+45 51917135 kontakt@lachika.dk

Telefonen er efterhånden blevet vores alle sammens bedre halvdel og er svær at leve uden. Derfor er det også vigtigt, at vi passer godt på den (hvilket nogle af os har lært på den hårde måde…).
Næstefter bobleplast er det bedste, du kan gøre for din telefon, at sørge for at have et beskyttelsescover til den; og her ved alle os, der jævnligt er på Instagram, hvor vigtigt det er, at coveret til din telefon er flot, stilet, moderigtigt og passer godt til din visuelle identitet på Instagram… Ihvertfald hvis du har en iPhone.
– Men hvad med os andre? Og skal vi kyle flere hundrede kroner efter et flot et, hvor der står ‘Ideal Of Sweden’ på bagsiden? eller skal vi bare nøjes med et billigt et?

Okay, jeg tror du har fanget, hvor jeg vil hen.
Du kan nemlig nemt og billigt lave nogle super flotte covers til din telefon helt selv – uanset hvad mærke den er.
Læs med herunder, så får du intet mindre end 9 eksempler på, hvordan DIT næste beskyttelses cover måske kan se ud.

Step 1:

Det allerførste du skal gøre er, at anskaffe dig et gennemsigtigt cover, der passer til din telefon. Måske fulgte der et med i æsken, da du købte den? Hvis ikke, påstår fortrolige kilder at have set transparente covers i Harald Nyborg til kun 10 kr.


Når det gennemsigtige cover er i hus, skal du lave en skabelon. Tegn efter dit cover på et stykke hvidt papir. Sørg for at få alle detaljer med og at få placeret kamera hullet korrekt. Klip derefter skabelonen ud og tjek at den passer inde under dit cover, når du sætter det på telefonen.
Nu er du klar til at være kreativ, og du kan frit plukke af ideerne herunder.

Grafisk print

Disse tre covers er lavet af grafiske prints, der er printet ud fra computeren. Hvis du er en haj til Photoshop eller Illustrator, kan prøve dig frem med selv at fremstille printet til dit cover.
Vi andre kan nemt gå på google og finde et grafisk billede, som kan printes ud. Søg evt. på ‘wallpaper’ sammen med det tema, du ønsker skal indgå. Jeg har f.eks. valgt flamingo, marmor og monstera som 3 af mine temaer.
Inden du printer billedet ud, er det vigtigt, at du tjekker, at billedet er stort nok til at udfylde hele coveret.
Når billedet er printet, tegner du efter din skabelon og klipper dit cover ud. Voila! Nu har du lavet dit første cover til din telefon.

Personlige fotos

Ja, overskriften siger jo nærmest sig selv.
I stedet for grafiske prints, kan du printe personlige billeder ud, som du kan sætte i dit gennemsigte telefon cover. Det kan være billeder af smuk natur, af din mand, børn, kæreste, familie, kæledyr, dig selv eller sågar af din ostemad. Du vælger selv.
Fremgangsmåden er præcis den samme som før. Print billedet ud, tegn efter din skabelon og klip coveret til.

Doodles

Denne gang slipper du for printeren. Disse doodles er nemlig tegnet i hånden, hvilket betyder at du nu har mulighed for at slippe fantasien endnu mere løs!
Tegn små tegninger, skriv citater eller statements, eller kombiner med personlige billeder – du bestemmer.

Jeg har tegnet på et tyndt gennemsigtigt plastik ark, som kan købes hos de fleste hobbybutikker. Du kan måske også være heldig at have noget plast emballage i husstanden, som du kan bruge (eller rettere: genbruge).
Posca tusser er de bedste til at tegne på plast, men andre tuscher kan sikkert også gøre det. Prøv dig frem eller forhør dig evt. hos din boghandler.

Du kan naturligvis også tegne på almindeligt papir, farvet papir, grafiske print eller hvad end, du har lyst til. Slå dig løs og slip kreativiteten fri!

Del meget gerne dine covers på instagram med hashtagget #byskovdiy.

Rigtig god fornøjelse.