alle ser hinanden pakke gaverne ud, ser glæde ved at give og få.
Glæde i den lange ventetid.
Lige så snart vi er midt i oktober, og blot kan skimte julen i horisonten begynder især børn og glæde sig til julen. Og så kan ventetiden være dræbelig lang. Men Julen kan hjælpe vores børn med at lære værdien af at glæde sig til noget – og dermed også værdien af nogen gange at skulle vente på noget. Snak hele året om ting I glæder jer til, fælles oplevelser I har i vente, nye minder I skal skabe. På den måde kan børnene aktivt tage værdien, “at glæde sig” med hele året.
Traditioner er godt.
Når man er barn, ændre ting sig hele tiden, der stilles nye krav dagligt, og børn skal i den grad være omstillingsparate for at følge med i en ganske almindelig hverdag. Det gode ved traditioner er, at de ikke ændre sig dagligt, men er det samme fra år til år. Det giver tryghed at vide, at tingene er som de plejer, det er godt og holde fast i at gøre tingene, som I plejer. På den måde lærer børnene nemlig betydningen af traditioner, og mærker hvor værdifuldt det er at holde fast i noget og vende tilbage til det år efter år.
Nærvær & tid sammen.
Slap af, lad være med at booke hele julen med planer, giv jer selv og jeres børn tid til blot at være sammen. Vores fulde opmærksomhed, er en af de bedste gaver, vi kan give vores børn. Det at give vores børn minder for livet, det er julens sande mirakel. Uanset hvordan og hvor I skal fejre julen, håber I får den aller bedste jul, præcis som i må ønske den.
Vi håber alle på en fredfyldt og harmonisk juletid, men julen er for mange mennesker også, en stressende tid. For der er pres på.
Vi er en kristen nation. Vi synger salmer og mindes de gode gamle bibelske påbud om at være næstekærlige og fromme i hjerterne.
Vi samles i familierne for at hygge, selvom vi udmærket ved, at familiearrangementer er sprængfarlige områder for mange af os.
Så snart vi samles om familiekagebordet, falder vi tilbage i barndommens ulidelige rollespil og presses til det yderste af overtrætte børn, fulde onkler/tanter, irritationsmomenter og alt for mange og alt for store forventninger til julehyggen.
Julen er
på mange måder opgejlet og opkørt. Vi trænger jo for pokker bare til lidt ferie
og afslapning og ro her i vintermørket, hvem har brug for femten familiebesøg
og gaveudveksling af køkkenudstyr vi i forvejen har nok af?
MEN, men,
men, julen er jo også dejlig og livsbekræftende: Lysene der glimter overalt,
duften af kanel og søde sager, pynt og glimmer, et glas gløgg her og der, og
igen: Det smukke budskab om næstekærlighed!
Mit juleønske kunne være; lad os bringe næstekærligheden ind i det nye år. Lad os bringe det humane kristne budskab ind i vores liv, i vores land, i vores dybe grundværdier. Kærlighed til vores næste, kærlighed til alle omkring os, og til alle dem vi ikke kender. Kærlighed til alle der har brug for ømhed. Til dem der behøver den mest.
Den kærlige tone
Og hvem
behøver den mest? Måske er det vores fulde tante, de overtrætte børn, den
vrissende svigerinde, den kritiske bror, den fordømmende farfar?
Tænk, hvis
vi kunne vise dem næstekærlighed, altså respekt og ømhed, når de er allermest
irriterende tredje juledag, hvor kvalmen er ved at drive os til vandvid.
Tænk hvis
vi kunne bevare en kærlig tone overfor hinanden, selvom vi føler os støtte,
provokerede, skuffede og sårede.
Tænk hvis
vi kunne minde os selv om, at alle de andre også er pressede og også lider
under tåbelige roller fra barndommen og dysfunktionelle familiemønstre.
Gid vi
kunne bevare fatningen, og holde en kærlig tone.
Taler vi pænt?
Vi
danskere går utroligt meget op i, hvad vi putter i munden. Er det økologisk,
fedtfattigt nok og ernæringsmæssigt korrekt? Har vi husket det glutenfri brød,
soyamælken og grønsagerne? Er der svinekød og flæskesylte nok til alle? ALT
hvad vi putter i munden bliver vendt og drejet.
Men hvad
med dét der kommer UD ad munden? Husker vi også at gå op i det? Hvilke ord
bruger vi, hvad ligger der bag vores ord, taler vi pænt om andre mennesker,
snakker vi respektfuldt til hinanden, holder vi en god tone?
Husker vi,
at det er ud af munden, at næstekærligheden skal klinge? Når vi skælder,
irettesætter, bagtaler, vrisser, hundser, nedgør og råber.
