+45 51917135 kontakt@lachika.dk
3 Tips til de første forårsblomster

3 Tips til de første forårsblomster

Når forårssolen langsomt får mere magt, kan det godt krible i fingrene for at plante blomster og at gøre haven forårs-lækker. Men det er også en lidt sårbar tid for forårsblomsterne, da der stadig er risiko for nattefrost.
Jeg har samlet 3 simple tips til dig her, som vil give dine første forårsblomster de bedste forudsætninger for en lang og lykkelig blomstring.

Tip #1 – Blomsternes placering

Tag først og fremmest hensyn til plantens fortrukne placering. En skyggeplante skal undgå for meget direkte sol, og en plante, der foretrækker meget sol, skal naturligvis placeres lyst og solrigt.

Dernæst kommer dit eget behov for blomsternes placering. Sæt dem et sted, hvor du ser dem, og hvor du kan få glæde af dem – om det så er ud for et vindue, ved hoveddøren eller andet.

I forhold til risiko for frost, er der typisk en anelse lunere langs med huset end ude midt i haven.

Tip #2 – Afløb til regnvand

I forhold til frost og forårsblomster, er det som oftest ikke kulden, som blomsterne tager skade af. Det er derimod den våde jord, der fryser til is, tør op igen, fryser igen osv, som rødderne ikke kan tåle.
Det er derfor vigtigt at vandet i blomsterne kan løbe fra, så rødderne ikke rådner.

Det allermest optimale er en krukke med hul i bunden. Er der ikke hul i krukken, så se om du har mulighed for at lave et selv evt. med en borremaskine.

Har du derimod ikke mulighed for at lave et hul, kan du fylde sten i den nederste del af krukken. Således kan vandet stadig løbe fra rødderne.

Tip #3 Kildevand og kærlighed

Ej, det passer ikke helt. Om du vander med kildevand, regnvand eller hvad pokker du bruger, er planterne ligeglade med.

Men kærligheden – den er god nok!
Det gode gamle udtryk med “at stikke en finger i jorden”, er nok det, der beskriver det bedst. Hold jævnligt øje med, om jorden er for våd, eller om planten trænger til vand. Sidstnævnte er dog mest hvis du har blomsterne stående under halvtag. På denne her kølige, våde årstid formår naturen oftest selv at forsyne blomster og planter med vand.

God fornøjelse!

Det var, hvad jeg havde for nu. Pøj pøj med forårets projekter og god fornøjelse i haven 🙂

Læs også: Forårsstemning ved hoveddøren

DIY: Lav dit eget solspejl

DIY: Lav dit eget solspejl

Okay, jeg indrømmer det – jeg er selv mega imponeret over, hvor god en idé det her i virkeligheden er! 😀 (Lidt selvfed må man vel godt være en gang i mellem).


Jeg fik ideen, da vores soveværelse havde fået en mindre make-over. Vi fik rykket rundt, malet og hængt billeder over sengen; men væggen ved siden af sengen var helt tom. Her var ikke plads til nogle møbler, og jeg synes ikke, at der skulle hænge billeder her også. Jeg måtte i tænkeboks og fandt kort efter nogle fine, små spejle med messing-rammer, som kunne passe fint ind. Men! Jeg blev ærligt talt lidt nærig, da jeg så prisen; og jeg havde jo ikke tænkt mig kun at nøjes med ét, vel? Så – på den igen og tilbage i tænkeboks.
Efter lidt research fandt jeg denne her skønne løsning, som jeg, som sagt, har ret meget optur over! Og ved du, hvad det bedste er? De koster ikke ret meget at lave. Følg med herunder, så guider jeg dig til, hvordan du kan gøre.

Det skal du bruge:

  • Et spejl af en art (Mit er i virkeligheden beregnet til at sætte stearinlys på og kostede 25,- i Føtex)
  • Pap
  • Sugerør – masser af dem!
  • Limpistol og rigeligt med lim
  • En tusch
  • Ståltråd
  • Spraymaling i din ønskede farve

    Og:
  • Dobbeltklæbende skumtape endte jeg med at bruge til at sætte spejlet fast med til sidst.

Sådan gør du:

Step 1

Start med at tegne en ring på dit pap. Den yderste cirkel skal være en smule mindre end dit spejl.

Step 2

Klip nu din pap-ring ud.

Step 3

Vikl et stykke ståltråd omkring pap-ringen og lav en lykke, som dit spejl kan hænge på væggen i. Vær obs på, at denne lykke skal kunne bære vægten fra dit spejl.

