+45 51917135 kontakt@lachika.dk
I narcissistens klør

I narcissistens klør

Ofte fatter vi slet ikke hvad der rammer os. Det gik jo lige så godt, alt var fantastisk og pludselig er der intet der er godt nok og vi bliver konstant kritiseret eller den anden bliver irriteret på os over småting.

I starten af forholdet bliver vores ben slået væk under os og alle vores drømme og håb bliver opfyldt, vi kan næsten ikke tro at det er rigtigt. At vi virkelig har mødt vores drømmeperson, prinsen eller prinsessen på den hvide hest. 

Vi bliver inviteret ud og intet er for godt til os, vi har fantastisk sex, prinsen/prinsessen er så charmerende og kender alle mennesker og vil gerne præsentere dig for dem.  Eller de siger at de er gode venner med mange kendte. De kan slet ikke forstå at din eks forlod dig eller ikke var god mod dig.

Du bliver vist frem som et statussymbol, han/hun er så stolt af dig, praler med alt det du kan og har gjort, du er så fantastisk. Og de fleste af os nyder da at få den opmærksomhed og strøm af kærlighed, særligt hvis man kommer fra et trist eller dysfunktionelt tidligere forhold. Eller fra en dysfunktionel familie, hvor du aldrig var god nok, hvor ingen lyttede til dine behov eller opfyldte dem. Så føler man jo at man er kommet i himlen, når kærlige ord og løfter regner ned over en og mange af dem bliver opfyldt i starten….

Alting går meget hurtigt og ofte begynder han/hun tidligt at tale om at flytte sammen, for ”vi passer jo så godt til hinanden” og måske står de lige og er ved at flytte et andet sted fra, så de mangler faktisk et sted at bo. Eller ”vi kan jo spare penge ved kun at have en husleje, så har vi flere penge til oplevelser.”

Hurtigt begynder sms’er at fylde din inbox med kærlige beskeder om; ”tænkte lige på dig og hvad du laver nu? Det er bare fordi jeg elsker dig og savner dig så meget”… ”du er så dejlig og så fantastisk”

Der er et navn for det på engelsk, ”lovebombing”.

I starten er det jo meget sødt, men efterhånden begynder det at ligne kontrol… ”hvor er du og hvad laver du? Hvem er du sammen med?” Og der er ikke plads til andre i din inbox.

Stille og roligt begynder tonen at ændre sig og blive skarpere og skarpere og en dag kommer du til at sige eller gøre noget som får vedkommende til at flippe helt ud. Og de fleste normale mennesker vil jo sige, nå men det var bare en enkelt raptus, man skal jo give folk en chance til. Men der kommer flere og flere af disse raserianfald eller irettesættelser over ting du har gjort forkert. Langsomt flytter du din grænse for hvad du vil finde dig i, for han/hun er jo også så omsorgsfuld, så ansvarlig, så venlig, så dygtig og ofte meget god til at argumentere for deres sag. ”Du kan da nok se, at det var fordi du gjorde sådan, at det gik sådan.”

Problemet er, at der ikke er nogen erkendelse af, at de gør noget forkert, det er dig der har fejlen eller dig, der har fået dem til at reagere på den måde. Du provokerede eller det var din opførsel som var forkert. De gør ikke noget forkert, og det kan de få bekræftet mange steder. For som regel har de en pletfri opførsel ude i verden. I deres omgangskreds er de den flinke, som alle kan lide, som hjælper og støtter og giver komplimenter.

Efterhånden vil du opdage at det er alle andre der får komplimenter, ikke dig. Dig er der flere og flere ting i vejen med, du er kedelig og har du ikke taget lidt på?

Nu er vi ved at indse at det er en narcissist vi har med at gøre eller hvad? Nej, for de fleste mennesker ved ikke at de findes overalt omkring os. De er ikke klar over symptomerne, signaler vi skal være opmærksom på.

Narcissisterne er i familie med psykopater, men dem forbinder vi jo med øksemordere og bankrøvere, så det vil vi jo ikke se en sammenhæng med. Men det er bare et spørgsmål om graduering. Psykopaterne er længere ud ad skalaen, men de er på den samme skala.