Ømhed og respekt
Vores tone
og ord er udtryk for vores grundværdier. Lad os huske det, når vi snakker om
andre. Når vi (bare fordi vi kan) hæver os op på piedestaler og taler hårdt om
de andre.
Når vi
nedgør andres værdier, andres trosretninger, andres tilstedeværelse. Når vi med
ord (og handling) behandler vores næste med kulde og hårdhed.
Hallo, skal vi ikke leve op til de fine salmer og julehistorier, som vi bryster os af at være bundet kulturelt til?!
Vores tone
bør være fuld af forståelse for andre, vores ord bør varme vores nærmeste og
dem vi ikke kender, med ømhed. Varme og ømhed er vejen frem!
Nu i denne
stressede juletid. Og resten af den tid vi lever på denne smukke og mangfoldige
planet. Vores alles jordklode.
Jakob Olrik kan i dag se tilbage på en særdeles afvekslende virke som sexolog, projektmager, kunstelsker, konceptudvikler, komiker, eventmager, fotograf, forfatter, far, investor, foredragsholder, fritænker og nytænker.
Som sexolog er han især kendt for at kæmpe for en kærlighedsrevolution. Stod det til ham udskifter vi hurtigst muligt de romantiske illusioner med en autentisk kærlighed, der bygger på åbenhed, rummelighed, sårbarhed og humor.
Hans mest centrale råd er, at vi skal droppe fastlåste forestillinger om, hvordan drømmemanden og drømmekvinden ser ud, turde kaste os ud i ukendt land og lægge energi bag at flirte igennem med alle vores sanser.
Vi skal turde bide live i låret!
Det er ingen hemmelighed, at det er en hård opgave at komme ind i et forhold, hvor der medfølger et barn. Dengang jeg gik ind til det, havde jeg ikke den vildeste fantasi over hvad der krævede. Jeg var dybt forelsket i min kæreste og vidste, at han var min soulmate. Derfor mente jeg, at jeg nok skulle klare den rolle. Men det er hårdt arbejde og jeg er faktisk først nu ved, at finde mit fodfæste i det (efter 4 år). Ved at skrue lidt ned på mine krav på mig selv. Jeg har haft mine forventninger, skruet alt alt for højt op. Troet jeg skulle være noget, som jeg egentligt ikke er. Mor til min bonussøn. Det lyder måske fjollet. Men han har jo en mor. Så helt biologisk set, ville jeg aldrig kunne påtage mig den rolle. Ligesom der aldrig ville være nogen der kunne påtage min rolle som mor for vores fælles søn Jamie. Jeg tror ligesom det er gået op for mig, da jeg selv blev mor, hvad mor rollen egentligt helt følelsesmæssigt betød. At det mor og barn bånd der opstår, er der ingen der kan komme imellem. Men at du helt sikkert kan have en kæmpe betydning i et andet barns liv, da kærlighed ikke kun omhandler DNA og blod, men helt basalt om følelser fra hjertet.
Jeg ser mig som bonusmor og kalder mig det. Fordi jeg føler min bonussøn skal føle sig lige så meget hjemme og tilpas når han er ved os. Jeg kan ikke fordrage forskelsbehandling. Netop nu efter vi har fået vores fælles søn sammen, er jeg endnu mere obs. på, at min bonussøn skal have det lige så godt og rart. Jeg var så bange for, da den mindste kom til verden, at den store ville blive overset. Men når jeg så ser på vores skønne drenge, med det bånd de to har fået sammen nu, er jeg helt solgt og slet ikke i tvivl om, at vi har gjort et godt stykke arbejde med begge unger. De er som rigtige brødre skal være. Omsorgsfulde, kærlige, drilske og bare fuld af spilopper. Jeg slapper meget mere af i rollen som ekstra støttende forældre nu. Tror det hele handler om tid og engagement. Jeg ville jo det her fra starten af, så selvfølgelig skulle det hele nok blive nemmere. Når du begynder at tænke anderledes, jamen så handler du altså også bare anderledes og der sker forandringer på hjemmefronten. Børn kan mærke alt og jeg er sikker på de kan mærke, at jeg priorieter mere det positive i livet, at leve i nuet og derved synes tingene lysere og vi trives endnu stærkere som denne “mixede” familie.
Jeg kan virkelig råde andre bonusmødre derude, som måske har svært ved, at finde sig selv i denne rolle, at begynde at tænke anderledes. Jeg har hele tiden stræbet efter at være den bedste, af den bedste. Men jeg har valgt at prøve at tænke således: Du er en stærk kvinde, du er blevet valgt i kærlighed og betroet til denne vigtige rolle. Ikke alle kunne gøre det du gør! det gør dig til noget særligt.
