+45 51917135 kontakt@lachika.dk
DIY: Hundepude til din bedste ven

DIY: Hundepude til din bedste ven

Okay, first of all – selvom opslaget hedder HUNDEpude, kan du altså på nøjagtig samme måde lave en KATTEpude, en BABYpude, en HAMSTERpude, en LEGUANpude eller en NÅR-KÆRESTEN-SNORKERpude. Du bestemmer selv størrelsen og farven , så der er altså rig mulighed for at folde kreativiteten ud her!

Nå, tilbage til emnet… Vores hund (som er for stor til at være i sofaen) vil naturligvis gerne være med, når vi om aftenen slapper af på langs og ser tv. Han har derfor haft diverse dyner og tæpper liggende og flyde på det meste af stuegulvet – bestemt ikke noget kønt syn. Der findes mange pæne hundepuder på markedet, men også her blev hans størrelse en udfordring, samt at prisen naturligvis stiger til vejrs i takt med behovet for ‘mere pude’.

SÅ!… Deraf kom ideen om at prøve at lave en passende hundepude selv.
Jeg var så heldig, at et familiemedlem havde en gammel skummadras, som skulle smides ud. Den fik vi hurtigt afhentet til formålet.
Derefter var udfordringen at findende noget passende stof, som jeg kunne beklæde puden med. Jeg ønskede mig, at stoffet skulle være lidt neutralt og gerne passe i stil med vores øvrige møbler. Samtidigt også gerne praktisk. Og ikke for mørkt, da Speedy-gon-fældning jo er hvidhåret, og at vi har hvide hår på ALT.
Jeg endte med at køre i Jysk, hvor jeg fik ret meget stof for pengene ved køb af et lysegråt, neutralt bomulds dynebetræk.

Så altså – til projektet skal du bruge følgende:

  • En skummadras – eller noget andet, som vil kunne fungere som fyld.
  • Stof til betræk – Jeg foretrækker bomuld, da det er slidstærkt, nemt at arbejde med og udvundet fra naturen. Men HUSK for guds skyld at vaske det, inden du syr i det. Ellers risikerer du, at betrækket bliver for lille, hvis du først vasker det EFTER, du har syet i det, da bomuld jo har det med at krympe i vask.
  • En symaskine
  • Tråd
  • Saks
  • Et målebånd
  • Knappenåle
  • Noget at tegne med

Sådan gør du:

Step 1

Start med at måle skummadrassen og markér med en tusch størrelsen, som du ønsker, at din pude skal have. Jeg har lavet min hundepude 100×70 cm.

Step 2

Klip eller skær madrassen i den ønskede størrelse.

Step 3

Læg stoffet dobbelt og på vrangen og placér dit madras-stykke ovenpå. Jeg har placeret min madras således, den når ned til lynlåsen i bunden af betrækket, så er jeg nemlig fri for selv at skulle sætte lukke-mekanisme i – smart ikk?!
Tegn evt. op på betrækket, hvor puden går til.

Step 4

Udregn nu hvor meget ekstra stof ud fra madrassen du skal bruge. Hvis madrassen f.eks. er 8 cm tyk, skal du bruge 4 cm stof (da stoffet ligger dobbelt) + ca. 1 cm sømrum. Tegn en streg, hvor stoffet skal klippes af. Sæt knappenåle på indersiden langs stregen, så de to stykker stof forbliver samlet.

Step 5

Klip langs med stregen og frigør dit kommende pudebetræk.

Step 6

Så skal vi igang med at sy!
Sy langs med kanten i det beregnede sømrum og brug zigzag-sting, så stoffet ikke løber.

Step 7

Når du har syet hele vejen rundt, så prøv om betrækket passer. Er det for løst, så sy evt. en gang mere rundt langs kanten – men et par cm længere inde. Når du er tilfreds, kan du evt. klippe det overskyende sømrum af.

Step 8

Sy nu et par cm på tværs af din syning i hvert hjørne. På denne måde får du pæne, skarpe hjørner på din hundepude.
(Se evt. næste billede)

Step 9

Vend betrækket tilbage til ret-siden og træk det over dit madras-stykke.

Step 10

Tadaa!… Færdig.
Lad nu din bedste ven flytte ind.

Husk at det kan tage lidt tid at blive helt dus med nye ting og dufte. Gør evt. puden lidt ekstra hyggelig med et af Fido’s velkendte tæpper de første par dage. Så skal puden hurtigt blive et hit.

Inspiration:

Herhjemme er puden blevet et stort hit!
Den er dejlig blød at ligge på, den vejer ingenting og kan derfor nemt flyttes alt efter, hvor familien befinder sig. Betrækket kan let tages af og på og er ingen sag lige at smide i vaskemaskinen, når det trænger.