Step 4

Find nu dine sugerør frem og klip dem i forskellige længder. Jeg har valgt, at mine sugerør skal klippes i 3 forskellige længder.

Step 5

Lim nu det første sugerør fast til papringen med en limpistol.
– og du kan være helt rolig. Dette bliver bagsiden af spejlet, så det kommer ikke til at kunne ses.

Step 6

Så er det bare at lime derudaf!
Jeg har lavet et “mønster” på mit spejl, hvor jeg placerer sugerørene i længder i rækkefølgen: Lang, mellem, lang, kort osv.
Men det er her, du kan være kreativ og eksperimentere med forskellige udtryk.

Step 7

Du kan også lime sugerør i flere lag, som her. Det giver dit solspejl et tættere og mere kompakt udtryk.

Step 8

Fortsæt med sugerørene til du er kommet hele vejen rundt.
Og tag dig ikke af, hvis der er steder, hvor sugerørene sidder uens – det er der ingen, der ser, når musikken spiller.

Step 9

Så er det tid til at spraymale!
Jeg har valgt en blank guldfarve, men du har naturligvis frit valg på alle hylder.
Sørg for at få dækket sugerørene grundigt på begge sider og lad malingen tørre godt.

Step 10

Når malingen er tør, kan vi lime spejlet på papringen (modsatte side af, hvor søgerørene er limet på).
Mit spejl er jo begregnet til at stille stearinlys på og har filtdutter i bunden.
Derfor har jeg brugt denne dobbeltklæbende skumtape, der passer i højden med filtdutterne.
Tapen har jeg placeret rundt langs kanten, hvor jeg ved, at spejlet vil være i berøring med pappet. Filtdutterne har jeg samtidigt givet en klat lim fra limpistolen.

Step 11

Placer din papring med sugerør ovenpå spejlet og giv den et tryk, så limen og tapen hæfter godt fast.
Lad nu limen tørre helt, inden du hænger spejlet op.

Step 12

Bank et lille søm i væggen, hvor du ønsker, at spejlet skal hænge, og hæng forsigtet ståltråds-lykken udover sømmet.
Tadaa!! Nyd nu det færdige resultat eller lav flere, hvis du ønsker at dekorere mere af væggen.

Inspiration:

Jeg håber, at du har kunne bruge min guide, og at det måske har givet dig lyst til selv at være kreativ? I så fald er du meget velkommen til at dele et billede af dit resultat med mig med hashtagget #ByskovDiy og #lachikadk på instagram.

Tak fordi du læste med og god fornøjelse med projektet.

Læs også: DIYs til påskebordet

Lav dine egne duft diffuser til boligen og bilen

Lav dine egne duft diffuser til boligen og bilen

Det er faktisk helt nemt og simpelt at lave sine egne duft diffuser. På den måde kan du sætte dit personlige præg og udvælge lige den duft du tiltrækkes af. Æteriske olier er meget oppe i tiden, så det er det jeg har udvalgt til mine duft diffuser. Jeg har valgt æteriske olier grundet alle de gode egenskaber de har på vores psyke, helbred og velvære. Jeg har skabt mine duft diffuser med forskellig virkning, alt efter hvad behovet er, i de forskellige rum i vores hjem. Hver sit rum, har for mig hver sin betydning.

Duft til hjemmet

  • Find en lille vase (jeg har genbrugt en fra Ikea, hvor der også var pinde med til)
  • Tilføj ca. 1 dl. Vand eller babyolie
  • Tilføj 1 – 2 tsk. æterisk olie, med duft efter eget valg (lavendelolie er perfekt til soveværelset, grundet til dets beroligende egenskaber)

Duft til bilen:

  • Brug et stykke tykt pap, en træ klemme eller lignende
  • Klip formen lige som du ønsker, du kan gøre det ligeså simpelt som jeg har gjort nedenfor
  • Tilføj 3-4 dråber olie (jeg bruger en citrusolie – citrus opkvikker og er med til, at give fornyet energi)
  • Sæt en elastiktråd i pappet som vist på billedet nedenfor og hæng evt. over bakspejlet i bilen
  • Påfør nye dråber efter ca. 2 ugers tid, hvor duften er aftaget, for ny frisk virkning

Tak fordi du kiggede med. Det var blot et par eksempler på hvordan det kunne gøres. Håber du blev lidt inspireret til, at gå i gang med, at lave dine egne duft diffuser lige efter din smag 😊

Læs også: Hjemmelavede duftlys

Saltkrystal lamper fra Himalaya

Saltkrystal lamper fra Himalaya

Indeholder reklame.
Jeg har det sidste års tid haft store problemer med min hud og min vejrtrækning pga. allergier, tics i mine øjne pga nervesystemet og flere stresssymptomer. Dette var i starten grobunden for at Himalaya saltlamper fangede min opmærksomhed. Jo mere jeg læste om saltlamperne, desto mere afklaret blev jeg.

