+45 51917135 kontakt@lachika.dk
2 boganbefalinger til din næste læsning

2 boganbefalinger til din næste læsning

Her kommer et par boganbefalinger, hvis du står og mangler lidt læsestof og vil lade dig inspirere. 

Den første bog, som jeg vil anbefale dig at læse, er ”En som os – en antisammenligningsbog” af Nanna Elizabeth Hovgaard og Josephine Kuhn. De er kendt fra podcasten ”Fries Before Guys” og udgav i 2019 denne bog, hvor flere af podcastens emner tages med. 

Bogen berører emner inden for seksualitet, angst, forkerthedsfølelser og fællesskab. Selve bogens udtryk er bygget op om personlige fortællinger og erfaringer fra Nanna og Josephines eget liv. Den er især henvendt til kvinder i 20’erne, men jeg vil mene, at den er aktuel og interessant at læse for alle kvinder. 

Nanna og Josephine taler åbent og ærligt om emner, som der ellers ofte er en berøringsangst for at fortælle og åbne op omkring. De lukker læseren ind i et rum, hvor man føler sig mødt med sine egne tanker og følelser, og hvor man kan nikke genkendende til mange er de oplevelser, som Nanna og Josephine har haft, og som beskrivers på en bramfri og naturlig måde. De formår at sætte ord på nogle emner, som kan være svære at tale om, selv med de allernærmeste. 

De beskriver nogle områder, tanker og følelser, som mange lægger låg på ofte i frygt for modtagelsen, hvis de åbnede op og fortalte om dem. 

Man sidder som læser tilbage med en følelse af at blive mødt, set i øjnene og taget i hånden ind i en verden, hvor det er okay at være den, man er. De negative tanker og følelser, som måske måtte fylde i ens hoved, bliver igennem Nanna og Josephine udtrykt på fineste vis. De tager nogle emner op, og som man kan spejle sig selv i gennem deres personlige oplevelser, som på den ene eller anden måde matcher ens egne på nogle punkter, hvilket giver den største lettelse og en følelse af ikke at være alene. 

Den anden bog, som jeg vil anbefale, er ”Kvartvejs – om at finde vej ind i voksenlivet” af Mette Bratlann. 

Bogen handler om den kvartvejskrise, som mange unge befinder sig i mit i 20’erne. Den berører 4 områder: identitet, arbejdsliv, kærlighedsliv og forholdet til forældrene. Den tager udgangspunkt i konkrete oplevelser fra unge, som på et tidspunkt i deres liv i 20’erne har befundet sig i en form for krisetilstand på et eller flere af disse områder i deres liv. 

Bogen berører den store tvivl og vildfarelse, som det kan føles at befinde sig i 20’erne, som for mange er et form for sprængbræt ud i det rigtige voksenliv med alt, hvad det indebærer. Dette kan for mange unge i 20’erne (heriblandt mig selv) føles vildt skræmmende, for gør man nu det hele rigtigt, og tager man nu de rigtige valg, for valgene vil jo få konsekvenser for, hvordan ens voksenliv vil ende ud. Den allestedsnærværende tvivl fylder så meget og de valg, som man skal tage, føles uoverskuelige, som giver anledning til hjertebanken og en overdimensional klump i halsen. 

Mette Bratlann giver råd med på vejen, og hvilke erfaringer hun har gjort sig som psykolog i forsøget på at hjælpe unge mennesker i krise. Hun viser gennem sine beskrivelse af terapiforløb, hvor almindeligt det er at befinde sig i sådan en krise på sin vej ud i voksenlivet, men at det også er en uundgåeligt del af, at skulle finde sin vej derud, hvor det sjældent er af den slagne vej, men med bump på vejen. Disse bump på vejen giver Mette Brattlann nogle redskaber til, hvordan man kan komme igennem uden, at det tærer én fuldstændig op. Jeg vil anbefale denne bog til alle andre unge mennesker, som jeg selv, som er på vej ud i voksenlivet af den ene eller anden vej, men føler en stor tvivl og usikkerhed omkring de valg, som man vælger, og om man overhovedet er på rette vej. 