Livet er ikke rosenrødt og hvis det var, hvad skulle vi så lære af? Jeg er sikker på, at vi skal igennem nogle bomb på vejen, for at nå dertil hvor vi vil hen. Så at begynde at tænke anderledes, har taget mig meget lang tid og jeg arbejder stadig med det. Det er vigtigt at nævne, da det her ikke er sket over en nat. Mit mål fremover er simpelthen RELAX! Skrue ned for det jeg tror jeg skal være og bare være mig. Fokuserer på alle bonusserne. Fokuserer på alle følelserne og glæden. Der er ingen opskrift på det at være bonusmor. Vi kan være det på vidt forskellige måder. Tage meget ansvar. Tage ikke meget ansvar. Jeg vælger det lige imellem. At være den støttende ekstra omsorgsperson min bonussøn har brug for. Være den sjove, pjattede, den han elsker at danse til høj musik med lørdag morgen. Den han altid holder med når vi spiller spil. Den der holder om ham, når det hele kan virke urimeligt. Den han altid kan regne med. Den der elsker ham ubetinget og på min helt egen måde.
Kære bonusmødre. Min pointe er, at i skal gøre tingene på jeres måde. Husk på at i er guld værd! I er med til, at sikre tryghed, kærlighed og håb for fremtiden i et andet menneskes liv.
Mor, bonusmor, kæreste. Uddannet ergoterapeut og kommende massør. Forever independent business owner. Salsation basic instructor. Drømmer om, at guide dig mod et positivt og meningsfuldt liv. Jeg tror på det spirituelle og at vi kan udnytte vores potentiale bedst muligt, hvis vi lytter til det inderste i os selv. Helt ind i vores hjerter. Masser af kærlighed og positiv energi. Marlene
Her i november har min datter fødselsdag. Hun fylder 3 år. Det er jo helt crazy at tænke på. Tænk, at jeg har været nogens mor i 3 år.
Gad vide, om det også betyder, at jeg nu opgraderer til Mor 3.0 versionen?
En ny version med vigtige opdateringer, seje nye features og rettelser af gamle fejl og problemområder 😄 Man har lov at håbe!
Men det betyder i hvert fald, at jeg kan se tilbage på 3 år med sindsygt meget læring. Det er sgu en stejl læringskurve, man kommer igennem, når man bliver mor. Jeg har i hvert fald lært utrolig meget.
Jeg har siddet og funderet lidt, og jeg vil gerne dele mine 5 vigtigste læringer med dig. Jeg vil gerne dele de 5 vigtigste ting, jeg har lært om at være mor – ved at blive mor.
Min lille familie inden den blev større – Min mand Rudi, Ellie og mig selv
1. Du får et dejligt barn uanset, om du ammer eller ej
Da jeg fik min datter, Ellie, for 3 år siden, gik amningen fuldstændig galt.
Jeg lå på patienthotellet allerede de første 2 døgn efter at have født og græd af smerte, hver gang jeg skulle amme. Jeg ønskede at amme. Det gjorde jeg virkelig. Men efter en uge havde jeg allerede voldsomme sår på begge brystvorter, hvilket førte til en voldsom omgang brystbetændelse (der kom igen og igen), 4 hospitalsindlæggelser i løbet af den første måned som mor, samt brystbylder, saltvandsdræn og smerter, jeg ikke ville ønske for min værste fjende.
Jeg nåede der til, hvor jeg ønskede, hun ikke ville vågne fra sine lure, for så skulle jeg jo amme hende, og det kunne jeg slet ikke overskue, for det gjorde SÅ ondt.
Da Ellie var 6 uger gammel var hun 100% flaskebarn!
Puha. Det var en hård start på livet som mor, og særligt var det i lang tid efter en hård kamp med mig selv at acceptere, at jeg ikke skulle amme mit barn. Det føltes som en falliterklæring.
I april 2019 fødte jeg så min søn, Sylvester, og jeg har ammet ham fra dag 1. Jo jo, jeg skulle lige lande i det hele, og vi skulle finde hinanden, men det har som sådan gået gnidningsløst med amningen. En fuldstændig anden oplevelse at amme denne gang.
Men men men.
Nu har jeg fået to børn. Og jeg har prøvet at have både et flaskebarn og et ammebarn. Der er alverden til forskel – og der er fordele og ulemper ved begge dele, som jeg ser det. Men – jeg har fået to dejlige, sunde og raske børn ud af det. Så i sidste ende betyder det ikke det store, om du ammer eller ej.
