Sommeren er over os, og ENDELIG blev det tid til grill, strandture og lune sommeraftener på terrassen. Sidstnævnte har jeg især glædet mig til! Derfor får du her lidt inspiration til, hvordan du simpelt og nemt (og ikke mindst billigt!) kan skrue lidt ekstra op for hyggen på terrassen.

Som du nok kan gætte ud fra billedet, er det disse fine fyrfadsstager, som du lynhurtigt kan lære selv at lave.

Alt det kræver er:
– Tomme glas (fra marmelade, champignon, soltørrede tomater etc.)
– Noget snor (gerne lidt råt og naturfarvet for at fange den rigtige sommeridyl)
– En saks
– Lim fra en limpistol

Jeg blev enig med mig selv om, at i stedet for at skrive lange forklaringer om, hvordan knuderne bindes på kryds og tværs, ville det give bedre mening at vise det. Jeg har derfor lavet en video til dig i stedet med korte forklaringer undervejs, som jeg håber vil kunne vise, hvor simpelt det i virkeligheden er.

Se selv – ret simpelt, ikk?

Jeg har hældt en lille smule sand i bunden af mine færdige glas for lige at hævet fyrfadslyset en smule. Om du vælger at bruge levende lys eller LED lys er naturligvis helt op til dig – og stagerne kan jo i øvrigt bruges på mange andre måder også, f.eks. til muslingeskaller eller småsten fra stranden.

Jeg synes i øvrigt, at det flettede look passer ret fint sammen med de her hjemmelavede urtepotteskjulere. Hvis du skulle få lyst til at se nærmere på, hvordan man laver sådan nogle, får du et direkte link her.

Tak fordi du læste med, og del meget gerne dine kreative løsninger med os via hashtagget #byskovdiy og #lachikadk .
God krealyst og rigtig god sommer 🙂


Læs også: DIY: Opsats til krydderurter