Læs også: Jeg er træt af hendes succes!

Please like me…

Please like me…

Jeg har i en del af mit liv både i folkeskolen, i gymnasiet og til en hvis grad også nu i løbet af min tid på universitetet ofte følt mig utilstrækkelig i min relation til mine veninder eller potentielle veninder. Det var ikke nok bare at være mig, jeg har følt, at jeg skulle være noget ekstra for, at de kunne lide mig, ville have lyst til at være mine veninder og tilbringe tid sammen med mig. Fx være hende den sjove, friske, energifyldte, hele tiden snakke og være interessant, generelt være noget andet eller mere end bare mig. Måske, fordi jeg følte, at min person ikke var noget særligt, ikke noget, der var være at bruge tid på, at jeg egentligt bare var lidt halv kedelig og intetsigende. 

I de venskaber, som jeg har og har haft, har jeg ofte følt et personligt ansvar for, at venskabet kunne bibeholdes. Fx hvis jeg var på café med en veninde, har jeg ofte følt, at jeg hele tiden skulle have noget interessant at sige, noget der var værd at lytte til. Dette ikke i forhold til at frygte nogen akavet tavshed, det var jeg ikke bange for. Det var mere det, der så kørte rundt i hovedet på mig, når der var stille: synes hun, det er kedeligt og keder hun sig i mit selskab, ville hun hellere lave noget andet osv., osv. At det ligesom var mit ansvar, at vi hyggede os sammen. Jeg følte et 100 % ansvar for, at rammerne omkring det vi lavede og samtalen var noget hyggeligt og rart. Men i et venskab, og alle andre relationer, har begge partner jo en lige stor aktie i, at relationen er god og værd at fortsætte og vedligeholde. Den følelse, som jeg havde, af konstant at skulle være på for, at ens veninde ville forblive ens veninde og hygge sig i mit selskab, var virkelig hård. Denne følelse bunder nok i bund og grund i et lavt selvværd, at min person, den jeg var, ikke var god nok til, at nogle havde lyst til at være sammen med mig. 

Jeg har ofte i forskellige situationer har svært ved at sige nej til ting, som jeg måske inderst inde ikke havde den største lyst til. Dette er jeg dog blevet bedre til, men også med en meget uhensigtsmæssig følelse til følge. Det kan nemlig give mig følelsen af en enorm dårlig samvittighed og følelsen af, at skuffe vedkommende, mine veninder. Her kommer frygten op i mig, at hvad nu hvis de så ikke længere vil være mine veninder, hvis jeg har takket nej til en invitation eller lignende. I sådanne situationer føler jeg ofte, at det er personen, jeg afviser. Men jeg prøver virkelig her at lære mig selv, at det ikke er personen, som jeg afviser, men forslaget eller begivenheden. 

Jeg har i en periode af mit liv følt mig meget svigtet af nogle piger, som jeg troede var mine veninder, men som svigtede, skuffede og sårede mig dybt. Dette forårsagede på et tidspunkt en følelse af, at det var mig, der var noget galt med, at jeg ikke var værd at være sammen med og samtidig en enorm frygt for, at det samme skulle gentage sig med fremtidige bekendtskaber. Det medførte også en følelse i mig, nemlig følelsen af slet ikke at ville finde nye veninder i frygten for, at det samme vil gentage sig, at de bare ville svigte mig på samme måde, som jeg havde oplevet før. Dette har krævet tid, at overbevise mig selv om, at der rent faktisk var nogle og er nogle, som gerne vil være sammen med mig, fordi jeg er mig og ingen anden. Processen er ikke slut og på dårlige dage, kan jeg sagtens komme ind i en ond spiral og dårlige tankemønstre og dermed også tvivle ekstra meget på, om mine gode relationer, som jeg holder så meget af, virkelig vil mig.. Men jeg holder fast i tanken om, at selvfølgelig vil de det lige så meget, som jeg vil dem. 

Ret fokus, stå op for dig selv, hvil i det, som er dig – dette er nemmere sagt end gjort, det kan jeg om nogen skrive under på, men alligevel værd at prøve at efterleve, selvom det ikke er nemt. 

