+45 51917135 kontakt@lachika.dk
2 boganbefalinger til din næste læsning

2 boganbefalinger til din næste læsning

Her kommer et par boganbefalinger, hvis du står og mangler lidt læsestof og vil lade dig inspirere. 

Den første bog, som jeg vil anbefale dig at læse, er ”En som os – en antisammenligningsbog” af Nanna Elizabeth Hovgaard og Josephine Kuhn. De er kendt fra podcasten ”Fries Before Guys” og udgav i 2019 denne bog, hvor flere af podcastens emner tages med. 

Bogen berører emner inden for seksualitet, angst, forkerthedsfølelser og fællesskab. Selve bogens udtryk er bygget op om personlige fortællinger og erfaringer fra Nanna og Josephines eget liv. Den er især henvendt til kvinder i 20’erne, men jeg vil mene, at den er aktuel og interessant at læse for alle kvinder. 

Nanna og Josephine taler åbent og ærligt om emner, som der ellers ofte er en berøringsangst for at fortælle og åbne op omkring. De lukker læseren ind i et rum, hvor man føler sig mødt med sine egne tanker og følelser, og hvor man kan nikke genkendende til mange er de oplevelser, som Nanna og Josephine har haft, og som beskrivers på en bramfri og naturlig måde. De formår at sætte ord på nogle emner, som kan være svære at tale om, selv med de allernærmeste. 

De beskriver nogle områder, tanker og følelser, som mange lægger låg på ofte i frygt for modtagelsen, hvis de åbnede op og fortalte om dem. 

Man sidder som læser tilbage med en følelse af at blive mødt, set i øjnene og taget i hånden ind i en verden, hvor det er okay at være den, man er. De negative tanker og følelser, som måske måtte fylde i ens hoved, bliver igennem Nanna og Josephine udtrykt på fineste vis. De tager nogle emner op, og som man kan spejle sig selv i gennem deres personlige oplevelser, som på den ene eller anden måde matcher ens egne på nogle punkter, hvilket giver den største lettelse og en følelse af ikke at være alene. 

Den anden bog, som jeg vil anbefale, er ”Kvartvejs – om at finde vej ind i voksenlivet” af Mette Bratlann. 

Bogen handler om den kvartvejskrise, som mange unge befinder sig i mit i 20’erne. Den berører 4 områder: identitet, arbejdsliv, kærlighedsliv og forholdet til forældrene. Den tager udgangspunkt i konkrete oplevelser fra unge, som på et tidspunkt i deres liv i 20’erne har befundet sig i en form for krisetilstand på et eller flere af disse områder i deres liv. 

Bogen berører den store tvivl og vildfarelse, som det kan føles at befinde sig i 20’erne, som for mange er et form for sprængbræt ud i det rigtige voksenliv med alt, hvad det indebærer. Dette kan for mange unge i 20’erne (heriblandt mig selv) føles vildt skræmmende, for gør man nu det hele rigtigt, og tager man nu de rigtige valg, for valgene vil jo få konsekvenser for, hvordan ens voksenliv vil ende ud. Den allestedsnærværende tvivl fylder så meget og de valg, som man skal tage, føles uoverskuelige, som giver anledning til hjertebanken og en overdimensional klump i halsen. 

Mette Bratlann giver råd med på vejen, og hvilke erfaringer hun har gjort sig som psykolog i forsøget på at hjælpe unge mennesker i krise. Hun viser gennem sine beskrivelse af terapiforløb, hvor almindeligt det er at befinde sig i sådan en krise på sin vej ud i voksenlivet, men at det også er en uundgåeligt del af, at skulle finde sin vej derud, hvor det sjældent er af den slagne vej, men med bump på vejen. Disse bump på vejen giver Mette Brattlann nogle redskaber til, hvordan man kan komme igennem uden, at det tærer én fuldstændig op. Jeg vil anbefale denne bog til alle andre unge mennesker, som jeg selv, som er på vej ud i voksenlivet af den ene eller anden vej, men føler en stor tvivl og usikkerhed omkring de valg, som man vælger, og om man overhovedet er på rette vej. 

Læs også: Jeg er træt af hendes succes!

