+45 51917135 kontakt@lachika.dk
DIY: Bodyscrub med citron

DIY: Bodyscrub med citron

Vi udsætter vores hud for meget – sol, vind, varme og kulde – og det er derfor vigtigt, at vi sørger for at pleje den godt. Og hey – hvem elsker ikke at gøre lidt godt for sig selv i ny og næ? 🙂

Denne her opskrift har en mild, peelende effekt, der skrubber alt skidt og gamle hudceller af. Dernæst vil scrubben efterlade huden blød, smidig og gennemfugtet. Duften af citron giver en behagelig og frisk fornemmelse.

Det skal du bruge:

  • 125 g almindeligt hvidt sukker
  • 2 spsk kokosolie
  • 2-3 spsk citronsaft

Bland ingredienserne godt sammen og put scrubben i et lille glas eller en bøtte med låg. Scrubben kan holde sig ca. 1 – 2 måneder.

Tip:

Brug scrubben som selvfokælelse eller giv den til én, du holder af. Bodyscrubben egner sig nemlig også super fint som en hjemmelavet værtinde-gave eller en lille betænksom hilsen.

God fornøjelse og god krealyst! 🙂


Læs også: Lav dine egne granatæblemasker til din hudpleje

DIY: Påskeæg med marmor-look

DIY: Påskeæg med marmor-look

Påsken nærmer sig, og gule kyllinger og royale påskeæg popper stille og roligt frem i de danske hjem; men påsken er også en oplagt mulighed for at være kreativ. Disse påskeæg er super dekorative, de er nemme at lave og du bestemmer helt selv farverne – jo, faktisk er de så nemme, at de fleste børn også kan være med her.

Jeg har lavet en kort guide, der består af 4 simple trin. Læs med herunder og lad påskehyggen indfinde sig.

Det skal du bruge:

  • Æg – Jeg har pustet 3 æg ud, som jeg ønsker at dekorere. Du kan også bruge hårdkogte, hvis du ikke ønsker at puste æggene (fremgangsmåden er dog en lidt anden).
  • 2 Glas – Som GERNE må blive beskidt med neglelak. Det ene skal være tomt, og det andet skal være fyldt med lillefinger-varmt vand.
  • Neglelak i dine ønskede farver – Og her behøver det naturligvis ikke være den dyre, lækre neglelak fra Essie. En billig udgave til 20 kr. fra netto klarer jobbet ligeså fint.
  • Træspyd – Hvis du bruger pustede æg. Hvis du i stedet vælger at bruge hårdkogte æg, vil jeg i stedet råde dig til at anskaffe et par gummihandsker.

Sådan gør du:

Step 1

Start med at føre træspydet forsigtigt igennem hullerne, som du har pustet ægget ud ad.

Step 2

Dryp neglelak ned i glasset med vand. Brug gerne flere farver samtidigt. Du kan også tilføje lidt gennemsigtig neglelak, hvis du ønsker mere af æggets egen farve til at være synlig.
Du kan evt. fordele farven i vandet med spidsen af et træspyd – men vær forsigtig ikke at trække al neglelakken op ad vandet med pinden.

Step 3

Dyp nu ægget i glasset og drej det forsigtigt rundt i neglelakken. Hvis du bruger hårdkogte æg, dypper du forsigtigt ægget med fingrene – men sørg for guds skyld for at have handsker på, hvis ikke dine fingre også skal have marmor-look.
Gentag step 2 og 3, hvis du ønsker mere farve på dit påskeæg.

Step 4

Når du er tilfreds, stilles æggene til tørre i det tomme glas.

Se – det var da nemt, ikk’? 🙂

Så skal der pyntes op!

Når æggene er tørre, kan du pynte med dem rundt i hjemmet.
Lim et satinbånd på med en limpistol og hæng påskeæggene på grene, læg dem i en lille kurv eller lad dem pynte i en blomsterdekoration til påskefrokostens værtinde.

Del meget gerne dine påskeæg med mig med hashtagget #byskovdiy og lad os inspirere hinanden.