Dem skal jeg have – og gerne flere i hvert rum.

Hvad er en saltlampe?

En ægte Himalaya saltlampe er en massiv blok af urgammelt krystalliseret salt, der udhugges med håndkraft. De har en smukt lyserødt og også ofte et orange farvespil, på grund af det høje mineralindhold. Lamperne er unikke og findes i forskellig form og farve, der vil ikke være to, som er helt ens.

I midten af saltlampen findes en elektrisk glødepære, der skaber både lys og varme, og det skal der til for at saltlampen fungerer som den skal.

Lamperne findes også i flere former, som fyrfadsstager, ildfad og spisesalt.
Se udvalget her (reklamelink)

Hvordan virker Himalaya saltlamperne?

Saltlamperne har også en række gavnlige effekter. Når saltkrystallerne bliver varme, reagerer de med de vanddampe der cirkulerer rundt i luften overalt i vore huse, og skaber negative ioner, som binder sig til positivt ladede partiker fra støv, røg, pollen, skæl fra kæledyr, bakterier og vira – og skaber derved et bedre indeklima. Når partiklerne kommer i forbindelse med saltlampen, bliver disse mikroskopiske elementer siddende på saltet i stedet for at svæve rundt i luften, hvor man kan indeånde dem.

Imens saltlampen langsomt mættes af den fugtighed, den tiltrækker fra luften, så udtørres den af vamen fra den lyskilde, der sidder indeni. Sådan fortsætter den hygrosopiske virkning lige så længe lampen er tændt. Denne varme frigiver også vanddampe, og på den måde ledes fugtigheden tilbage til luften, men alle luftbårne forureningespartikler bliver siddende på saltlampen og vender ikke tilbage til luften i rummet.

Lyset fra saltlamperne er meget beroligende og specielt egnet som aftenlys, da det næsten ingen blå indeholder, og hjernen derved kan falde til ro og danne søvnhormonet melatonin. På den måde er de med til at opretholde en god og stabil døgnrytme. Derfor er det også godt at slukke for lampen en times tid et par gange om måneden, lade den køle ned og derefter forsigtigt tørre den af med en fugtig klud, for at rengøre den. Ellers skal den være tændt resten af tiden.

Andre gavnlige virkninger af saltlamper

Der er rapporteret helbredsmæssige nyttevirkninger af Himalaya saltlamper, som blandt andet lyder sådan:

Færre tilfælde af forkølelse og influenza (pga. færre luftbårne vira).
Færre tilfælde af hovedpine og migræne.
Forbedret vejrtrækning og reduktion af allergier. 
Forbedring af hudlidelser.
Reduktion af gigtsymptomer. 
Forøget afslapning og ro – og mindre stress.
Forbedret koncentration og forøget arbejdsevne nær elektrisk udstyr som f.eks. computere, printere og TV.
Nemmere indsovning om aftenen og fastholdelse af god døgnrytme.
Generelt forbedret følelse af helbred og almentilstand.

Det er påvist, at væsentlig og konstant udsættelse for elektromagnetisk stråling via alt elektronisk udstyr som tv, computere, husholdningsmaskiner, mobiler mv. forøger kortisolniveauet, hvilket fører til træthed, lavere stresstærskel, reduceret koncentrationsevne og svækkelse af immunsystemet, hvilket kan føre mange andre negative helbredskonsekvenser. Her er en saltlampe også god, men realistisk set vil en enkelt saltlampe nok have svært ved at håndtere al elektromagnetisk udstråling i et kontor fyldt med elektrisk udstyr. Jo tættere du placerer den, jo bedre vil den kunne modvirke den negative betydning fra strålingen.

Farveterapi med Himalaya saltkrystallamper

I forbindelse med Himalaya saltlampen nævnes farveterapi også som en fordel, hvilket omfatter blandt andet forbedret energi, bedre humør og skarpere fokus.