Hvis du oplever lignende følelser og tanker, eller har gjort det førhen i dit liv, så skal du for alt i verden vide, at du ikke er alene om de følelser og tanker. 

Udfordrer du dig selv?

Udfordrer du dig selv?

Man hører ofte om, hvor vigtigt det er, at vi udfordrer os selv, prøver grænser af, kaster os ud i nye, spændende ting og projekter uden nødvendigvis at kende udfaldet, tage nogle chancer og se, hvor det fører hen. Kan det her lyde en smule skræmmende i dine ører? Det kan det i hvert fald i mine. 

For nyligt blev jeg inviteret til et event på Instagram, for det første blev jeg helt paf over overhovedet at blive inviteret med til sådan noget. Jeg har aldrig prøvet det før og havde en opfattelse af, at man skulle have en noget større profil for at blive taget i betragtning til sådan noget, men jeg blev inviteret. Her opstod det første tankemylder i mit hoved. Jeg vidste, at jeg ikke ville kende en sjæl, hvilket i sig selv er en smule skræmmende. Jeg er virkelig en tryghedsnarkoman og bare det at se ét enkelt, velkendt ansigt, ville skabe en tryghed for mig, men det vidste jeg, at det ville ikke være tilfældet her. Jeg må også siges at være ekspert i ”hvad-nu-hvis”-tanker. Hvad nu hvis jeg føler mig vildt akavet, hvad nu hvis jeg siger noget åndssvagt, hvad nu hvis jeg slet ikke falder i snak med nogle og bare ville komme til at stå sådan lidt kejtet henne i et hjørne, hvad nu hvis jeg ikke kan finde toilettet osv., osv.? Alle sådanne tanker fløj rundt i hovedet på mig. Jeg valgte dog til sidst at takke ja til invitationen om at tage til eventet. 

I timerne optil var jeg ret nervøs, og jeg gjorde mig også adskillelige overvejelser om, hvad jeg skulle tage på af tøj. Hvilket vel må siges at være ret normalt som kvinde ;). Jeg er også så ”heldig” at reagere ret fysisk på min nervøsitet, herunder bl.a. dårlig mave, men jeg bliver også meget rødspættet på mine overarme og bryst/hals, hvilket tydeligt kan ses. Selvom jeg prøver at sige til mig selv, at nu slapper du altså af, så kan jeg næsten altid være sikker på, at det kommer alligevel. 

I løbet af aftenen og efter eventet var jeg så glad. Det havde bare været så godt! Jeg faldt i snak med en super sød pige, som jeg ikke kendte i forvejen. Hende og jeg snakkede og hang ud sammen det meste af aftenen. Alle mine ”hvad-nu-hvis”-tanker kunne jeg skubbe langt væk, for det havde bare været så hyggeligt og også rigtig lærerigt. Hvad kunne jeg så lære af det inderst inde? At det virkelig er fedt at udfordre sig selv og prøve nye ting. Jeg var bare så ovenpå, da jeg kom hjem og så glad for, at jeg var taget med og ikke var blevet hjemme af ren nervøsitet og det ukendte, der lå i hele situationen, for så havde jeg jo gået glip af det hele. Hvis jeg skulle få et lignende tilbud eller en invitation en anden gang, vil jeg helt sikkert sige kæmpe ja tak. 

Nu er det her et meget konkret eksempel fra mit eget liv, men det kunne jo være hvad som helst nyt, som du ville komme ud for i dit liv. Fx det at møde nye mennesker generelt i alle mulige situationer, søge et nyt arbejde og begynde på det, tage ud at rejse alene, opsøge andre af eget initiativ og meget mere. 

Ofte ender sådan nogle situationer ud med, at man bliver positivt overrasket, eller ikke nødvendigvis overrasket, men måske en tilfredsstillelse og en større selvsikkerhed i, at man godt kan gøre ting, som umiddelbart virker skræmmende og meget udfordrende for én. Hvis det i så fald ikke havde udmundet sig på sådan en måde, så ville man jo alligevel være den oplevelse rigere, og det ville man jo på ingen måde tage skade af. 

