+45 51917135 kontakt@lachika.dk

Er der noget jeg holder meget af, er det nem, hurtig, velsmagende og samtidigt sund mad… Noget der lever op til det er one pot pasta-retter, som altså bare er helt geniale på travle hverdage. Jeg var ret skeptisk i starten; alt i én gryde? På én gang…? Det lyder lidt som noget rod. Men jeg er blevet overrasket over, hvor lækkert det er og hvor meget velsmag, man kan putte ind i en ellers relativt simpel ret. One pot pastaer kan varieres i det uendelige alt efter, hvad du har på lager og er derfor også smart til at få tømt ud i køleskabet. Den version jeg deler her, er kogt med mælk, og er derfor ekstra cremet. Derudover er den fyldt med frisk grønt og krydret chorizo – det er altså en ret god kombi. 🙂

One pot pasta (3 pers)

Ingredienser

  • 60g chorizopølse
  • 1 finthakket løg
  • 3 finthakket fed hvidløg
  • 100g champignon i skiver
  • 10 cherrytomater i halve
  • 150g frisk spinat
  • 1/2 groftrevet squash
  • 250g spaghetti
  • 1/2 tsk salt
  • 1 lille tsk chiliflager
  • 1 tsk tørret timian
  • 3 dl hønseboullion
  • 3,5 dl mælk
  • salt og peber

Svits først chorizo, løg, hvidløg og champignon i gryden 4-5 minutter. Tilsæt resten af ingredienserne og lad det hele simre under låg i ca. 20 minutter. Smag til med salt og peber og server.

Tip!

  • Er du ikke så meget til chorizo, kan du sagtens skifte det ud med fx 100g kyllingefilet i tern.
  • Det behøver ikke være spaghetti i one pot pasta, enhver slags pasta kan bruges.
  • Vil du ikke have mælk i, erstatter du det bare med vand.