Please like me…

Please like me…

Jeg har i en del af mit liv både i folkeskolen, i gymnasiet og til en hvis grad også nu i løbet af min tid på universitetet ofte følt mig utilstrækkelig i min relation til mine veninder eller potentielle veninder. Det var ikke nok bare at være mig, jeg har følt, at jeg skulle være noget ekstra for, at de kunne lide mig, ville have lyst til at være mine veninder og tilbringe tid sammen med mig. Fx være hende den sjove, friske, energifyldte, hele tiden snakke og være interessant, generelt være noget andet eller mere end bare mig. Måske, fordi jeg følte, at min person ikke var noget særligt, ikke noget, der var være at bruge tid på, at jeg egentligt bare var lidt halv kedelig og intetsigende. 

I de venskaber, som jeg har og har haft, har jeg ofte følt et personligt ansvar for, at venskabet kunne bibeholdes. Fx hvis jeg var på café med en veninde, har jeg ofte følt, at jeg hele tiden skulle have noget interessant at sige, noget der var værd at lytte til. Dette ikke i forhold til at frygte nogen akavet tavshed, det var jeg ikke bange for. Det var mere det, der så kørte rundt i hovedet på mig, når der var stille: synes hun, det er kedeligt og keder hun sig i mit selskab, ville hun hellere lave noget andet osv., osv. At det ligesom var mit ansvar, at vi hyggede os sammen. Jeg følte et 100 % ansvar for, at rammerne omkring det vi lavede og samtalen var noget hyggeligt og rart. Men i et venskab, og alle andre relationer, har begge partner jo en lige stor aktie i, at relationen er god og værd at fortsætte og vedligeholde. Den følelse, som jeg havde, af konstant at skulle være på for, at ens veninde ville forblive ens veninde og hygge sig i mit selskab, var virkelig hård. Denne følelse bunder nok i bund og grund i et lavt selvværd, at min person, den jeg var, ikke var god nok til, at nogle havde lyst til at være sammen med mig. 

Jeg har ofte i forskellige situationer har svært ved at sige nej til ting, som jeg måske inderst inde ikke havde den største lyst til. Dette er jeg dog blevet bedre til, men også med en meget uhensigtsmæssig følelse til følge. Det kan nemlig give mig følelsen af en enorm dårlig samvittighed og følelsen af, at skuffe vedkommende, mine veninder. Her kommer frygten op i mig, at hvad nu hvis de så ikke længere vil være mine veninder, hvis jeg har takket nej til en invitation eller lignende. I sådanne situationer føler jeg ofte, at det er personen, jeg afviser. Men jeg prøver virkelig her at lære mig selv, at det ikke er personen, som jeg afviser, men forslaget eller begivenheden. 

Jeg har i en periode af mit liv følt mig meget svigtet af nogle piger, som jeg troede var mine veninder, men som svigtede, skuffede og sårede mig dybt. Dette forårsagede på et tidspunkt en følelse af, at det var mig, der var noget galt med, at jeg ikke var værd at være sammen med og samtidig en enorm frygt for, at det samme skulle gentage sig med fremtidige bekendtskaber. Det medførte også en følelse i mig, nemlig følelsen af slet ikke at ville finde nye veninder i frygten for, at det samme vil gentage sig, at de bare ville svigte mig på samme måde, som jeg havde oplevet før. Dette har krævet tid, at overbevise mig selv om, at der rent faktisk var nogle og er nogle, som gerne vil være sammen med mig, fordi jeg er mig og ingen anden. Processen er ikke slut og på dårlige dage, kan jeg sagtens komme ind i en ond spiral og dårlige tankemønstre og dermed også tvivle ekstra meget på, om mine gode relationer, som jeg holder så meget af, virkelig vil mig.. Men jeg holder fast i tanken om, at selvfølgelig vil de det lige så meget, som jeg vil dem. 

Ret fokus, stå op for dig selv, hvil i det, som er dig – dette er nemmere sagt end gjort, det kan jeg om nogen skrive under på, men alligevel værd at prøve at efterleve, selvom det ikke er nemt. 

Hvis du oplever lignende følelser og tanker, eller har gjort det førhen i dit liv, så skal du for alt i verden vide, at du ikke er alene om de følelser og tanker. 

Udfordrer du dig selv?

Udfordrer du dig selv?

Man hører ofte om, hvor vigtigt det er, at vi udfordrer os selv, prøver grænser af, kaster os ud i nye, spændende ting og projekter uden nødvendigvis at kende udfaldet, tage nogle chancer og se, hvor det fører hen. Kan det her lyde en smule skræmmende i dine ører? Det kan det i hvert fald i mine. 