Det kan virkelig være så hæmmende for én, hvis man ligger under for den frygt og usikkerhed, der ligger i det ukendte. Kun ved at udfordre sig selv igen og igen, kan man komme den til livs. Det hjælper også mig at tænke konstruktivt over det tankemylder, som jeg får. Hvad er chancen for, at alle disse ”hvad-nu-hvis”-tanker overhovedet ville blive realiseret, og hvad er det værste, der kan ske? Det er sjældent så slemt, at man ikke kan grine af det senere. 

Jeg håber, at du kan bruge min oplevelse til noget, fx hvis du står i en lignende situation. Skriv endelig til mig, hvis du har brug for et råd eller to. Jeg vil hellere end gerne hjælpe :-). 

Kram fra mig,
Anne-Sofie

Skuffelse og forventninger til tilværelsen

Skuffelse og forventninger til tilværelsen

Vi kender alle følelsen af forventningens spænding og glæde frem mod noget der skal ske, noget vi skal opleve, noget nyt der indtræffer, forventninger til andre mennesker eller noget helt femte. Samtidigt den følelse der kan komme, hvis det vi har set frem til ikke lever op til vores forventninger. Følelsen af skuffelse. En følelse der næsten ikke er til at være i af bare ærgrelse, en knurren i maven, som kan være svær at være i og sætte ord på. 

Jeg kender følelsen fra mig selv, hvis jeg har gået i lang tid og virkelig set frem til noget, som så ikke lever op til de forventninger, jeg havde til situationen, personen eller hvad det kunne være. I en periode af mit liv prøvede jeg helt at se bort fra følelsen af at glæde sig til noget, at se frem mod noget der skulle ske, i bare frygt for at blive skuffet og den følelsen det ville medføre i kroppen, som jeg havde svært ved at være i. 

Jeg ville ikke have forventninger til nogle eller noget, ikke glæde mig på forhånd. Jeg begyndte at forestille mig det værste, der kunne ske, for så kunne jeg jo ikke blive skuffet og dermed kun positivt overrasket, hvis situationen faldt ud til det gode. Hvis det værste skulle hænde, havde jeg jo forudset det på forhånd, så var det bare, hvad jeg kunne forvente af situationen. 

I relation til forventninger ligger der her i også følelsen af et pres, det selv at skulle kunne leve op til andres forventninger til én med frygten for at gøre andre skuffede. Her kan følelsen af at have fejlet hurtigt opstå. Det pres det er at skulle præstere og dermed leve op til nogle forventer, som andre sætter til os, er svært. Her skal vi også bare huske på, at vi gør det så godt vi kan, og det er svært helt at undgå at skuffe sine medmennesker engang i mellem. 

Men burde vi ikke give os selv lov til at være skuffet? Det betyder vel i sidste ende, at det vi har set frem mod er betydningsfuldt for os, at det er vigtigt for os. Det at have forventninger til tilværelsen, at se frem til noget er jo en helt naturlig del af det at være menneske. Det er vel kun naturligt, at vi forventer noget af vores medmennesker og de ting vi foretager os, for ellers kunne alt måske bare være helt lige meget? 

Jeg prøver i hvert fald at lære mig selv, at det okay at føle sig skuffet, det er ikke en rar følelse, men den er heller ikke for evigt, den fortager sig. Det kan tage tid, men det er også okay. Vi skal ikke bebrejde os selv, at tankerne opstår og nødvendigvis negligere dem, fordi de kommer og det er okay. 

Håber I fik noget ud af at læse med.

Kram fra mig
Anne-Sofie

Om at føle sig utilstrækkelig og føle svaghed

Om at føle sig utilstrækkelig og føle svaghed

Kender du følelsen af at føle dig utilstrækkelig, at dit bedste ikke føles som godt nok, at du føler dig svag, oplever frustrationer, som ingen ende vil tage og gentagne nedture, som virkelig tærer på dig, dit selvværd og energi? Så er du ikke alene..