Disse mennesker bliver også kaldt hverdagspsykopater og de er giftige at være i nærheden af. Vi skal bare have prøvet det først og få viden omkring dem for at kunne tage forholdsregler og sikre os selv.

For uden at vide det bliver vores selvværd og vores ellers gode dømmekraft stille og roligt nedbrudt og vi bliver forvirrede og nemme ofre for narcissisten.

Faktisk opstår der skader i hjernen på samme måde som ved PTSD, fordi man er under konstant stress og man forstår ikke hvad der er galt. Man holder op med at tro på sine egne følelser og bliver mere og mere overbevist om, at det er mig der er noget galt med. Det er narcissistens spidskompetence, at få dig til at tvivle på dig selv.

De er mestre i at lyve og hvis de bliver grebet i det, har de ingen anger og kan endda smile af det. Det oplevede jeg flere gange i mit parforhold.

For narcissisten er det hele bare et spil, det gælder om at vinde hver gang, enhver diskussion, ethvert skænderi og hvis du hidser dig op og græder eller råber, har de vundet, så har de fået den reaktion de gerne ville have. De lever af dramaet, hvis det går alt for stille og roligt derhjemme, kan de hurtigt skabe et drama. Eks. ” jeg tror ikke vi er gode for hinanden længere”. Den bemærkning fik jeg ca. en gang om måneden i et forhold jeg var i i 10 år. I starten slog det mig helt ud og jeg blev ked af det og græd og så sagde han bare, at det var bare for sjov, han mente da ikke noget med det, hvordan kunne jeg tro det?

Nogle år senere jeg tog det alvorligt og begyndte at lede efter et andet sted at bo, for da var jeg begyndt, at  tage det mere roligt og egentlig også selv ønskede at komme væk, men så vendte han det rundt. Der kan du bare se, du ønsker slet ikke at være sammen med mig.

Det er noget som står i Narcissistens manual; lav et tjek på om hun/han stadig elsker dig. Prøv dem af.

Jeg flyttede fra denne mand et utal af gange og flyttede tilbage igen. Han kunne altid overtale mig til at komme hjem igen, for vi passede jo så godt sammen. 

Det er en anden ting de kan, de giver os et endorphin-kick som vi bliver afhængige af. De kan få os til at føle os som de mest attraktive mennesker i verden, de mest elskede og tilbedte og så tager de det væk igen.

Det hedder på engelsk push-pull.

Når de tager det kick væk, er der næsten ikke noget vi ikke vil gøre for at få det igen. Jeg har hørt om nogen som blev i forhold, hvor det var 30 år siden, at de havde fået den oplevelse, men blev der i håbet om at få det igen.

Man kan tænke; jamen er man ikke dum, hvis man bliver i sådan et forhold? Men det har ikke noget med dumhed at gøre, det er en form for afhængighed, de giver os et drug og så er vi hjælpeløse, indtil vi får den viden som jeg gerne vil være med til at sprede.  Og der er flere og flere som har set ”lyset”, der er communities på youtube.com som hjælper hinanden med at komme ud af disse giftige forhold og videre i livet, bla. Narc ology unscripted. 

Og man har brug for hjælp, for de er fantastiske til at lokke en tilbage igen, selvom man tror man er kommet videre.

De har en tendens til at blive ved med at sende beskeder, lokkebeskeder, selv år efter at forholdet er sluttet, for at se om de stadig har magt over dig. Det har intet med kærlighed at gøre, men det kan vi ofte komme til at forveksle det med. ”arhh, han savner mig og elsker mig stadig selvom det er 2 år siden vi er gået fra hinanden”! Nej, han elsker dig ikke, han aner ikke hvordan kærlighed føles og han kommer aldrig til at give dig det du har brug for. Han kan give dig en erstatning, men du opdager hurtigt, at det varmer ikke ret længe for det er ikke ægte og han kommer ikke til at få empati eller medfølelse med dig eller dine børn, han elsker heller ikke sine egne børn.