God krealyst og rigtig god påske 🙂

Læs også: DIY: Æggeskal af gips

3 Tips til de første forårsblomster

3 Tips til de første forårsblomster

Når forårssolen langsomt får mere magt, kan det godt krible i fingrene for at plante blomster og at gøre haven forårs-lækker. Men det er også en lidt sårbar tid for forårsblomsterne, da der stadig er risiko for nattefrost.
Jeg har samlet 3 simple tips til dig her, som vil give dine første forårsblomster de bedste forudsætninger for en lang og lykkelig blomstring.

Tip #1 – Blomsternes placering

Tag først og fremmest hensyn til plantens fortrukne placering. En skyggeplante skal undgå for meget direkte sol, og en plante, der foretrækker meget sol, skal naturligvis placeres lyst og solrigt.

Dernæst kommer dit eget behov for blomsternes placering. Sæt dem et sted, hvor du ser dem, og hvor du kan få glæde af dem – om det så er ud for et vindue, ved hoveddøren eller andet.

I forhold til risiko for frost, er der typisk en anelse lunere langs med huset end ude midt i haven.

Tip #2 – Afløb til regnvand

I forhold til frost og forårsblomster, er det som oftest ikke kulden, som blomsterne tager skade af. Det er derimod den våde jord, der fryser til is, tør op igen, fryser igen osv, som rødderne ikke kan tåle.
Det er derfor vigtigt at vandet i blomsterne kan løbe fra, så rødderne ikke rådner.

Det allermest optimale er en krukke med hul i bunden. Er der ikke hul i krukken, så se om du har mulighed for at lave et selv evt. med en borremaskine.

Har du derimod ikke mulighed for at lave et hul, kan du fylde sten i den nederste del af krukken. Således kan vandet stadig løbe fra rødderne.

Tip #3 Kildevand og kærlighed

Ej, det passer ikke helt. Om du vander med kildevand, regnvand eller hvad pokker du bruger, er planterne ligeglade med.

Men kærligheden – den er god nok!
Det gode gamle udtryk med “at stikke en finger i jorden”, er nok det, der beskriver det bedst. Hold jævnligt øje med, om jorden er for våd, eller om planten trænger til vand. Sidstnævnte er dog mest hvis du har blomsterne stående under halvtag. På denne her kølige, våde årstid formår naturen oftest selv at forsyne blomster og planter med vand.

God fornøjelse!

Det var, hvad jeg havde for nu. Pøj pøj med forårets projekter og god fornøjelse i haven 🙂

Læs også: Forårsstemning ved hoveddøren

DIY: Lav dit eget solspejl

DIY: Lav dit eget solspejl

Okay, jeg indrømmer det – jeg er selv mega imponeret over, hvor god en idé det her i virkeligheden er! 😀 (Lidt selvfed må man vel godt være en gang i mellem).


Jeg fik ideen, da vores soveværelse havde fået en mindre make-over. Vi fik rykket rundt, malet og hængt billeder over sengen; men væggen ved siden af sengen var helt tom. Her var ikke plads til nogle møbler, og jeg synes ikke, at der skulle hænge billeder her også. Jeg måtte i tænkeboks og fandt kort efter nogle fine, små spejle med messing-rammer, som kunne passe fint ind. Men! Jeg blev ærligt talt lidt nærig, da jeg så prisen; og jeg havde jo ikke tænkt mig kun at nøjes med ét, vel? Så – på den igen og tilbage i tænkeboks.
Efter lidt research fandt jeg denne her skønne løsning, som jeg, som sagt, har ret meget optur over! Og ved du, hvad det bedste er? De koster ikke ret meget at lave. Følg med herunder, så guider jeg dig til, hvordan du kan gøre.

Det skal du bruge:

  • Et spejl af en art (Mit er i virkeligheden beregnet til at sætte stearinlys på og kostede 25,- i Føtex)
  • Pap
  • Sugerør – masser af dem!
  • Limpistol og rigeligt med lim
  • En tusch
  • Ståltråd
  • Spraymaling i din ønskede farve

    Og:
  • Dobbeltklæbende skumtape endte jeg med at bruge til at sætte spejlet fast med til sidst.

