+45 51917135 kontakt@lachika.dk
Konfektkugler med baileys og kaffe

Konfektkugler med baileys og kaffe

Konfekt er noget af det skønneste her i december!

Og der findes så mange muligheder for variationer af den søde spise; i denne opskrift har jeg suppleret den klassiske treenighed; marcipan, nougat og chokolade med hhv. baileys og kaffe – alt sammen tryllet ned i små himmelske konfektkugler.

Kuglerne er simple at lave og kan pyntes lige som du ønsker det. Jeg har dyppet dem i chokolade og pyntet med flormelis eller kakao – men det kunne også have være hakkede mandler, kokosmel el. andet, kun fantasien sætter grænser!

Denne portion giver ca. 6 kugler af hver, og de er altså ret hurtigt væk, så lav bare en dobbelt omgang og glæd familie, venner og kollegaer 🙂

Konfektkugler med baileys og kaffe

Baileys
125g marcipan
1 1/2 spsk kakao
2 spsk baileys
25g nougat

Kaffe
125g marcipan
1 spsk kakao
2 spsk færdiglavet kaffe
25g nougat

For begge variationer gælder det, at ingredienserne til hver røres sammen til en fast masse – gem dog nougaten. Form nu kugler af konfektmassen og put et lille stykke nougat indeni hver.

Pynt
100g mørk chokolade
100g lys chokolade
100g hvid chokolade
kakao
flormelis

Put hver slags chokolade i en lille skål og smelt i mirkoovnen; hold godt øje og rør et par gange undervejs, så det ikke brænder på. Dyp hver kugle i chokolade og pynt med mere chokolade, flormelis eller kakao. Sæt på køl en halv times tid, til chokoladen er stivnet. Enjoy! 🙂

Læs også: Juletraditioner og brunkager

Pizza med ricottacreme, spinat, tomater og parmaskine

Pizza med ricottacreme, spinat, tomater og parmaskine

Okay de damer og herrer, det her er måske en af de bedste pizzaer jeg nogensinde har smagt! Lidt utraditionel, jovist – men ikke desto mindre fyldt med de skønneste smage, der skaber et helt perfekt mix af vidunderlig velsmag. Bunden har jeg smurt med en ricottacreme rørt op med hvidløg og ovenpå har jeg sprød, let salt parmaskine, bagte tomater og cremet feta.. i kombination med spinat og soltørrede tomater får du den helt rigtige umami smag, som ikke lader et øje tørt. Prøv den! 🙂

Pizzabunde (2 srk, 4 pers)

  • 20g gær
  • 2 dl lunkent vand
  • 1 spsk olie
  • 1/2 tsk sukker
  • 1/2 tsk salt
  • 50g sigtemel
  • 275g manitobamel el. tipo00 mel

Ricottacreme

  • 200g ricotta
  • 1 fed hvidløg, knust
  • 1 spsk olivenolie
  • Lidt salt og peber

Fyld

  • 2 håndfulde frisk spinat
  • 2 pakker parmaskinke (ca 150g ialt)
  • 10 cherrytomater
  • 100g soltørrede tomater
  • 150g feta
  • salt og oeber
  • oregano
  • 25g pinjekerner

Pizzabunde

Smuldr gæren og rør den ud i vandet. Rør olie, sukker og salt i. Tilsæt de 2 typer mel og ælt dejen godt fx i røremaskine eller med dejkroge på håndmixeren. Form dejen til en kugle og lad den hæve en time ved stuetemperatur i en oliesmurt skål. Del dejen i to og rul to bunde ud med en kagerulle på et meldrysset bord. Bundene skal være 4-5 mm tykke. Læg bundene på hver sin bageplade.

Ricottacreme og fyld

Rør alle ingredienser til ricottacremen sammen og smør cremen på de to bunde. Skyl spinaten og steg det 2-3 minutter, bare lige til det falder lidt sammen.