For nyligt blev jeg inviteret til et event på Instagram, for det første blev jeg helt paf over overhovedet at blive inviteret med til sådan noget. Jeg har aldrig prøvet det før og havde en opfattelse af, at man skulle have en noget større profil for at blive taget i betragtning til sådan noget, men jeg blev inviteret. Her opstod det første tankemylder i mit hoved. Jeg vidste, at jeg ikke ville kende en sjæl, hvilket i sig selv er en smule skræmmende. Jeg er virkelig en tryghedsnarkoman og bare det at se ét enkelt, velkendt ansigt, ville skabe en tryghed for mig, men det vidste jeg, at det ville ikke være tilfældet her. Jeg må også siges at være ekspert i ”hvad-nu-hvis”-tanker. Hvad nu hvis jeg føler mig vildt akavet, hvad nu hvis jeg siger noget åndssvagt, hvad nu hvis jeg slet ikke falder i snak med nogle og bare ville komme til at stå sådan lidt kejtet henne i et hjørne, hvad nu hvis jeg ikke kan finde toilettet osv., osv.? Alle sådanne tanker fløj rundt i hovedet på mig. Jeg valgte dog til sidst at takke ja til invitationen om at tage til eventet. 

I timerne optil var jeg ret nervøs, og jeg gjorde mig også adskillelige overvejelser om, hvad jeg skulle tage på af tøj. Hvilket vel må siges at være ret normalt som kvinde ;). Jeg er også så ”heldig” at reagere ret fysisk på min nervøsitet, herunder bl.a. dårlig mave, men jeg bliver også meget rødspættet på mine overarme og bryst/hals, hvilket tydeligt kan ses. Selvom jeg prøver at sige til mig selv, at nu slapper du altså af, så kan jeg næsten altid være sikker på, at det kommer alligevel. 

I løbet af aftenen og efter eventet var jeg så glad. Det havde bare været så godt! Jeg faldt i snak med en super sød pige, som jeg ikke kendte i forvejen. Hende og jeg snakkede og hang ud sammen det meste af aftenen. Alle mine ”hvad-nu-hvis”-tanker kunne jeg skubbe langt væk, for det havde bare været så hyggeligt og også rigtig lærerigt. Hvad kunne jeg så lære af det inderst inde? At det virkelig er fedt at udfordre sig selv og prøve nye ting. Jeg var bare så ovenpå, da jeg kom hjem og så glad for, at jeg var taget med og ikke var blevet hjemme af ren nervøsitet og det ukendte, der lå i hele situationen, for så havde jeg jo gået glip af det hele. Hvis jeg skulle få et lignende tilbud eller en invitation en anden gang, vil jeg helt sikkert sige kæmpe ja tak. 

Nu er det her et meget konkret eksempel fra mit eget liv, men det kunne jo være hvad som helst nyt, som du ville komme ud for i dit liv. Fx det at møde nye mennesker generelt i alle mulige situationer, søge et nyt arbejde og begynde på det, tage ud at rejse alene, opsøge andre af eget initiativ og meget mere. 

Ofte ender sådan nogle situationer ud med, at man bliver positivt overrasket, eller ikke nødvendigvis overrasket, men måske en tilfredsstillelse og en større selvsikkerhed i, at man godt kan gøre ting, som umiddelbart virker skræmmende og meget udfordrende for én. Hvis det i så fald ikke havde udmundet sig på sådan en måde, så ville man jo alligevel være den oplevelse rigere, og det ville man jo på ingen måde tage skade af. 

Det kan virkelig være så hæmmende for én, hvis man ligger under for den frygt og usikkerhed, der ligger i det ukendte. Kun ved at udfordre sig selv igen og igen, kan man komme den til livs. Det hjælper også mig at tænke konstruktivt over det tankemylder, som jeg får. Hvad er chancen for, at alle disse ”hvad-nu-hvis”-tanker overhovedet ville blive realiseret, og hvad er det værste, der kan ske? Det er sjældent så slemt, at man ikke kan grine af det senere. 

Jeg håber, at du kan bruge min oplevelse til noget, fx hvis du står i en lignende situation. Skriv endelig til mig, hvis du har brug for et råd eller to. Jeg vil hellere end gerne hjælpe :-). 

Kram fra mig,
Anne-Sofie

Sommerferieture med strøm på lommen

Sommerferieture med strøm på lommen

Reklame for powerbanken.dk

Endelig blev det sommer og tid til hyggelige ture til standen og vandet, skoven og bil- storby- og charterferier. 