Sådan gør du:

Step 1

Start med at tegne en ring på dit pap. Den yderste cirkel skal være en smule mindre end dit spejl.

Step 2

Klip nu din pap-ring ud.

Step 3

Vikl et stykke ståltråd omkring pap-ringen og lav en lykke, som dit spejl kan hænge på væggen i. Vær obs på, at denne lykke skal kunne bære vægten fra dit spejl.

Step 4

Find nu dine sugerør frem og klip dem i forskellige længder. Jeg har valgt, at mine sugerør skal klippes i 3 forskellige længder.

Step 5

Lim nu det første sugerør fast til papringen med en limpistol.
– og du kan være helt rolig. Dette bliver bagsiden af spejlet, så det kommer ikke til at kunne ses.

Step 6

Så er det bare at lime derudaf!
Jeg har lavet et “mønster” på mit spejl, hvor jeg placerer sugerørene i længder i rækkefølgen: Lang, mellem, lang, kort osv.
Men det er her, du kan være kreativ og eksperimentere med forskellige udtryk.

Step 7

Du kan også lime sugerør i flere lag, som her. Det giver dit solspejl et tættere og mere kompakt udtryk.

Step 8

Fortsæt med sugerørene til du er kommet hele vejen rundt.
Og tag dig ikke af, hvis der er steder, hvor sugerørene sidder uens – det er der ingen, der ser, når musikken spiller.

Step 9

Så er det tid til at spraymale!
Jeg har valgt en blank guldfarve, men du har naturligvis frit valg på alle hylder.
Sørg for at få dækket sugerørene grundigt på begge sider og lad malingen tørre godt.

Step 10

Når malingen er tør, kan vi lime spejlet på papringen (modsatte side af, hvor søgerørene er limet på).
Mit spejl er jo begregnet til at stille stearinlys på og har filtdutter i bunden.
Derfor har jeg brugt denne dobbeltklæbende skumtape, der passer i højden med filtdutterne.
Tapen har jeg placeret rundt langs kanten, hvor jeg ved, at spejlet vil være i berøring med pappet. Filtdutterne har jeg samtidigt givet en klat lim fra limpistolen.

Step 11

Placer din papring med sugerør ovenpå spejlet og giv den et tryk, så limen og tapen hæfter godt fast.
Lad nu limen tørre helt, inden du hænger spejlet op.

Step 12

Bank et lille søm i væggen, hvor du ønsker, at spejlet skal hænge, og hæng forsigtet ståltråds-lykken udover sømmet.
Tadaa!! Nyd nu det færdige resultat eller lav flere, hvis du ønsker at dekorere mere af væggen.

Inspiration:

Jeg håber, at du har kunne bruge min guide, og at det måske har givet dig lyst til selv at være kreativ? I så fald er du meget velkommen til at dele et billede af dit resultat med mig med hashtagget #ByskovDiy og #lachikadk på instagram.

Tak fordi du læste med og god fornøjelse med projektet.

Læs også: DIYs til påskebordet

Dagens outfit på en hygge-dag med mig-tid.

Dagens outfit på en hygge-dag med mig-tid.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er kæmpe fan af hyggetøj. Men helt ærligt, der er da heller ikke noget bedre, end at hoppe ud af de stramme jeans og i et par behagelige joggingbukser, vel?  Og selvom hyggetøj i princippet bare er til for at være behageligt, så elsker jeg altså når det samtidigt er pænt og passer sammen, og når det stadig viser min stil på en eller anden måde.

Så da jeg så disse ultra farverige bukser, som i mine øjne udstråler kæmpe 80’er vibes, så var der jo ingen tvivl; De var nødt til at bo i min garderobe! Farverne gør mig glad, og så er jeg bare vild med den oldschool 80’er stil. Desuden foretrækker jeg når joggingbukser er højtaljede – Det synes jeg gør dem lettere at style til alt muligt forskelligt. I dag har jeg sat dem sammen med denne lyserøde, langærmede bluse, som jeg synes passer perfekt til – Jeg kan nemlig godt lide at sætte en cropped overdel til et par højtaljede bukser.

