+45 51917135 kontakt@lachika.dk

Min mand og jeg havde været sammen i næsten 5 år, da vi fandt ud af at jeg var gravid. Vi havde prøvet i 3 år, så vi var meget lykkelige da det endelig lykkes.

Vi havde fået af vide, at der var 7% chance for at blive gravide naturligt. Derfor skulle vi sandsynligvis have hjælp til at få vores ønske opfyldt med hensyn til at forøgelse af familien. Vi havde prøvet den naturlige vej 1 år inden, vi kunne få hjælp, de næste 2 år, gik vi til et hav af undersøgelser. Min mand kunne nøjes med 1, alt fungerede som det skulle der!

ikke alle har nemt ved at blive mor.

Jeg til gengæld var igennem den ene undersøgelse efter den anden, nogen sjovere end andre, det var en lang proces, ved en af dem, fandt de ud af at, at min ene æggeleder var helt lukket og i den anden var der kun en meget snæver passage, det var det der gjorde det så svært at blive gravid.  Det var et hårdt slag for mig, og jeg følte mig ikke som en rigtig kvinde, er det ikke det vi er født til? At skabe liv? og kunne jeg ikke en gang gøre det, hvad kunne jeg så egentlig tilbyde? Burde min mand egentlig overhovedet blive med mig? Det var en hård tid psykisk for mig, men der var ingen tvivl for min mand, han blev uanset hvad.

Til en af undersøgelserne, fandt de en  knude i min livmoder, som de selvfølgelig skulle undersøge nærmere,  ved en 3D scanning. Men de mente ikke den var farlig,og højst sandsynligt skulle den blot senere fjernes. Da dagen oprandt, drog jeg alene af sted til scanningen, i min verden skulle det bare hurtig overstås, så vi kunne komme videre i forløbet, og længere op af ventelisten til fertilitetsklinikken.

Ved undersøgelsen, fandt de ud af at knuden, var en baby! En baby!

Jeg havde så svært ved at tro at det var rigtigt, men kunne alligevel ikke vente med at komme hjem og fortælle min mand det. Hele vejen hjem fra Århus, skiftevis grinede og græd jeg, hvor heldig kunne man være, en baby….. Min mand stod i døren da jeg parkerede, for at tage imod mig, men jeg kunne ikke snakke, da jeg ikke kunne lade være med at græde, og til sidst fremstammede jeg blot “baby” mens jeg pegede på maven. nu græd vi begge, af glæde. Livet er til tider uforudseelig, giv ikke op. Pludselig banker lykken på.