+45 51917135 kontakt@lachika.dk

Sommeren nærmer sig, og måske har du det ligesom mig, at kribler for at pynte terrassen med friske sommerblomster og andre fine pynteting.
Men! Det kan være en dyr omgang sådan at give terrassen en sommer-makeover…

HELDIGVIS er du havnet det helt rigtige sted! I det her indlæg viser jeg nemlig, hvordan du nemt og billigt kan forvandle genbrugs-bøtter til søde urtepotteskjulere. Det er godt for både pengepungen OG for miljøet – win win!

Det skal du bruge:

  • En bøtte/spand/dåse, som du kan dekorereJeg genbruger disse plast-bøtter fra skyr, men mange andre løsninger kan naturligvis også bruges.
  • Noget reb af en art Jeg har købt disse flettede dekorationsbånd til billige penge hos Flying Tiger. Jeg har brugt 9 m. pr. bøtte, men længden afhænger naturligvis også af bredten på båndet.
  • En saks
  • Limpistol
  • Rigeligt med lim

Sådan gør du:

Varm limpistolen op og lim enden af rebet fast øverst på bøtten.

Sæt små klatter med lim langs kanten (Du behøver ikke at lime hele vejen rundt)

…Og placer rebet oveni limen. Hold et kort øjeblik, og pas på at du ikke brænder fingrene.

Fortsæt på samme måde hele vejen ned ad bøtten. Det er ganske simpelt, men kræver lidt tålmodighed.

Når du kommer ned til enden, klipper du rebet skråt og fastgør det med en klat lim.

Så er urtepotten klar! Nu er det bare at vælge din yndlingsplante, der kan flytte ind i den. Du kan enten plante direkte i bøtten eller bruge den som skjuler.

Mange muligheder:

Om du bruger urtepotten indendørs, udendørs, til krydderurter, til stueplanter eller til flotte sommerblomster på havebordet er naturligvis helt op til dig.

Herunder får du et lille udsnit af, hvordan urtepotterne bliver brugt hos mig:

Del meget gerne et billede af dit resultat med os via hashtagene #byskovdiy og #lachikadk , vi kunne nemlig godt tænke os at se, hvordan DU bruger den kreative urtepotte.

God krealyst og rigtig god sommer! 😀
– Sandra Byskov.

Læs også: DIY: Opsats til krydderurter