Fordel spinaten på bundene. Fordel skinken på de to bunde. Halver cherrytomaterne og skær de soltørrede tomater i mindre stykker, fordel begge dele på bundene. Drys med smuldret feta og kryds med salt, peber og oregano.

Bag 10 minutter ved 230 grader, 1 pizza ad gangen. Drys pinjekerner over pizzaerne og bag 5 minutter mere. Færdig! Server og nyd 🙂

Læs også: Pizza med parmaskinke, chorizo, mozarella og salat

Snickersnitter (hjemmelavede)

Snickersnitter (hjemmelavede)

Herlige snickers-snitter som er nemme at lave og som bare smager såååå skønt. Du får en blød bund af dadler, peanutbutter, nutella og salte mandler… et lag karamel og knasende sprød chokolade på toppen. Mums! De har været testet af flere omgange og folk plejer at elske dem. De kan opbevares på køl 2-3 dage, hvis de holder så længe 🙂

Hjemmelavede snickerssnitter (lille bageform, ca. 10-12 stykker)

  • 150g dadler
  • 100g saltede peanuts
  • 3 spsk peanutbutter
  • 1 spsk nuttella
  • 1/2 dåse dulce de leche/karamelliseret mælk
  • 1 spsk kokosolie
  • 100g god mørk chokolade

Dadler, peanuts, peanutbutter og nutella kommes i en minihakker eller blender og blendes til massen kan hænge sammen. Put evt en lille smule vand ved, hvis det kniber. Beklæd en lille bageform/et lille fad med bagepair eller husholdningsfilm og fordel massen heri – det kommer til at udgøre din bund. Bundne skal være ca. 5 mm. tyk. Smør et lag karamel på bunden. Hak chokoladen og put den i en lille skål sammen med kokosolie og smelt chokolade og kokosolie sammen i mikroovnen eller over vandbad. Fordel chokolademassen oven på karamellen, top med hakkede mandler og hakket chokolade. Stil på køl til chokoladen er størknet, server og nyd 🙂

Gaveinspiration til madelskere

Gaveinspiration til madelskere

Julen står for døren og ind imellem kan det være svært at komme på den helt rigtige gaveidé. Herunder kommer jeg med en række bud på madgaver, der både glæder og gavner; gaven til manden der har alt, til amatørkokken, til den travle familie, til den bageglade søster eller den gastrointeresserede onkel. Madgaver findes i et væld af afskygninger og forskellige prislejer; nogle er nemme og hurtige, nogle gør hverdagen lettere, nogle inspirerer og andre giver en oplevelse. Uanset hvad, vil de bringe glæde hvor de kommer frem. Jeg har herunder samlet en række inspirationsideer; alt sammen med direkte links, så du i ro og mag kan klikke den helt rigtige julegave hjem. Jeg håber du her finder lige det du søger 🙂

Madoplevelser og kurser

Der findes et væld af oplevelsesgaver indenfor mad og gastronomi. Kender du en, der nyder at komme ud, måske opleve nye steder og smage ny mad og drikke, så giv en middag for 2, en øl – eller vinsmagning, et gastronomisk ophold eller måske en chokoladebrunch? Mangler du gaven til en, der gerne vil udvide sin horisont og udvikle sine madlavnings-skills, så giv et bagekursus, et flødebollekursus eller måske et tapaskursus. Gaven til manden der har alt…? Intet problem; send ham på  øbrygningskursus, hvor han får sin egen øl med hjem! Det har han garanteret ikke prøvet før. Din chokoladeglade søster? Send hende på Hotel Chocolat, hvor hun – sammen med dig eller en veninde, får en dag i selvforkælelsens tegn – med masser af chokolde! Mulighederne er faktisk nærmest uendelige, så giv en gave, hvor minderne varer evigt. Tjek linket her ud og slå dig løs :

Måltidskasser

Måltidskasser findes i et utal af variationer; alt fra kassen til børnefamilien, til singlen, til vegetaren til dem der spiser glutenfrit eller til den der gerne vil tabe sig. Giv en enkelt kasse eller giv et abonnement og glæde med en gave, der gør hverdagen nemmere og som bliver ved og ved med at give. 🙂

Aarstiderne har et skønt udvalg af kasser til ethvert behov og til enhver familie. Herunder finder du en oversigt.

