Artiklen er skrevet af Lotte: Instagram herHjemmeside her

Det er nok ingen overraskelse at vores ferie skal foregå hjemme. Det vidste vi allerede sidste år, ikke at vi er synske og forudså Corona, men fordi vi sidste år holdt en lidt vild ferie, og at vi i år ville prioritere vores nyeste familiemedlem, nemlig vores hund, som vi fik i februar.

Hvad skal vi få tiden til at gå med?

Traditionen tro, så startede børnenes første feriedag med en tur til Tyskland, så vi kunne komme efter forsyninger. Det er en hyggelig tradition vi har fået, og jeg håber den fortsætter. Man kan få nogle skønne snakke på sådan en køretur, og så er det altid rart at have en kold sodavand ved hånden i ferien.  

Fem uger er lang tid og det er mest pga. Corona, at Vi har valgt at børnene skal holde fri hele juli. Selvom vi ikke skal udenlands, har det været vigtigt for os, at der er planlagte aktiviteter fordelt over ferien. I december i år købte vi årskort til Fårup sommerland, og jeg er sikker på vi får brugt nogle dage deroppe. Årskortet har været en god anledning til at se på andre oplevelser, for der er nemlig rabatter at hente og det kan vi nordjyder godt lide. Vi skal blandt andet til Egeskov Slot, og nok også en smut i Djurs sommerland, og det glæder vi os til. Derudover er Universe også et stort ønske, det er fedt at besøge et sted hvor der er lidt udfordring for sådan et par store børn, som vores.

Udover ovennævnte har vi også været så heldige at låne et sommerhus i uge 29. Sommerhuset ligger i Øster Hurup, som er en skøn lille ferieby med en meget børnevenlig strand. Tiden i sommerhus skal bruges på kvalitetstid, strand badning og masser af is, det bliver et skønt afbræk hjemmefra og vi glæder os meget.

Den sidste store aktivitet er faktisk ret tæt på hvor vi bor, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Når der går ferie i den, tror jeg mange drager længere væk, selvom der faktisk ofte er skønne aktiviteter i nærområderne. Vi skal på kanotur på Lindenborg å, en lille 4 timers tur med forudbestilte madpakker. Jeg tænker der kan komme nogle gode Instagram billeder i kassen for mor her og jeg håber også børnene vil nyde turen og hjælpe lidt til med at padle.

Er du også fristet af en tur i kano? Så tjek dette link ud / Reklamelink

Det u-planlagte

Selvom vi har en del planer, er det nu også rart, at der er plads til lidt impulsivt. Vi har en lækker skov her hvor vi bor, og der er også et par gode badesøer. Vores lille land er heldigvis heller ikke større, end at man kan komme vidt omkring på en dagstur og med et par tweens i huset må der godt ske lidt, så ikke skærmen opsluger dem helt inden det nye skoleår.

Jeg håber I andre får jer en skøn sommer, og måske I kan bruge dette indlæg som lidt inspiration til en sommer hjemme. Hvad skal du lave?


Læs også: Billig ferie? – Ja tak