Det findes ikke i narcissisten, han/hun er en tom skal, som hele tiden søger brændstof til at fylde dem op og det er det eneste du nogensinde vil blive for ham/hende, brændstof. Svært at erkende, hvis man har brugt mange år på dem, men det er også en lettelse, når man har sørget over, at alle ens drømme ikke kan blive til noget med den person, i hvert fald. Men de sætter ofte dybe spor i os, og derfor kan mange have brug for terapi efter et eller flere forhold til narcissister.

Har du haft en narcissist i dit liv og kunne du have interesse i at dele din historie?
Så send den til mig på kontakt@lachika.dk og lad mig høre hvis du ønsker den udgivet anonymt. Jeg håber på at høre fra dig 🙂

Er du ærlig?

Er du ærlig?

Har du modet til at være ærlig overfor din partner?

Når du har sex med din partner, har du så præcis det sexliv du tænder på, får du udlevet dine fantasier? Ikke at man absolut skal udleve alle sine fantasier, men hvis man konsekvent undertrykker det man i virkeligheden tænder på lever man kun livet halvt, og måske kan partneren mærke at man ikke rigtig er der.

Er du 100 % til stede med din partner?  Hvis du går og drømmer om at have sex på en anderledes måde, men aldrig har haft modet til at sætte ord på det overfor din partner, kan du måske komme til at mangle gnisten i dit liv og have svært ved at give din partner det han eller hun ønsker. Og hvem ved, måske går din partner og drømmer om præcis det samme, ville det ikke være ærgerligt at spilde tiden med at gå og være bange for hvad den anden mon vil sige til din fantasi?

Det kan også være seksuelle problemer som du ikke deler med din partner.

Som terapeut og sexolog har jeg oplevet mange par som ikke fortæller hinanden hvad de går med af tanker omkring det seksuelle. De tanker kan gøre, at parret går og lukker sig inde hver for sig, og efterhånden mister hinanden og lysten til hinanden, eller tror at den anden har mistet lysten til dem selv. Dette kan skabe skilsmisser eller døde parforhold, hvor der er basis for utroskab.

Men hvad er det der gør at folk ikke taler med hinanden?

Det kan der være mange årsager til. Eks. hvis den ene part får nogle problemer som er forbundet med skam, eks. mistet lyst eller evne til rejsning.  Desværre kan dette gøre at i stedet for at søge partnerens fortrolighed, trækker den skamfulde partner sig mere og mere ind i sig selv, og den ekskluderede part føler at den anden ikke længere elsker ham/hende.  Dette kan hænge sammen med det seksuelle selvbillede som en aktiv partner på lagenet, hvis man ikke længere kan være i denne rolle, så er det bedre at trække sig end at være en fiasko og opleve nederlag.

Både mænd og kvinder kan opleve at deres sexliv ændrer sig i overgangsalderen. Kvinder kan opleve at deres slimhinder i skeden bliver tørre og tynde, hvilket gør at sex kan være smertefuldt og dette gør at de mister lysten til sex. Og i stedet for at gøre noget ved problemet kan det være at de trækker sig fra manden, fordi de ikke synes at de kan give ham det han gerne vil have.

For mandens vedkommende kan manglende evne til rejsning og udløsning opstå enten pga. forkalkning, overvægt eller pga. bivirkninger fra medicin eller sygdom. Han kan også opleve det frygteligt skamfuldt og få ham til at trække sig fra fysisk samvær med sin partner. Mange mænd er ikke meget for at gå til lægen, men det kan være en god ide at få en snak med lægen og hvis lægen ikke kan gøre noget kan en tur til sexolog måske afhjælpe problemet.

Overvægt kan ofte være en primær årsag til at sexlivet gå i stå, både fordi man selv føler sig mindre tiltrækkende, men også reelt fordi partneren tænder mindre på en som har taget på og ikke længere ligner den man blev forelsket i.

Men hovedsagen er at der skal tales om problemerne, vær ærlige overfor hinanden. Kom frem med jeres problemer, ønsker og fantasier.

Unge mænd som hviler i deres maskulinitet, findes de?

Unge mænd som hviler i deres maskulinitet, findes de?

Efter at fulgt med i debatten om Metoo og mænds vaklende fornemmelse for deres maskulinitet og deres egne og andres grænser, med stigende bekymring, er jeg så lykkelig over at have mødt nogle eksemplarer af den nye generations unge mænd. Unge mænd som hviler så meget i deres maskulinitet og seksualitet at det ikke er noget problem for dem at lege indbyrdes med de seksuelle roller uden at føle sig truet, eller lide det mindste af homofobi.