Eftersom at jeg fik skummadrassen gratis, har jeg i alt brugt sølle 80 kr. på hundepuden – det er da en pris, der er til at betale.

Jeg håber, at jeg har kunne inspirere dig til at kaste dig ud i endnu et kreativt projekt; og du er som altid velkommen til at dele dit resultat med os via hashtaggene #byskovdiy og #lachikadk .

God krealyst og rigtig god sommer 🙂
– Sandra Byskov.

Læs også: DIY: Kreative urtepotteskjulere

DIY: Kreative urtepotteskjulere

DIY: Kreative urtepotteskjulere

Sommeren nærmer sig, og måske har du det ligesom mig, at kribler for at pynte terrassen med friske sommerblomster og andre fine pynteting.
Men! Det kan være en dyr omgang sådan at give terrassen en sommer-makeover…

HELDIGVIS er du havnet det helt rigtige sted! I det her indlæg viser jeg nemlig, hvordan du nemt og billigt kan forvandle genbrugs-bøtter til søde urtepotteskjulere. Det er godt for både pengepungen OG for miljøet – win win!

Det skal du bruge:

  • En bøtte/spand/dåse, som du kan dekorereJeg genbruger disse plast-bøtter fra skyr, men mange andre løsninger kan naturligvis også bruges.
  • Noget reb af en art Jeg har købt disse flettede dekorationsbånd til billige penge hos Flying Tiger. Jeg har brugt 9 m. pr. bøtte, men længden afhænger naturligvis også af bredten på båndet.
  • En saks
  • Limpistol
  • Rigeligt med lim

Sådan gør du:

Varm limpistolen op og lim enden af rebet fast øverst på bøtten.

Sæt små klatter med lim langs kanten (Du behøver ikke at lime hele vejen rundt)

…Og placer rebet oveni limen. Hold et kort øjeblik, og pas på at du ikke brænder fingrene.

Fortsæt på samme måde hele vejen ned ad bøtten. Det er ganske simpelt, men kræver lidt tålmodighed.

Når du kommer ned til enden, klipper du rebet skråt og fastgør det med en klat lim.

Så er urtepotten klar! Nu er det bare at vælge din yndlingsplante, der kan flytte ind i den. Du kan enten plante direkte i bøtten eller bruge den som skjuler.

Mange muligheder:

Om du bruger urtepotten indendørs, udendørs, til krydderurter, til stueplanter eller til flotte sommerblomster på havebordet er naturligvis helt op til dig.

Herunder får du et lille udsnit af, hvordan urtepotterne bliver brugt hos mig:

Del meget gerne et billede af dit resultat med os via hashtagene #byskovdiy og #lachikadk , vi kunne nemlig godt tænke os at se, hvordan DU bruger den kreative urtepotte.

God krealyst og rigtig god sommer! 😀
– Sandra Byskov.

Læs også: DIY: Opsats til krydderurter

DIY: Bodyscrub med citron

DIY: Bodyscrub med citron

Vi udsætter vores hud for meget – sol, vind, varme og kulde – og det er derfor vigtigt, at vi sørger for at pleje den godt. Og hey – hvem elsker ikke at gøre lidt godt for sig selv i ny og næ? 🙂

Denne her opskrift har en mild, peelende effekt, der skrubber alt skidt og gamle hudceller af. Dernæst vil scrubben efterlade huden blød, smidig og gennemfugtet. Duften af citron giver en behagelig og frisk fornemmelse.

Det skal du bruge:

  • 125 g almindeligt hvidt sukker
  • 2 spsk kokosolie
  • 2-3 spsk citronsaft

Bland ingredienserne godt sammen og put scrubben i et lille glas eller en bøtte med låg. Scrubben kan holde sig ca. 1 – 2 måneder.

Tip:

Brug scrubben som selvfokælelse eller giv den til én, du holder af. Bodyscrubben egner sig nemlig også super fint som en hjemmelavet værtinde-gave eller en lille betænksom hilsen.

God fornøjelse og god krealyst! 🙂


Læs også: Lav dine egne granatæblemasker til din hudpleje

DIY: Påskeæg med marmor-look

DIY: Påskeæg med marmor-look

Påsken nærmer sig, og gule kyllinger og royale påskeæg popper stille og roligt frem i de danske hjem; men påsken er også en oplagt mulighed for at være kreativ. Disse påskeæg er super dekorative, de er nemme at lave og du bestemmer helt selv farverne – jo, faktisk er de så nemme, at de fleste børn også kan være med her.

Jeg har lavet en kort guide, der består af 4 simple trin. Læs med herunder og lad påskehyggen indfinde sig.