Ønsker du at søge bredere, får du her et samlet overblikover de forskellige måltidskasseudbydere i Danmark. Du kan tilpasse din søgning efter præcis hvad du ønsker, fx økologi, børnevenlig, sundt mv.

Gavekurve til amatørkokken

Kender du en, der elsker at lave mad og som ville blive begejstret for smukke luksus madvarer, lidt ny inspiration eller måske nogle dekorative krydderurter..? Eller måske en mor, mormor eller tante, der skal forkæles lidt ekstra med kræs til ganen? Sammensæt din egen gavekurv med olie og eddike, pesto, snacks, chokolade og/eller krydderier. 

Denne side har lidt af det hele; udvælg nogle lækre produkter, tag i en genbrugsbutik og køb en fin kurv og lav en smuk og personlig gavekurv, der med garanti vil vække glæde.

Orker du ikke, at sammensætte din egen kurv, findes der heldigvis steder, der gør det for dig! Herunder finder du direkte links til smukke gavekurve indenfor forskellige områder af gastronomiens verden, som endda leveres lige til din eller modtagerens dør 🙂

Kogebøger

Noget der som oftest vil falde i god jord og som kan bruges igen og igen og gennem lang tid, er kogebøger. Der findes kogebøger til ethvert behov, enhver anledning og ethvert budget. Tjek en masse skønne muligheder ud her, fx kogebogen til vegetaren, bogen til hende der gerne vil leve sundt, til familien der gerne vil spare på madbudgettet, til manden der er grillentuasiast, den unge, der skal til at flytte hjemmefra eller til hede, som gerne vil øve sig på at lave smørrebrød.

En masse ideer er hermed videregivet. Håber du fandt noget, du kunne bruge! Rigtig dejlig jul jer og jeres kære! 🙂

Rød karrygryde med kyllingekødboller og ris

Rød karrygryde med kyllingekødboller og ris

Alt ved denne ret er velsmag på velsmag i herlig forening. Små smagfulde kyllingekødboller i den lækreste cremede og krydrede sovs lavet af bl.a. kokosmælk og peanutbutter – det er altså en kombi der virkelig kan noget! Som bonus er det en ret, der både er nem og børnevenlig, og som kan være klar på 30 minutter 🙂

Rød karrygryde med kyllingekødboller og ris (4 pers)

Kødboller

  • 450g hakket kyllingekød
  • 1 tsk stødt ingefær
  • 1 fed hvidløg, knust
  • 1/2 løg, finthakket
  • 1 tsk rød karrypasta
  • 2 spsk fiskesauce
  • Smør til stegning

Rød karrysovs

  • 2 fed hvidløg, fitnhakket
  • 1 løg, finthakket
  • 1 rød peberfrugt i strimler
  • 1 dåse kokosmælk (stor dåse)
  • 2 spsk peanutbutter
  • 2 tsk rød karrypasta
  • 1 spsk limesaft
  • 3 spsk fiskesovs

Kødboller

Rør alle ingredienser til kødbollerne sammen til en fin fars. Form små kødboller og steg dem i lidt smør til de er gyldne på alle sider. Tag dem af panden.

Sovs

Svits hvidløg, løg og peberfrugt på panden 3-4 minutter. Tilsæt de resterende ingredienser og giv sovsen et opkog. Lad det hele simre 5 minutter. Smag evt med karrypasta, fiskesovs og/eller limesaft. Put kødbollerne på panden og lad dem simre med et par minutter. Server hele herligheden med grove ris og lidt krydderurter på toppen.