Som nævnt tidligere i dette indlæg, så kan farvespillet variere. Generelt betragtes de mørkere nuancer af lyserødt og orange som den bedste kvalitet. Meget hvidlig lyserød og specielt hvis der er sorte pletter eller aftegninger, kan være et tegn på at krystallet kommer fra en åre med lavere saltkrystalkvalitet. 

I forhold til farveterapi forbindes overvejende lyserøde saltlamper med positive følelser, nærhed og kærlighed. Saltlamper med en mere orange farvetone, siges at give større tryghedsfølelse og at være gavnlig for nervesystemet, og den interne afgiftning. 
De fleste saltlamper indeholder begge af disse farveskalaer. 

Selvom der endnu ikke findes videnskabelige studier der bekræfter alle de positive virkninger folk fortæller om, så er der ingen tvivl om, at de kan rense luften for allergener. Jeg synes helt klart at de er en overvejelse værd, både til dig selv, dit eget hjem og som en gave til venner og familie, så du kan være med til at passe kærligt på deres helbred og velbefindende.

Se et Himalaya udvalg her (reklamelink)

Bluetooth højtaler – Spil rummet op med stilrent design

Bluetooth højtaler – Spil rummet op med stilrent design

Billedet er lånt af: TABLETCOVERS.DK

Reklame.

Videoen er fundet hos: TABLETCOVERS.DK

Hører du også meget musik? Og betyder lyd, design og pris også noget for dig?

Som kvinde kan jeg nikke genkendende til den manglende lyst til de store højtalere i hjemmet, men det behøver heller ikke at være en nødvendighed for at få den gode lyd, og det samme gælder de høje priser. Jeg har nemlig gjort mig flere erfaringer, og nu fundet den højtaler der matcher vores behov herhjemme, og det vil jeg gerne dele med dig.

Jeg snakker selvfølgelig om den populære Harman Kardon Onyx Studio 4 – Bluetooth højtaler, som kan købes i både hvid og sort. Vi er så glade for vores, at vi har anskaffet os en mere og derfor har to af samme højtaler på nuværende tidspunkt – Men den samling kommer helt sikkert til at blive større med tiden. 

Noget der er mega smart ved dem, er nemlig at Onyx Studio 4 tilbyder Harman Kardon Connect+, som gør det muligt at tilslutte 100+ højtalere med den samme funktion, med ét tryk på en knap. Også forstået på den måde, at jeg blot tænder for vores højtalere, starter musikken og connecter med bluetooth, hvor musikken derefter afspilles igennem begge højtalere og forstærker lydoplevelsen. Derudover kan der tilsluttes to smart-enheder på samme tid, så man kan skiftes til at afspille musik. Det kan også lade sig gøre, at få adgang til Siri eller Google Now fra højttaleren med et enkelt tryk på en knap. Dette konfigureres nemt via HK Connect-appen.

For mit vedkommende spiller udseendet på en højtaler også en stor rolle, hvor du her får et stilrent og pænt design med premium materialer, som passer til enhver stil.

Vigtigst af alt er selvfølgelig lyden, og den er jeg mere end tilfreds med. Det er en fremragende stereo-lyd, der fylder hele rummet med en sublim lydkvalitet, hvilket er muligt med det genopladelige batteri i 8 timers spilletid, men du kan selvfølgelig også sætte den direkte til en stikkontakt og bare spille derudaf. 
Sidst men ikke mindst, tilbyder Onyx Studio 4 en indbygget mikrofon med Voicelogic, ekko- og støj-annullering for krystalklare konferencer over højttaleren.

Har du også forelsket dig i højtaleren, kan du i skrivende stund finde den på tilbud hos TABLETCOVERS.DK så skynd dig ind forbi dem at spar de penge, hvis du alligevel har tænkt dig at købe den hjem.

DIY: Makeup bord på budget

DIY: Makeup bord på budget

Min morgenrutine:

(En fortælling udelukkende bestående af first-world-problems)

Et langt bad på badeværelset. Lægge mascara i gangen, hvor spejlet er bedst. Sætte glattejern til stikkontakten i kontoret og trække ledningen gennem gangen ud til badeværelset. Liste forsigtigt ind i soveværelset, hvor døren binder af pommeren til, og manden forsøger at sove efter aftenvagt. Famle i blinde efter den rigtige farve neglelak, som jeg kan tage med ind i stuen og ligge på, når der er lavet kaffe i køkkenet.
Således formår jeg at involvere alle husets rum i min morgenrutine.