Disse følelser og tanker overrumpler mig rigtig meget for tiden. Jeg læser på Københavns Universitet på 6. semester og bliver færdig med min bachelor til sommer. For tiden er det på ingen måde en dans på roser, tværtimod, det er hårdt, uoverskueligt og virkelig stressende. 

6. semester startede lige på og hårdt i begyndelsen af februar efter en længere pause henover januar måned. Det var virkelig lige på og hårdt med en hulens masse læsning, opgaveskrivning og forberedelse hver uge, og er det stadig. Nu her hen over de næste par måneder til slut juni spidser det endnu mere til med eksamenslæsningen og forberedelsen dertil. Især på dette semester har alt dette virkelig kunnet slå mig ud, flere pludselige grædeture uden noget der umiddelbart har provokeret dem, har ikke været unormalt. 

Følelsen af kronisk dårlig samvittighed over ikke konstant at læse og skrive på semesteropgaver. Ønsket om at få læst alt, få læst alt lige godt og lige grundigt, få skrevet noter til alt, forstå alt og skrive den perfekte semesteropgave. Dette er noget, som jeg prøver eller har prøvet at bestræbe mig på at opnå både nu og tidligere gennem de 3 år på universitetet, som det perfektionistiske menneske jeg er. Men uden at det kommer som nogen overraskelse for mig, så kører man totalt ned på det. Tvivlen på en selv kan hurtigt opstå, at alt hele tiden kan gøres bedre. Tvivlen på at ens ord overhovedet har nogen værdi, hvad end det er på skrift i en semesteropgave eller mundtligt til undervisningen. 

Det, der som sagt også fylder i mit hoved konstant, er den dårlige samvittighed, nogle dage fra jeg står op, til jeg går i seng. Hver gang jeg tillader mig at lave noget andet, som ikke er relateret til noget, som har med universitetet at gøre, opstår denne følelse af dårlig samvittighed. Netop også fordi der konstant er noget, som jeg kunne læse op på eller forberede. Følelsen af at jeg burde gøre det er her central, jeg burde læse, jeg burde skrive på min semesteropgave nu, jeg burde læse op på det næste i pensum. Mængden af bøger til forberedelsen til en mundtlig eksamen til sommer, har hobet sig op på mit bord, som bare venter på, at jeg går i gang med dem. Overskuddet er der bare ikke lige nu, og jeg føler næsten, at jeg er ved at blive kvalt i dem.  

”Hvad nu hvis”, er også en følelse som sagtens kan overrumple mig. ”Hvad nu hvis jeg slet ikke kan finde ud af det”, ”Hvad nu hvis jeg aldrig lærer det udenad”, ”Hvad nu hvis jeg dumper” osv. osv. Det er et kæmpe pres, der konstant ligger på ens skuldre om at skulle præstere, og det kan godt nok være svært ikke at tage sorgerne på forskud i sådan en situation og også sorger, som man ikke engang er sikker på vil komme. Katastrofetanker er slet ikke ualmindeligt i sådan en situation, man forestiller sig, at det værst tænkelige kan ske og vil ske. 