Kender du det, når du er taget med familie og venner på tur og ferie, du skal ud at opleve en masse og har telefonen og kameraet med til at forevige øjeblikkene, så der er noget af se tilbage på, når vi når de triste, kolde og blæsende efterårs- og vinterdage. Til din store ærgrelse sker der det, at du løber tør for strøm på det mest uheldige tidspunkt, og må derfor ”nøjes” med at genkalde dig minderne og oplevelserne. 

Jeg har selv flere gange oplevet, at min telefon er løbet tør for strøm på ferier og ture rundt omkring i og udenfor det danske land, og jeg derfor ikke har fået de billeder og videoer, som jeg så gerne ville. Men denne sommer skal det blive anderledes. Jeg har modtaget den fineste og mest stilrene powerbank fra powerbanken.dk. Den har både et lækkert design og holder strøm virkelig længe, den er lige til at have med i tasken (link til den specifikke model). Med powerbanks fra powerbanken.dk har du altid strøm med på tur. Jeg er også super glad for netop denne powerbank, da der er to USB-indgange, så jeg også samtidigt kan hjælpe en ven, som også mangler strøm. 

Jeg kan kun på det allervarmeste anbefale jer at købe jeres powerbank hos powerbanken.dk, du får et super godt produkt og god service. 

Jeg ser i hvert fald rigtig meget frem til at tage ud at opleve en masse, uden at skulle bekymre mig om at spare på strømmen eller frygte, at min telefon pludseligt går ud. Så nu er det bare at knipse en masse skønne billeder af alle de dejlige oplevelser, som jeg glæder mig til at få de næste par måneder. 

Jeg vil ønske jer alle en rigtig dejlig sommer og rigtig god fornøjelse på de mange ture, I skal på rundt omkring i Danmark og udlandet. 

Skuffelse og forventninger til tilværelsen

Skuffelse og forventninger til tilværelsen

Vi kender alle følelsen af forventningens spænding og glæde frem mod noget der skal ske, noget vi skal opleve, noget nyt der indtræffer, forventninger til andre mennesker eller noget helt femte. Samtidigt den følelse der kan komme, hvis det vi har set frem til ikke lever op til vores forventninger. Følelsen af skuffelse. En følelse der næsten ikke er til at være i af bare ærgrelse, en knurren i maven, som kan være svær at være i og sætte ord på. 

Jeg kender følelsen fra mig selv, hvis jeg har gået i lang tid og virkelig set frem til noget, som så ikke lever op til de forventninger, jeg havde til situationen, personen eller hvad det kunne være. I en periode af mit liv prøvede jeg helt at se bort fra følelsen af at glæde sig til noget, at se frem mod noget der skulle ske, i bare frygt for at blive skuffet og den følelsen det ville medføre i kroppen, som jeg havde svært ved at være i. 

Jeg ville ikke have forventninger til nogle eller noget, ikke glæde mig på forhånd. Jeg begyndte at forestille mig det værste, der kunne ske, for så kunne jeg jo ikke blive skuffet og dermed kun positivt overrasket, hvis situationen faldt ud til det gode. Hvis det værste skulle hænde, havde jeg jo forudset det på forhånd, så var det bare, hvad jeg kunne forvente af situationen. 

I relation til forventninger ligger der her i også følelsen af et pres, det selv at skulle kunne leve op til andres forventninger til én med frygten for at gøre andre skuffede. Her kan følelsen af at have fejlet hurtigt opstå. Det pres det er at skulle præstere og dermed leve op til nogle forventer, som andre sætter til os, er svært. Her skal vi også bare huske på, at vi gør det så godt vi kan, og det er svært helt at undgå at skuffe sine medmennesker engang i mellem. 

Men burde vi ikke give os selv lov til at være skuffet? Det betyder vel i sidste ende, at det vi har set frem mod er betydningsfuldt for os, at det er vigtigt for os. Det at have forventninger til tilværelsen, at se frem til noget er jo en helt naturlig del af det at være menneske. Det er vel kun naturligt, at vi forventer noget af vores medmennesker og de ting vi foretager os, for ellers kunne alt måske bare være helt lige meget? 

Jeg prøver i hvert fald at lære mig selv, at det okay at føle sig skuffet, det er ikke en rar følelse, men den er heller ikke for evigt, den fortager sig. Det kan tage tid, men det er også okay. Vi skal ikke bebrejde os selv, at tankerne opstår og nødvendigvis negligere dem, fordi de kommer og det er okay. 

Håber I fik noget ud af at læse med.

Kram fra mig
Anne-Sofie