I dag er det mørkt og gråt ude, og det blæser en halv pelikan. Det indbyder så meget til at inde-hygge, så jeg har besluttet, at jeg skal have mig en rigtig mig-dag, hvor jeg vil prioritere at få koblet af og at lave ting der glæder mig og min sjæl. Så de huslige ting der skal klares, bliver klaret i hygge-tempo og med masser af god musik, og ellers vil jeg forkæle hud, hår og negle.

På en mig-dag nyder jeg nemlig at bruge tid på den slags ’tøse-ting’. Så her er dømt ansigtsmaske, fodbad, neglelak på neglene og en hårkur i mine, efterhånden lidt forsømte, lokker.

Hvis regnen stopper, tror jeg at jeg vil ud og gå en lang tur senere, sammen med min lille hundehvalp. Og ellers bliver det bare dynen på sofaen, en god bog og måske en sød tøsefilm på netflix. Nå ja, og selvfølgelig også noget chokolade! Det hører sig til på en rigtig mig-dag, ligeså meget som noget skønt hyggetøj gør. I hvert fald for mit vedkommende 😀

Læs også: To af mine favoritter fra tøjskabet

To af mine favoritter fra tøjskabet

To af mine favoritter fra tøjskabet

*Puf* og så var vi allerede godt i gang med anden måned i 2020. Et af mine mål for dette nye år var at sortere ud i mit klædeskab, og samtidigt være mere bevidst om, hvad der gemte sig derinde og hvorfor jeg egentlig gemte på det. Både for at få et overblik over hvad jeg havde i garderoben og hvad jeg synes jeg manglede, men ligeså meget for at komme af med det der bare fyldte og som ikke gjorde mig glad længere, eller som jeg bare ikke brugte længere.

Så der er blevet sorteret til den helt store guldmedalje og nøøjj, hvor føles det bare godt! Røde Kors er blevet et par sække tøj rigere, og jeg har fået mere plads i skabet samt mere overblik. Og jeg har nu en garderobe fyldt med ting der er mine favoritter, og uden unødigt fyld.

Og i dag vil jeg lige præcis vise jer et outfit med to af mine favorit items lige nu.

De af jer der følger med på min instagram har måske luret, at jeg har en reeet farverig garderobe med masser af print og pangfarver. Og det er da også skønt med knald på farverne! Men når man gang på gang shopper tøj i regnbuefarver eller med Barbie-print, så kan det bare være ret svært at sammensætte nogle outfits. Fordi intet jo rigtigt matcher. Derfor har jeg den seneste tid øvet mig rigtig meget i at shoppe nogle gode basis sager, som kan styles på kryds og tværs, samt sættes sammen med de ting jeg allerede har i skabet i forvejen.

Og dagens outfit består lige netop at to ting, som jeg synes kan styles med en masse forskelligt.

Jeg havde i noget tid været på jagt efter den ’perfekte cardigan’, som kunne gå lidt til det hele, og som var løs og lækker at have på – uden at være sådan rigtigt oversized. Og i sidste måned fandt jeg så denne hvide sag på en shoppetur – Og den var jo præcis hvad jeg ledte efter! Jeg plejer at style den med en top under, men jeg synes også sagtens den kan bruges sådan her, for sig selv 😀

Da jeg i min søgen efter bukser i en god basis farve, faldt over dette brune par, var jeg straks solgt! Jeg var ikke bare vild med farven, men også det at de var i imiteret læder. Det giver dem et mere råt look, som jeg er helt vild med – Særligt sammen med eksempelvis strik eller blonder, da jeg godt kan lide at mixe materialer og kontraster i mine outfits. Desuden synes jeg, at bukser i læder-look er supernemme at dresse up til fint brug også 🙂

Det er stadig nyt for mig, det der med at shoppe tøj i mere neutrale farver – Men jeg er ærligtalt blevet virkelig fan af det! Så noget siger mig at I nok får flere af den slags outfits at se fra min side af 🙂

Tak fordi I læste med <3 Hvad fylder mon mest i jeres garderobe – Er der masser af farverigt tøj eller er det mere de nude og neutrale farver der dominerer? 🙂

Læs også: Denim, Disney og forårsfornemmelser