Det skal du bruge:

  • Æg – Jeg har pustet 3 æg ud, som jeg ønsker at dekorere. Du kan også bruge hårdkogte, hvis du ikke ønsker at puste æggene (fremgangsmåden er dog en lidt anden).
  • 2 Glas – Som GERNE må blive beskidt med neglelak. Det ene skal være tomt, og det andet skal være fyldt med lillefinger-varmt vand.
  • Neglelak i dine ønskede farver – Og her behøver det naturligvis ikke være den dyre, lækre neglelak fra Essie. En billig udgave til 20 kr. fra netto klarer jobbet ligeså fint.
  • Træspyd – Hvis du bruger pustede æg. Hvis du i stedet vælger at bruge hårdkogte æg, vil jeg i stedet råde dig til at anskaffe et par gummihandsker.

Sådan gør du:

Step 1

Start med at føre træspydet forsigtigt igennem hullerne, som du har pustet ægget ud ad.

Step 2

Dryp neglelak ned i glasset med vand. Brug gerne flere farver samtidigt. Du kan også tilføje lidt gennemsigtig neglelak, hvis du ønsker mere af æggets egen farve til at være synlig.
Du kan evt. fordele farven i vandet med spidsen af et træspyd – men vær forsigtig ikke at trække al neglelakken op ad vandet med pinden.

Step 3

Dyp nu ægget i glasset og drej det forsigtigt rundt i neglelakken. Hvis du bruger hårdkogte æg, dypper du forsigtigt ægget med fingrene – men sørg for guds skyld for at have handsker på, hvis ikke dine fingre også skal have marmor-look.
Gentag step 2 og 3, hvis du ønsker mere farve på dit påskeæg.

Step 4

Når du er tilfreds, stilles æggene til tørre i det tomme glas.

Se – det var da nemt, ikk’? 🙂

Så skal der pyntes op!

Når æggene er tørre, kan du pynte med dem rundt i hjemmet.
Lim et satinbånd på med en limpistol og hæng påskeæggene på grene, læg dem i en lille kurv eller lad dem pynte i en blomsterdekoration til påskefrokostens værtinde.

Del meget gerne dine påskeæg med mig med hashtagget #byskovdiy og lad os inspirere hinanden.

God krealyst og rigtig god påske 🙂

Læs også: DIY: Æggeskal af gips

3 Tips til de første forårsblomster

3 Tips til de første forårsblomster

Når forårssolen langsomt får mere magt, kan det godt krible i fingrene for at plante blomster og at gøre haven forårs-lækker. Men det er også en lidt sårbar tid for forårsblomsterne, da der stadig er risiko for nattefrost.
Jeg har samlet 3 simple tips til dig her, som vil give dine første forårsblomster de bedste forudsætninger for en lang og lykkelig blomstring.

Tip #1 – Blomsternes placering

Tag først og fremmest hensyn til plantens fortrukne placering. En skyggeplante skal undgå for meget direkte sol, og en plante, der foretrækker meget sol, skal naturligvis placeres lyst og solrigt.

Dernæst kommer dit eget behov for blomsternes placering. Sæt dem et sted, hvor du ser dem, og hvor du kan få glæde af dem – om det så er ud for et vindue, ved hoveddøren eller andet.

I forhold til risiko for frost, er der typisk en anelse lunere langs med huset end ude midt i haven.

Tip #2 – Afløb til regnvand

I forhold til frost og forårsblomster, er det som oftest ikke kulden, som blomsterne tager skade af. Det er derimod den våde jord, der fryser til is, tør op igen, fryser igen osv, som rødderne ikke kan tåle.
Det er derfor vigtigt at vandet i blomsterne kan løbe fra, så rødderne ikke rådner.

Det allermest optimale er en krukke med hul i bunden. Er der ikke hul i krukken, så se om du har mulighed for at lave et selv evt. med en borremaskine.

Har du derimod ikke mulighed for at lave et hul, kan du fylde sten i den nederste del af krukken. Således kan vandet stadig løbe fra rødderne.

Tip #3 Kildevand og kærlighed

Ej, det passer ikke helt. Om du vander med kildevand, regnvand eller hvad pokker du bruger, er planterne ligeglade med.

Men kærligheden – den er god nok!
Det gode gamle udtryk med “at stikke en finger i jorden”, er nok det, der beskriver det bedst. Hold jævnligt øje med, om jorden er for våd, eller om planten trænger til vand. Sidstnævnte er dog mest hvis du har blomsterne stående under halvtag. På denne her kølige, våde årstid formår naturen oftest selv at forsyne blomster og planter med vand.

God fornøjelse!