Bevares – det har da fungeret i et par år. Men helt ærligt? Så er jeg faktisk lidt træt af det. Jeg drømmer om skabe et lille hjørne (bare et lille bitte et) til AAALT mit ‘morgenrutine-grej’; glattejern, makeup, cremer, neglelak, smykker… You name it.
Men det må ikke være for dyrt. Eller tage for meget plads. Og det skal stadig være pænt – altså et sted jeg har lyst til at være.

Men kan det lade sig gøre?

Oh yes – læs med herunder!…

Fra inspiration til handleplan

Det første du skal gøre er at finde ud af, hvad det egentlig er, du godt kunne tænke dig. Brug Pinterest og instagram til at søge efter kreative løsninger og hashtags, som du kan blive inspireret af.

Afgræns og konkretiser herefter dine ønsker. Lav gerne et ‘mood-board’. Hvad er vigtigst blandt dine ideer? Og hvor i hjemmet ville det give mening at lave dit nye ‘beauty-corner’? Hvad har du i forvejen, som du kan bruge til projektet? Har du et gammelt spejl? Et bord/skrivebord? Måske du kender nogen, der har? – Husk: Lidt maling og en kærlig hånd kan gøre meget.

For mit eget vedkommende havde jeg besluttet, at mit beauty-corner skulle bestå hovedsageligt af 3 elementer: Et hvidt skrivebord i højglans, et spejl med lys i og en smal reol til nips.

Skrivebordet fandt jeg brugt til 1/3 del af nypris (Jeg sparede altså 600,- ved at købe det brugt). Reolen fandt jeg i IKEA til 400,-, og så er der spejlet…
Efter at have gennemsøgt internettet for spejle med lyspærer i, måtte jeg konkludere, at jeg simpelthen var for nærig til at købe sådan et fra nyt. Og ingen lod til at have lyst til at sælge et brugt. Selv IKEA’s løsning med to lys-skinder og et spejl ville være svær at holde på den gode side af 1000 kr… Og derudover ville der skulle laves en løsning til ledningerne, som selvfølgelig skal kunne sættes i forbindelse med en stikkontakt.

Når nærighed og stædighed mødes, opstår kreativiteten.
Med lidt held, optimisme og en tilladelse til at benytte ‘det forbudte område’ (mandens værksted) er det lykkedes mig at lave mit helt eget spejl med lys i for… hold nu fast… 80 kroner!!

Er du nysgerrig på at vide hvordan, så følg med i arbejdsprocessen herunder.

Færdigt resultat af Makeup-hjørne.

Projekt spejl: Arbejdsprocessen

Step 1 – sandpapir

Jeg var så heldig, at et familiemedlem havde et gammelt spejl liggende, som jeg måtte komme og hente gratis.
Spejlet havde godt nok fået lidt fugt på bagsiden, men det var ikke noget, der ikke kunne vaskes ned med varmt vand og rodalon.
For at lyspærerne kan sættes i, er det vigtigt, at spejlet har en god bred træramme.
Start med at slibe rammen med fint sandpapir.

Spejlet før arbejdet startede.
Markér, hvor hullerne skal bores.

Den geniale løsning til netop dette spejl er, at min lyskilde er en billig lyskæde med pærer på, som jeg købte for 80 kroner i Jysk sidste sommer.
Lyskæden kører nemlig på batteri. Så du er helt fri for at tænke på ledninger og stikkontakter i dit ‘beauty-corner’.
Ulempen er, at pærerne reelt ikke lyser særligt meget; men jeg indrømmer det gerne – for mig er vigtigere, at det ser pænt og fint ud, end at pærerne har et godt lys. Men der kan vi jo være forskellige. Måske du har en anden holdning.

Det vigtige, hvis du køber en lyskæde til dette formål, er, at “pæren” (som i dette tilfælde bare er en tom plastik-boble) kan skrues ud af “fatningen”.
Vi vil nemlig helst have ledningen siddende på bagsiden af spejlet, så det kun er pærerne, vi kan se foran.

Marker med små prikker på spejl-rammen, hvor hullerne skal laves, så afstanden kommer til at passe nogenlunde med længden på ledningen mellem pærerne.

Der måles op til at bore huller til pærerne.
Bor huller i rammen

Find et bor (…Eller hvad sådan noget hedder?!), der passer i størrelsen til “fatningerne” på lyskæden.

