+45 51917135 kontakt@lachika.dk

Højtiderne er en fantastisk mulighed for samle familie og venner og få plejet forholdet til dem, vi ikke ser så tit, som vi ønsker det.
Men højtiderne er samtidigt også en chance for hylde årstiden igennem forskellige kreative projekter. Jeg har her samlet 3 forskellige ideer til påskebordet. Brug dem som inspirationskilde eller slip fantasien løs og spring ud i noget helt fjerde.

Karse i æggeskal

Portionsanrettet karse

Karse er et must til påskefrokosten; og hvorfor ikke portionsanrette den, så alle gæsterne har karse til æggemaden lige ved hånden?
Jeg fandt denne søde idé sidste år, hvor karsen er sået i æggeskaller – det synes jeg er en sjov og fin idé til påske.

Sådan gør du:

Start med at lave en god og lækker æggekage (eller scrambled æg med bacon til morgenmad), hvor de nederste 2/3 dele af æggeskallen forbliver hel, når du deler æggene.
Skold derefter æggeskallerne i kogende vand for at dræbe bakterier. Æggeskallerne er nu klar til brug!

Fyld ca. halvdelen af æggeskallen med vat og drys med karsefrø.
Hvert frø bliver til én karsespire, så der skal altså lidt mere end 10 frø til.
Vattet i skal hele tiden holdes fugtigt. Brug evt. en forstøver for ikke at drukne frøene i æggeskallen.
Placer dine æggeskaller et lyst og lunt sted – meget gerne i en vindueskarm.

Og voila! Efter 7-10 dage har du serveringsklar karse til påskebordet.
Det var da ret nemt, ikk’?

Bordkort

Selv hvis det bare er ‘de sædvanelige’ gæster, der kommer til påskefrokosten, og at I alle sammen nærmest har faste pladser alligevel, kan det sagtens være sjovt og hyggeligt med bordkort – om ikke andet, så bare som en fin detalje til borddækningen.
Jeg har lavet tre eksempler herunder, som du er velkommen til at stjæle inspiration fra.

Inddag naturen

Blomst med navnetag

Simpelt, smukt og nemt.
– Denne type bordkort behøver næppe en udførlig manual.

Du kan variere valget af blomst, farven på sløjfen og navnemærket alt efter, hvilken stil og farver du bruger i den øvrige borddækning.

Denne type bordkort kan naturligevis bruges hele året rundt og matches til årstidens farver og natur.

Mal på æg

Malet æg som bordkort

Mon ikke de fleste af os har pustet æg i vores barndom og malet på dem efterfølgende?
Du kan bruge samme metode til at lave fine, kreative bordkort.

Her har jeg malet ægget i en frisk, blå farve og derefter ‘stænket’ det med fortyndet guld maling fra en pensel. Det synes jeg giver en sjov effekt – næsten lidt drage-æg-agtigt.
Du vælger naturligvis selv hvilke farver, du ønsker at bruge til din borddækning.
Dog synes jeg, at akrylmaling er at foretrække til at male på æg.

Når malingen er tør, kan du skrive navnet på med en tusch i matchende farve.
(Og her er det naturligvis en foredel kun at invitere gæster, der hedder Kim, Mia og Bo og ikke f.eks. Kirstine Margrethe 🙂 )

Skriv navne på fjer

Fjer med navn på

Fjer findes i et hav af farver og størrelser og kan skabe et flot og naturligt udtryk i din borddækning.

Dog er denne metode en smule sværere at udføre end de to forrige, da de små fibre i fjeren nemt bliver adskilt, og derved også bliver svære at skrive på.

Jeg har valgt en naturfarvet fjer og først skrevet navnet på med en guld tusch. Denne tusch gør, at fibrene i fjeren afstives en smule og dermed også bliver en smule nemmere at skrive på med en hvid gelpen efterfølgende.

Vælger du en fjer i en lys farve, kan du naturligvis nemmere slippe afsted med at skrive navnet med en mørk tusch.

Til sidst kan du tilføje en sløjfe for at give fjeren en ekstra detalje.

Alternative påskeæg med decoupage

Sæt en pæn vase på påskebordet. Fyld den med forårsgrene eller hvad du lige har i haven. Pynt grenene med fine påskeæg, som du selv kan lave.
Som beskrevet højere oppe, har de fleste af os prøvet at male på pustede æg til påske – og bevares, det er der absolut ingenting i vejen med!
Men vil du prøve kræfter med at dekorere æg på en anderledes måde, kan decoupage være en idé.
Jeg har lavet tre forskellige eksempler på påskeæg med decoupage herunder.

Stedmorblomster

Æg med tørrede stedmorblomster

For at lave dette påskeæg, har jeg haft 5 stedmorblomster liggende i pres i en god uges tid. Så er de helt flade og tørre og klar til at sætte på.

Start med puste æg – så er det gjort.
Sæt derefter en snor med en sløjfe på fast på ægget. Dette kan nemt gøres med en limpistol – og så er det nemlig meget nemmere at “male” ægget med lak, nu hvor du har noget at holde i.

Brug i første omgang decoupage lakken som en lim og fastgør de tørrede blomster. Lad herefter lakken tørre helt – gerne til dagen efter.

Nu er ægget klar til at blive malet over med decoupage lak og hængt til tørre. Så får ægget en flot, blank overflade, og blomsterne falder ingen steder.
– Go home Royal Copenhagen påskeæg! 😉

Vintergækker

Æg med tørrede vintergækker

Fremgangsmåden er den samme, som hvis du brugte stedmorblomster.
Pust ægget, lim de tørrede blomster på med lakken, lad det det tørre og giv til sidst hele ægget decoupagelak.

Du kan naturligvis bruge lige nøjagtigt de blomster, som du har lyst til.
Det smarteste (og billigste) er selvfølgelig, at bruge dem, der gror lige ude i din have.
Husk blot at ligge blomsterne i pres i mindst en uge, så de kan nå at tørre.

Fjer

Æg med fjer

Hvis du ikke er til påskeæg med blomster, så kan fjer også gøre det.
Her ender du ud med et andet udtryk, og du kan naturligvis variere dit valg af fjer i forskellige farver.

Fremgangsmåden er præcis den samme som ved blomsterne; men det kan være en god idé, at stryge en tør pensel i samme retning som “hårene” på fjerene, når du limer dem på.
Sådan får de det pæneste og mest naturtro udtryk.

Således! Det var mine fif til påskebordet. Det var da slet ikke så svært, vel?
Jeg ville blive rigtig glad, hvis I havde lyst til at dele et billede af jeres kreationer til påskebordet. Brug hashtagget #byskovdiy på instagram og lad os inspirere hinanden!

God fornøjelse og rigtig god påske.