Det var, hvad jeg havde for nu. Pøj pøj med forårets projekter og god fornøjelse i haven 🙂

Læs også: Forårsstemning ved hoveddøren

DIY: Lav dit eget solspejl

DIY: Lav dit eget solspejl

Okay, jeg indrømmer det – jeg er selv mega imponeret over, hvor god en idé det her i virkeligheden er! 😀 (Lidt selvfed må man vel godt være en gang i mellem).


Jeg fik ideen, da vores soveværelse havde fået en mindre make-over. Vi fik rykket rundt, malet og hængt billeder over sengen; men væggen ved siden af sengen var helt tom. Her var ikke plads til nogle møbler, og jeg synes ikke, at der skulle hænge billeder her også. Jeg måtte i tænkeboks og fandt kort efter nogle fine, små spejle med messing-rammer, som kunne passe fint ind. Men! Jeg blev ærligt talt lidt nærig, da jeg så prisen; og jeg havde jo ikke tænkt mig kun at nøjes med ét, vel? Så – på den igen og tilbage i tænkeboks.
Efter lidt research fandt jeg denne her skønne løsning, som jeg, som sagt, har ret meget optur over! Og ved du, hvad det bedste er? De koster ikke ret meget at lave. Følg med herunder, så guider jeg dig til, hvordan du kan gøre.

Det skal du bruge:

  • Et spejl af en art (Mit er i virkeligheden beregnet til at sætte stearinlys på og kostede 25,- i Føtex)
  • Pap
  • Sugerør – masser af dem!
  • Limpistol og rigeligt med lim
  • En tusch
  • Ståltråd
  • Spraymaling i din ønskede farve

    Og:
  • Dobbeltklæbende skumtape endte jeg med at bruge til at sætte spejlet fast med til sidst.

Sådan gør du:

Step 1

Start med at tegne en ring på dit pap. Den yderste cirkel skal være en smule mindre end dit spejl.

Step 2

Klip nu din pap-ring ud.

Step 3

Vikl et stykke ståltråd omkring pap-ringen og lav en lykke, som dit spejl kan hænge på væggen i. Vær obs på, at denne lykke skal kunne bære vægten fra dit spejl.

Step 4

Find nu dine sugerør frem og klip dem i forskellige længder. Jeg har valgt, at mine sugerør skal klippes i 3 forskellige længder.

Step 5

Lim nu det første sugerør fast til papringen med en limpistol.
– og du kan være helt rolig. Dette bliver bagsiden af spejlet, så det kommer ikke til at kunne ses.

Step 6

Så er det bare at lime derudaf!
Jeg har lavet et “mønster” på mit spejl, hvor jeg placerer sugerørene i længder i rækkefølgen: Lang, mellem, lang, kort osv.
Men det er her, du kan være kreativ og eksperimentere med forskellige udtryk.

Step 7

Du kan også lime sugerør i flere lag, som her. Det giver dit solspejl et tættere og mere kompakt udtryk.

Step 8

Fortsæt med sugerørene til du er kommet hele vejen rundt.
Og tag dig ikke af, hvis der er steder, hvor sugerørene sidder uens – det er der ingen, der ser, når musikken spiller.

Step 9

Så er det tid til at spraymale!
Jeg har valgt en blank guldfarve, men du har naturligvis frit valg på alle hylder.
Sørg for at få dækket sugerørene grundigt på begge sider og lad malingen tørre godt.

Step 10

Når malingen er tør, kan vi lime spejlet på papringen (modsatte side af, hvor søgerørene er limet på).
Mit spejl er jo begregnet til at stille stearinlys på og har filtdutter i bunden.
Derfor har jeg brugt denne dobbeltklæbende skumtape, der passer i højden med filtdutterne.
Tapen har jeg placeret rundt langs kanten, hvor jeg ved, at spejlet vil være i berøring med pappet. Filtdutterne har jeg samtidigt givet en klat lim fra limpistolen.

Step 11

Placer din papring med sugerør ovenpå spejlet og giv den et tryk, så limen og tapen hæfter godt fast.
Lad nu limen tørre helt, inden du hænger spejlet op.

Step 12

Bank et lille søm i væggen, hvor du ønsker, at spejlet skal hænge, og hæng forsigtet ståltråds-lykken udover sømmet.
Tadaa!! Nyd nu det færdige resultat eller lav flere, hvis du ønsker at dekorere mere af væggen.

Inspiration:

Jeg håber, at du har kunne bruge min guide, og at det måske har givet dig lyst til selv at være kreativ? I så fald er du meget velkommen til at dele et billede af dit resultat med mig med hashtagget #ByskovDiy og #lachikadk på instagram.

Tak fordi du læste med og god fornøjelse med projektet.

Læs også: DIYs til påskebordet