Hvis du er en sej handywoman, går du selvfølgelig bare igang og får borret de 10 huller.

Hvis du er knapt så sej og er mere bange for at knække en negl, end at smide al feminisme og ligestilling over styr, smiler du sødt til din mand og spiller lidt naiv. Så viser han med garanti gerne, hvordan hans fantastisk seje værktøj virker alle 10 gange!
Husk at være imponeret og at rose ham for det flotte arbejde.

Jeg vil lade det svæve i det uvisse, hvilken af typerne, jeg selv er.

Huller til lyspærer
Så skal der farve på!

Afdæk spejlet, så det ikke bliver misfarvet, når du maler rammen. I mangel af bedre kan bagepapir og malertape fint anbefales.

Du kan male rammen præcis, som du har lyst til! Men skulle du alligevel kunne bruge et tip eller to, har jeg gjort som følgende:

1 – Rammen er først tørret af med grundrens for at sikre, at der ikke sidder fedtstof tilbage, som vil kunne forhindre malingen i at binde.

2 – Første lag, som min ramme har fået, er et lag grunder. Grunderen gør, at rammen får en flottere overflade, og at malingen binder bedre.

3 – Mal rammen med din ønskede farve. Jeg har brugt spraymaling for at undgå pensel-strøg i malingen, men du kan naturligvis gøre præcis, som du har lyst til.
Hvis du vælger at bruge spraymaling, er det vigtigt, at du kun giver rammen et tyndt lag ad gangen, og så evt. giver det tilsvarende flere lag.
– Også her kan du være heldig, at din søde mand gerne vil demonstrere, hvordan du bedst muligt bruger spraydåsen, og derfor ender med at male hele rammen for dig.

4. Til sidst har rammen fået klarlak. Det giver en flot blank overflade, og gør også rammen mere modstandsdygtig overfor slag og snavs.

Nu skal rammen males
Montering af lyskæde

Når malingen er tør, er det tid til at sætte pærerne i.
Skru “pærerne” ud af lyskæden, stik “fatningen” ind gennem hullet fra bagsiden af spejler og fastgør nu pæren igen. Fortsæt sådan med alle pærerne på lyskæden.

Giv evt. pærerne en klat lim, så de bliver siddende i den rigtige position.
Også her kan din håndværker-mand trylle netop den lim, som du skal bruge, frem fra skuffen i hans “man cave” af et værksted.

Sådan! Nu har du (og måske også din mand) lavet dit helt eget makeup-spejl!
Hvor sejt er det ikke lige?..

Montering af lyskæde.
Bagside af det færdige spejl.

Det sidste finish!

Lad nu din nye yndlingsplads tage form. Placer skrivebord, spejl, reol og hvad du ellers har samlet sammen. Pynt med nips og makeup-artikler for at skabe den helt rigtige stemning samt at gøre nemt og overskueligt for dig selv, når vækkeuret ringer kl. bæ, og du skal gøre et forsøg på at komme til at ligne et rigtigt menneske igen.

Jeg har (igen igen) været et smut i Jysk. Denne gang efter opbevaringsløsninger til makeup og smykker. Disse 3 ‘organizeres’ i gennemsigtigt akryl er købt for en samlet pris på 100 kroner.

Organizeres til makeup i akryl.
– Og budgettet, hvad løb det egentlig op i?..

Jeg har forsøgt at lave en samlet oversigt over udgifterne. Mine udgifter afhænger naturligvis af, at min superhelt af en handyman, har haft alle forbrugsmaterialer (maling, boremaskine osv.) liggende på lager i “det forbudte område”.

Skrivebord: 300,-
Reol: 400,-
Spejl med lyskæde: 80,-
Makeup organiseres: 100,-

Samlet pris: 880,-

Færdigt resultat af makeup-hjørne på budget.

Måske du allerede ligger inde med et bord, der kan bruges, eller at en reol ikke er nødvendig i dit ‘beauty-corner’. Vi er alle forskellige, og prisen vil naturligvis afhænge af dine krav og ønsker.
Jeg vil anbefale dig at være tro mod dine ønsker og din idé men samtidigt at være åben overfor nye, kreative løsninger.

Husk endelig at bruge #ByskovDiy og #Lachikadk på instagram, hvis du er blevet inspireret af indlæget her og har fået lyst til at prøve kræfter med dit eget makeup bord.

Rigtig god fornøjelse!