Når disse følelser og tanker opstår i mig, at jeg virkelig ikke føler mig god nok, både i det jeg gør eller beskæftiger mig med, at jeg konstant føler mig utilstrækkelig, kan disse spørgsmål nemt opstå: ”Er det bare mig, som er svag?”, ”Skal jeg bare tage mig sammen?”, “Når andre har kunnet klare det, så kan jeg vel også”, ”Er jeg så dårligere end dem, når jeg har det sådan her?”, ”Er det her så slet ikke det rigtige for mig, når det kan gøre mig så ufatteligt ked af det, frustreret og næsten bryder helt sammen over det?”, ”Har jeg så fejlet, er jeg så et nederlag, hvis jeg ikke kan stå det igennem og må erkende det?”. Men skal man altid bare tage sig sammen? For mig er det også vigtigt, at vi kan vise, at vi ikke er nogle ”supermennesker”, der bare kan klare det hele. Jeg selv, og mange andre, har virkelig en dårlig tendens til at sammenligne os selv med andre, nogle som måske har en anden viden med i bagagen, som er vildt brugbart i en eller anden specifik situation i undervisningen. Her kan man nemt sidde og føle sig lidt halvdum, fordi man ikke aner, hvad der bliver talt om. Men her skal vi også bare huske på, at vi har jo forskellige ting med i bagagen, forskellig viden og på universitetet fra forskellige hovedfag og fagområder. Hvor to personer for eksempler ikke har nogen som helst ide om, hvad den anden taler om, men har en stor viden inden for deres eget specifikke område. Men man kan virkelig nemt gå og tænke, at alle andre bare er meget bedre end én selv, har meget mere overskud og bare kører igennem det hele. For at tage et eksempel med den standardbemærkning som jeg, og rigtig mange andre, ofte gør brug af til spørgsmålet, ”Hvordan går det?” med svaret ”Det går fint nok..” Mange, inklusiv mig selv, gør ofte brug af denne standardmærkning i diverse sociale sammenhænge for ikke at skulle konfronteres med flere dybdegående spørgsmål, eller det kan være ens eget ønske om ikke at ville belemre andre med ens sorger og bekymringer. Det kan også være en udfordring i sig selv at indgå i sociale sammenhænge, når man ikke har det særlig godt. Man føler man skal være på, give noget af sig selv på den positive, glade og sjove måde og gemme alle frustrationerne og bekymringer væk. Det kan være svært at stå det igennem og opretholde den facade, som man jo et eller andet sted burde kunne bryde og så fortælle, hvordan man i virkeligheden går og har det, især hvis det er i selskab med tætte og nære venner og veninder.

Her kan det også være svært at åbne op for folk, som måske har svært ved at relatere til de problemstillinger, som man går med. De prøver måske med den bedste mening at hjælpe uden, at det gør nogen forskel. Det kan også nogle gange være kilde til endnu flere frustrationer, for eksempel ved en kommentar i relation til at man jo selv har valgt sit studie, hvis det er det, det handler om, og derfor må have en særlig interesse for det specifikke område. Men dette er for mig ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man går rundt og hele tiden er evigt glad for det og aldrig ville bande det så langt væk, som man kunne. Ligesom med personer, som går ned med stress på deres arbejde, det er jo også et arbejde, som det må formodes, at de selv har søgt af egen fri vilje. Eller forældre som er dybt frustrerede over deres spædbarn, som holde dem vågne hele natten, et barn, som de selv har valgt at få. Selvom det er valg og beslutninger, som vi tager af egen fri vilje og interesse, er det jo ikke ensbetydende med, at de til evig tid og hver dag kun vil fylde os med glæde og lykke. 

Det er vigtigt, at vi kan tale om de her ting med hinanden, at vi ikke går og gemmer på det, som var det et tabu, for det er det på ingen måde. Det er intet tabu at kunne vise sårbarhed over for sine medmennesker, at man netop ikke er et ”supermenneske”, som kan klare alt. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg har nogle super gode medstuderende, hvor vi har kunnet tale om de her ting og har gjort det for nyligt. Vi har delt vores fælles frustrationer, vi kan blive kede af det sammen, men vi står det også igennem sammen. Selvom det jo på sin vis selvfølgelig er trist, at der er flere, som føler universitetsstudiet som uoverskueligt at være i, så er det bare rart ikke at være alene med den følelse, det kan også være en lettelse i sig selv. 

Jeg skriver ikke det her for at få medlidenhed, men fordi det er rart både at tale om og skrive ned. Jeg håber også at kunne videregive mine tanker til andre, som står i samme situation. Følelsen af utilstrækkelighed, svaghed og alt det andet, jeg beskriver, er ikke kun knyttet til det at være studerende på universitetet. Det kunne i lige så høj grad gøre sig gældende i den utilstrækkelighed kvinder for eksempel kan føle i deres rolle som mor, i sin position på arbejdet, i sit forhold og generelt bare i det at være menneske, med alt hvad det indebærer. Det føles uoverskueligt, og det kan være svært at se en ændring i den umiddelbare tilstand, men her er det vigtigt at huske på, at du aldrig er alene. 

Kram fra mig, Anne-Sofie.