Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er kæmpe fan af hyggetøj. Men helt ærligt, der er da heller ikke noget bedre, end at hoppe ud af de stramme jeans og i et par behagelige joggingbukser, vel?  Og selvom hyggetøj i princippet bare er til for at være behageligt, så elsker jeg altså når det samtidigt er pænt og passer sammen, og når det stadig viser min stil på en eller anden måde.

Så da jeg så disse ultra farverige bukser, som i mine øjne udstråler kæmpe 80’er vibes, så var der jo ingen tvivl; De var nødt til at bo i min garderobe! Farverne gør mig glad, og så er jeg bare vild med den oldschool 80’er stil. Desuden foretrækker jeg når joggingbukser er højtaljede – Det synes jeg gør dem lettere at style til alt muligt forskelligt. I dag har jeg sat dem sammen med denne lyserøde, langærmede bluse, som jeg synes passer perfekt til – Jeg kan nemlig godt lide at sætte en cropped overdel til et par højtaljede bukser.

I dag er det mørkt og gråt ude, og det blæser en halv pelikan. Det indbyder så meget til at inde-hygge, så jeg har besluttet, at jeg skal have mig en rigtig mig-dag, hvor jeg vil prioritere at få koblet af og at lave ting der glæder mig og min sjæl. Så de huslige ting der skal klares, bliver klaret i hygge-tempo og med masser af god musik, og ellers vil jeg forkæle hud, hår og negle.

På en mig-dag nyder jeg nemlig at bruge tid på den slags ’tøse-ting’. Så her er dømt ansigtsmaske, fodbad, neglelak på neglene og en hårkur i mine, efterhånden lidt forsømte, lokker.

Hvis regnen stopper, tror jeg at jeg vil ud og gå en lang tur senere, sammen med min lille hundehvalp. Og ellers bliver det bare dynen på sofaen, en god bog og måske en sød tøsefilm på netflix. Nå ja, og selvfølgelig også noget chokolade! Det hører sig til på en rigtig mig-dag, ligeså meget som noget skønt hyggetøj gør. I hvert fald for mit vedkommende 😀

Læs også: To af mine favoritter fra tøjskabet