+45 51917135 kontakt@lachika.dk

Vaskebræt og store bøffer er ikke nødvendigvis det jeg sidestiller med en sexet mand. Når det kommer til at tænde os kvinder, ved de fleste mænd sikkert godt, hvad de kan gøre med deres hænder eller andre dele af deres krop for at tænde op under kedlerne. Vi skal selvfølgelig ikke undervurdere romantiske middage og alenetid med romantiske ord visket i øret, men hos mig starter det hele i hverdagen.

1. Han gør rent og rydder op
Når min mand går ud med skraldespanden, svinger støvsugeren eller tager opvasken af sig selv – OG gør det uden at forvente ros for det, kunne jeg springe på ham lige der i køkkenet, hvis ikke det var for 3 børn, der også er i hjemmet. Hos mig er det vildt sexet med en hjælpsom mand. Så en tur i kanen kan meget vel starte med en tur med kluden.

2. Han har masser af selvtillid
Jeg blev bl.a. forelsket i min mands selvtillid, da jeg mødte ham, der var masser af den, og det er der heldigvis endnu. Mænd der strutter af selvtillid i deres forhold til venner, på arbejdet og i forholdet, er generelt mere sexede end dem der pleaser og er eftergivende i deres parforhold, det kan hos mig, virke som et meget koldt brusebad. En mand med selvtillid skal ikke bede om sex, han skal tage det. Det er, ved samtykke, forbandet sexet.

3. Han skal være loyal
Mænd der respekterer sin kvinde, selv når hun ikke er der, oser i mine øjne af sex. Når de står op for en, forsvare en, står ved en og sammen med en, og kan noget med ord på de rigtige tidspunkter, kan tale sig direkte ind i mit hjerte, og når det er min mand: Med videre ind i sengen.

4. Handyman
Hvis en mand kan noget med en hammer eller en sav, så kommer han langt i min verden. Duften af træ og arbejdstøj kan bare noget. Også selvom det måske ikke altid går godt. Det, at han tager initiativ og gider at prøve, kan i de fleste tilfælde give pote hos mig. Det at han tager føringen og kaster sig ud i projekter – også selvom han ikke altid kan bunde eller er træt, det er sexet. Men husk punkt 1. Ryd op igen. Behøver jeg nævne at min mand er håndværker.

5. Medfølelse og forsvarer de svage
Jeg elsker generelt når folk viser medfølelse for hinanden, når dem der er svagere end en selv bliver forsvaret. Når mænd gør det, tja det gør et eller andet ved mig. Det er tiltrækkende at en mand, også kan vise de blødere sider af sig selv. Det betyder ikke, at man nødvendigvis skal spille guitar ved lejrbålet, eller tilbyde og flette mit hår, men at man viser forståelse for de svagere stillede, åbner døren for de ældre og generelt ikke er bange for at sige, hvad man mener i forsvar for andre, det er hot.

Kære mænd, tag styringen. Vi elsker, når I giver komplimenter, og er opmærksomme. Et par enkelte ord på det helt rigtige tidspunkt, kan være det, der sætter gang i det hele. Faktisk er det slet ikke så svært, når det kommer til stykket, sæt dig ned og snak med din kvinde. Vi bider ikke, med mindre I gerne vil have det.


Læs også: Mænd og kvinders sex-sprog