Det eneste, der betyder noget, er, at du og dit barn har det godt, og at du træffer den beslutning, der er rigtig for jer. Alt andet er pisse ligegyldigt.
Det er i hvert fald ikke et særlig vigtigt spørgsmål, når alt kommer til alt.
To amme or not to amme – that is not the question 😉
Og det leder videre til punkt nummer 2.
Vinteren 2019 – da jeg var gravid med Sylvester
2. Det meste af, hvad du tror er pissevigtigt, vil vise sig ikke at være det
Amning eller flaske?
Fuldamning til 6 måneder eller igang med grød?
Stofbleer eller ej?
Vegetar eller kød?
Samsovning eller egen seng?
Barnevogn eller klapvogn?
Sengetider?
Putteritualer?
osv osv osv
Hold fast hvor man kommer igennem mange overvejelser, diskussioner og refleksioner på vejen mod moderskab. Der er så meget at tage stilling til, så mange meninger, så mange gode råd, så mange ting man kan, så mange bøger at læse og så mange eksperter at lytte til.
Hånden på hjertet, så har jeg ikke læst en eneste baby/børne/opdragelsesbog nogensinde, og jeg har i høj grad prøvet at gå med min intuition, når der har skulle træffes beslutninger. Det har fungeret upåklageligt.
Og det har også vist sig, at størstedelen af alle de ting, jeg har gået og spekuleret over, frygtet og overvejet – de er ikke så vigtige i sidste ende.
Dit barn kommer til at blive et dejligt barn og et dejligt menneske uanset, om du vælger det ene eller det andet i langt de fleste tilfælde.
Så træk vejret og bare vælg det, du synes. Det skal nok gå rigtig fint alt sammen.
3. Du kommer til at gentage dine forældres fejl
Uanset, hvor meget du prøver at undgå det, så står det ikke til at undgå. Du kommer til at gentage nogle af de fejl, dine forældre har lavet med dig. For du er et produkt af dine forældre. Deres mønstre er indprentet i dig.
Jeg har sagt til mig selv virkelig mange gange, at jeg ALDRIG ville gøre x, y, z med mine børn, som mine forældre havde gjort med mig (underforstået: for det var da frygteligt, ondt og skadeligt at gøre mod et barn). Og alligevel kan jeg høre min mors ord (med min mors tonefald) komme væltende ud af min mund i retningen af mine børn, når jeg er presset og linen er strukket helt ud.
Kan jeg lide det? NEJ! Sker det? JA!
Deal with it!
4. Du kommer til at begå nye fejl
Oh yes. Oveni de deprimende nyheder fra punkt 3, så kan jeg også fortælle dig, at du oveni at gentage fejl også kommer til at begå dine egne fejl som mor.
Og det sker også selvom du har læst ALLE de rigtige bøger (og nej, jeg har stadig ikke læst nogle bøger om børn, babyer, opdragelse eller andet).
Og det sker også stadig, selvom du har de bedste intentioner og elsker dit barn højere end noget andet.
Det sker.
Det sker, fordi vi er mennesker. Og mennesker begår fejl.
Så tilgiv dig selv.
Mit største lille menneske – Ellie
5. Kys, kram og elsk – resten betyder ikke så meget
Tilbage til punkt 2 – det meste af det, du tror er pisse vigtigt, er det ikke.
Det aller vigtigste – det ALLER ALLER vigtigste er, at dit barn føler sig elsket.
Elsket. Set. Mødt. Velkomment. Trygt.
Giv dit barn dét, og så kan du fucke op med resten. Det betyder ikke så meget, hvis det første er på plads.
Så kys dit barn.
Kram dit barn.
Og elsk dit barn.
Så skal det hele nok gå. Kriserne og konflikterne bliver løst igen. Bare prop dem med kærlighed, så ofte som du kan. Og sig undskyld, når du ikke kan <3
Hej – jeg hedder Siff, og jeg arbejder som Sexolog, Life Coach og Totum kropsterapeut i København.
Jeg bor i en lejlighed Københavns nordvestkvarter med min mand, Rudi, og hans søn, Malthe, samt vores to fælles børn; Ellie fra 2016 og Sylvester fra 2019.
Jeg driver min virksomhed Siff Storm fra min klinik i centrum af København, som jeg deler med min mand.
Jeg bander meget, er ofte sarkastisk, og jeg kommer aldrig til at føle mig som en rigtig dame. Og så elsker jeg fjol og flødeboller fra Irma (dem med mørk chokolade, naturligvis!)
Jeg skriver om krop, selvværd, følelser, sårbarhed, sex, kærlighed og relationer – i det hele taget bare lidt af hvert om dét at være menneske, mor og kvinde.
