Misundelse er et ønske om at have noget en anden har. Det kan være ting, egenskaber eller en situation. Du kender det stensikkert. Den veninde som bare har det hele. En perfekt kæreste, et lækkert sted at bo, en smart karriere og så ser hun altid knivskarp ud. Eller måske er du misundelig på din bonusdatter, fordi hun opnår din mands uendelige opmærksomhed. Eller er du misundelig på din søster som bare er født til at skide 12taller ud og altid får de stillinger hun søger? Misundelsen viser sit ansigt i alle aldre og afskygninger.

Misundelse er en følelse af, at en anden er bedre stillet end én selv, og det kan simpelthen føles smadder uretfærdigt. Derudover kan man langt neden under huden, helt inde i den grønne galdeblære have et lille hemmeligt ønske om, at denne person oplever bare et lille nederlag. Bare et lille ønske om, at hende der veninden bliver sendt på bænken i anden halvleg eller ikke bliver budt på gratis drinks bare én enkel aften i byen.

Et sted imellem aber og Jesus

Misundelse er en af de følelser vi mindst har lyst til at indrømme, at vi føler. Det er skamfuldt, småligt og barnligt at være misundelig i vores kultur. Noget kan tyde på, at grunden til det kulturelt set stammer fra vores kristne rødder, samtidig med, at det med biologiens briller tolkes som en overlevelsesmekanisme.

Misundelse er en af de 7 dødssynder og beskrives i biblen som gift for knoglerne, som noget urent i mennesket og en synd som er ødelæggende for et fællesskab. De kristne traditioner og værdier har hersket i mange årtier her i Vesten.

Biologien peger på, at vi som mennesker altid ynder at stå stærkest i et fællesskab, for derved at kunne skaffe os en høj position i hierarkiet og dermed en partner i flokken. Det er lig med reproduktion og overlevelse. Studier viser at andre primater også udviser tegn på misundelse bl.a. aber.

Trænger du til forkælelse? Så tryk her (reklamelink)

Det ubevidste gør noget ved os. Det bevidste kan vi gøre noget ved.

Trods biologi og kulturel påvirkning, er vi som mennesker udstyret med et højt kognitivt niveau, som gør os i stand til at mentalisere. Det vil sige, at de fleste af os har evnerne til at træde et skridt tilbage, anskue situationen udefra og herefter tilpasse vores adfærd.

Misundelse er en helt normal følelse i mennesket, og det sker, at den sniger sig ind på os uden vi opdager det. Når en følelse er ubevidst, og vi ikke har erkendt den, så kan den nemt løbe om hjørnet med os. Så kommer vi til at udvise reaktioner på måder, som vi i virkeligheden slet ikke havde lyst til. F.eks. at ønske nogen noget dårligt.

Hvis vi derimod bliver bevidste om, hvornår vi er misundelige, på hvad og hvem, så kan vi begynde at være nysgerrige på tankerne, følelsen og vores adfærd dertil. Først her kan vi med bevidsthed tage magten tilbage, mentalisere og bruge følelsen til vores egen fordel.

Fucking Forbandende Ferme Forretningsfinker

Misundelse er en af de følelser som kan være svær at gennemskue, fordi det er blandingsfølelse. En blandingsfølelse består af flere såkaldte grundfølelser; Vrede, ked af det, glæde og angst.

For et eksempel:

  • Vred over at nogen er bedre stillet end dig. Dét at føle sig uretfærdigt behandlet.
  • Ked af det over at mærke en længsel eller et savn efter noget man ikke selv har.  
  • At kunne forstille sig glæden i at eje eller kunne det man er misundelig på.
  • Angsten over om nogen skulle finde ud af, at man rent faktisk er misundelig.

Nogle gange gør misundelsen dig nedtrykt, andre gange vred. Det vil være forskelligt fra gang til gang.

Når vi mærker misundelse, så er det kun på områder i livet som er relevante for os, samt der hvor vi føler os mindre værd. Jeg bliver f.eks. selv skide misundelig på ferme forretningsfinker på instagram, fordi jeg gerne selv vil være god til det med SoMe, og samtidig føler jeg mig ikke særlig god til det overhovedet. I sådanne situationer er det nemt at ty til at ønske finken noget dårligt, eller at pålægge hendes adfærd eller hensigt ord som arrogance, mereværd, blær, bedrevidende, belærende m.fl. Det er altid nemmere at gøre andre forkerte i en situation, hvor man selv er sårbar. Det er en simpel måde, vi tror, vi beskytter os på.

Fra bagdel til fordel

Misundelse har i mange år været set som en bagdel i stedet for en fordel, men jeg vil nu give mit bud på, hvordan du kan bruge denne udskældte følelse til en kæmpe fordel i dit liv, i stedet for at skamme dig over den. 

Når jeg føler mig misundelig, så ved jeg, at der er noget som en anden person har, som jeg rent faktisk også ønsker i mit liv. Det er rigtig nyttig viden, som jeg kan bruge til at skabe og udvikle mig som menneske, og holde snuden i sporet ift. at skabe det liv som jeg i virkeligheden ønsker mig. Jeg vælger altså at bruge energien på at mærke efter, om det er tid til at lægge en ny kurs i mit eget liv og gøre noget mere af det, som jeg rent faktisk er misundelig på. Misundelse er den bedste inspirationskilde og et tydeligt pejlemærke. Hvis man vælger at se misundelse på den måde, så kan følelsen bruges som en kæmpe fordel i stedet for bagdel.

Modellervoks som voksen

Sidst men ikke mindst, så er det faktisk tilladt at bruge modellervoks som voksen. Med det mener jeg, at hvis du har en veninde som er skide god til at lokke de pæne mænd til sig i byen og score et par gratis drinks, og du er lidt misundelig på det hun kan, så undersøg hvordan hun bærer sig ad. Herefter modellér hendes måde at tale på, føle på og hendes tanker bag det hun gør. Når du har gjort alt det, og nu også får de gratis drinks i byen, så har du selv lige præcis det, du var misundelig på før. Du indeholdt altså dermed selv potentialet til at blive dén i byen som skaffer de gratis drinks, de fede 12taller, en masse opmærksomhed eller den instagramprofil som de ferme finker.

Vi kan ikke se noget i andre, som vi ikke har i os selv eller potentiale til at udvikle. Med den forudsætning in mente, er misundelse din ven, fordi den viser dig alt det, du ikke har valgt at skabe i dit eget liv – endnu.

Skrevet af Ida: Instagram her – Facebook her – Hjemmeside her

Læs også: Jeg er træt af hendes succes!