Unge mænd som tør udforske hvad de end synes er spændende, sammen med deres kærester, dates eller med sig selv. Jeg har erfaret at flere unge mænd udforsker det at blive penetreret enten af en kvinde med strap-on eller af en anden mand, bare for at have prøvet det. Og at de ikke holder sig tilbage for at udforske sin seksualitet uden at være bange for at være homoseksuel, uden at være bange for at være låst fast i en bestemt seksualitet, og at der ikke er noget at være bange for.

Jeg er vild med tanken om at så meget mere er tilladt i dag, at der er så mange muligheder og langt større accept af forskellige former for seksualitet. At det er oplevelserne og følelserne der er vigtigere end om du passer ind i en bestemt seksualitets-kasse.

Jeg glæder mig over at have mødt unge mænd som giver håb for de fremtidige generationer. Unge mænd som er klar over, at seksualitet ikke bare er porno og stereotyper, at det er vigtigt at give sig tid til at være til stede og nærværende med sin partner før, under og efter sex. At der skal to eller flere som er enige om samværet, til at give og modtage nydelse og at indtagelse af alkohol absolut ikke er proportionalt forbedrende for præstationen, tværtimod.

At høre dette gjorde mig utroligt glad, for jeg har mange erfaringer med at meget unge mennesker i dag primært har sex når de er meget fulde, og at det bliver tilfældig sex på et toilet med en partner, som de ikke ville have valgt hvis de var ædru. (Ikke at der altid er noget i vejen med tilfældig sex, hver sin smag)

Deraf måske også mange af de uønskede uploadede optagelser på nettet, man kender ikke hinanden og føler ikke noget ansvar for den anden, eller den andens følelser. ”Se jeg havde sex med denne pige”, uden at bekymre sig om følgerne for hende. Og pigen er for fuld til at opdage hvad der foregår og sætte sine grænser.

En af de unge fyre jeg talte med, gav udtryk for at han følte et stort ansvar for sin partner, at hun skulle være fuldstændig tryg for at kunne give sig hen og nyde deres samvær og det mente han, var hans ansvar at sørge for. På den måde oplever han selv meget større nydelse ved sex, for når kvinden er tryg folder hun sig fuldstændig ud og derved får han også bedre sex, i stedet for et hurtigt knald med en bevidstløs kvinde som ikke kan nyde eller give udtryk for hvor dejligt det er.

Der er håb for de nye generationer.

Smerter i underlivet

Smerter i underlivet

Jeg har skrevet om dette emne flere gange, men det kan ikke gøres for tit, for der går stadig piger og kvinder rundt derude med smerter i underlivet, som ikke ved at de kan få hjælp og at det ikke behøver at være sådan.

Kender du det at have smerter i underlivet, eller kender du en kvinde som har det? Smerter som er der hele tiden eller kun nogle gange, smerter ved samleje eller smerter når du/hun sidder på en cykelsadel, smerter når du/hun har menstruation.  Smerter som er uforklarlige, og som du har været til læge for at finde en årsag til, men lægen kunne ikke finde noget umiddelbart?

Der kan være mange forskellige årsager til smerter i underlivet og det er vigtigt at blive grundigt undersøgt hos egen læge og gynækolog for at være sikker på, at der ikke er noget livstruende som skal behandles med medicin eller operation.

Det kan være alvorligt nok at gå rundt med smerter, som forhindrer kvinden i at have et sundt og naturligt sexliv. Hun kan have svært ved at have et afslappet forhold til at få en partner eller hvis hun har en, kan det være svært at føle, at hun er en rigtig kvinde, hvis hun ikke har lyst til sex, eller hvis hun har sex, at hun ikke kan nyde det fordi det gør ondt.

Mange har store problemer fordi de føler sig forkerte fordi de aldrig har lyst til sex, eller hver gang de får lyst bliver de skuffede over at det gør så ondt, at de bliver nødt til at afbryde pga. smerter. Men det er jo helt naturligt ikke at have lyst til noget som gør ondt. Det er dog en stor belastning for mange parforhold at kvinden ikke har lyst. Og med tiden har manden heller ikke lyst for han vil ikke gøre sin kvinde ondt..

Mange piger og kvinder er blevet opgivet af deres læge og gynækolog, fordi der ikke kunne findes en synlig fysisk årsag til smerterne og så kan det føles som om man er en hypokonder eller at man ikke bliver taget alvorligt. Faktisk kan det gøre det hele endnu værre for det kan sætte sig som spændinger i kroppen, når man ikke møder forståelse fra sin omverden. Så kan man virkelig begynde at tvivle på sig selv og det man mærker.

Her kommer jeg kort ind på nogle af de tilstande som kvinder kan fejle som giver smerter i underlivet; vulvodyni, vaginisme, PCOS samt spændinger i musklerne i underlivet. Læg mærk til at dette er blot nogle af de problemer der kan være årsag.

PCOS kan ses på blodprøvemålinger, da det er en hormonel lidelse og der er flere synlige tegn på sygdommen, bla. kan der på ultralydsscanning ses cyster på æggestokkene. Der ses øget hårvækst i ansigtet, på benene og op mod navlen, uregelmæssig menstruation, tendens til uren hud og for 50 % af kvinderne med PCOS ses der overvægt.

Vaginisme er et andet ord for skedekrampe, som er ufrivillige sammentrækninger i skeden ved forsøg på penetration. Årsagen til denne tilstand kan ofte afdækkes i et terapeutisk arbejde, hvor man gennemgår kvindens historie, for gamle traumer kan sætte sig som spændinger i kroppen.

Vulvodyni er en smertefuld tilstand som lægerne ofte kommer til kort over for. Kvinden oplever stærke svidende og brændende smerter ved indgangen til skeden. Denne smerte kan både være der hele tiden eller kun være der når den bliver provokeret ved berøring eller forsøg på samleje. Der er meget få fysiske tegn på sygdommen og man ved ikke hvorfor den opstår og der findes ikke en bestemt behandling som virker for alle i det offentlige system.

Nogle kvinder får hvidlige områder som kan provokeres med en vatpind og derved give en indikation om sygdommen. Man har på nogle kvinder målt at nerveenderne i området ved skedeåbningen er ekstra sensitive i bestemte områder. Derfor er en måde at behandle denne lidelse at fjerne slimhinden med de ekstra følsomme nerveender, desværre er det ikke altid at det virker. Der behandles også med smertedæmpende midler som lidokain, hvilket selvsagt bedøver området, men giver ikke et fantastisk sexliv.

Så er der spændinger i musklerne i underlivet. Som de fleste ved som har trænet kan muskler være utroligt ømme og smertefulde, det samme gælder for musklerne i underlivet, i bækkenbunden, lænden, maven og inderlårene. Men hvorfor opstår spændinger i musklerne? Som fysioterapeut lærer man at følelser kan sætte sig i musklerne, derfor skal man også være varsom med at bore fingrene ned i folks ømme muskler uanset hvor i kroppen spændingerne sidder.

Men det hænger sådan sammen at hvis vi på et tidspunkt i vores liv har oplevet noget ubehageligt kan det sætte sig som spændinger i kroppen. Det er ikke alle der oplever det, men nogen gør og det kan sætte sig fast, hvis man ikke får bearbejdet traumet. Det behøver ikke være noget stort og alvorligt traume, men ofte er det noget man som barn har oplevet som meget ubehageligt.

Disse spændinger kan godt løsnes og det kan fysioterapeuter eller vaginalterapeuter hjælpe med. De første arbejder primært med udspænding af musklerne. De sidste arbejder med samtale, øvelser og blide tryk i musklerne i bækkenbunden. Og det bedste af det hele er at der er en vej ud af smerterne.. Mange piger og kvinder har oplevet at de er blevet smertefrie og har fået lyst til sex, nogle for første gang, for hvem har lyst til sex når det gør ondt?

Så kender du en kvinde med smerter i underlivet eller som tror at sex skal gøre ondt, bed hende gå ud og finde en vaginal-terapeut, måske findes der en i jeres område.